KL ansætter ny direktør

NYT JOB: 1. august 2012 tiltræder Jane Wiis som ny direktør i KL. Hun kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune.
Christian Juhl Mølgaard

KL har ansat Jane Wiis (47) som ny direktør. Hun kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune, som hun har beklædt siden 2006.

Hun overtager stillingen efter Torben Kjærgaard, der med udgangen af februar stoppede som KL-direktør for at blive kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune.

Jane Wiis er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Hun har solid kommunal erfaring fra både Blaabjerg Kommune i Vestjylland, Københavns og Greve Kommuner i Østdanmark og senest altså Frederikshavn Kommune i det allernordligste Jylland, hvor hun i øvrigt også er født og opvokset.

”Det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Jane Wiis som den bedste - i et meget kvalificeret ansøgerfelt på 21 personer. Jane har et stort kendskab til den kommunale virkelighed. Og jeg er overbevist om, at hun vil kunne bidrage med nye, konstruktive og måske lidt anderledes vinkler på, hvordan KL kan udvikle sin interessevaretagelse,” siger KLs kommende formand, Erik Nielsen, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at Jane Wiis med sine 47 år bidrager til den fortsatte foryngelse af KLs direktion.

I KL træder Jane Wiis ind i den slankede fire mand store direktion, hvor de øvrige medlemmer er adm. direktør Kristian Wendelboe, cheføkonom Jan Olsen og direktør Sine Sunesen.

I februar blev direktionen skåret ned fra fem til fire mand, og det betød i den forbindelse et farvel til direktør Grete Tarpgaard.

Dokumentation

CV: Jane Wiis
(f. 1964, Frederikshavn)

Cand.scient.pol. (AU 1990)

2006-2012: Frederikshavn Kommune. Kommunaldirektør

2005-2006: NIRAS Konsulenterne A/S. Seniorkonsulent

1999-2004: Greve Kommune. Vicekommunaldirektør. Konstitueret kommunaldirektør (1999-2000)

1993-1999: Københavns Kommune. Kontorchef (Driftsplanchef), Vejafdelingen.  Kontorchef (Internationale Anliggender), Overborgmesterens afd. Vicekontorchef (Forvaltningsafdelingen), Vejafdelingen. AC-fuldmægtig (Magistratens 4.afdeling), Borgmestersekretariatet

1991-1992: Blaabjerg Kommune. Direktionssekretær


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024