Jeanette Varberg: Nu får fortidens gerningsmænd endelig deres straf

Verden er i opbrud.

Coronapandemiens pres på verdenssamfundene godt hjulpet af uvished og et løfte om en gigantisk økonomisk nedtur i halen på sygdommen formørker fremtidsudsigterne, og på samme tid har politidrabet på George Floyd 25. maj 2020 sat gang i en bevægelse, hvor antiracistiske grupper går til angreb på statuer af fortidens slavehandlere. Nu vil de mange vrede efterkommere af slaver ændre fremtidens syn på racer ved at gå tilbage og slette fortidens forhadte ikoner.

Kampen om, hvordan vi skal huske historien og hædre dens helte, raser altså lige nu på begge sider af Atlanten. Statuer af hvide, privilegerede mænd overdænges med maling, skubbes i havnen eller bliver halshugget. Den sidste kranke skæbne overgik en statue af den italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus, som jo bekendt opdagede Amerika i 1492, og på mange måder er blevet et symbol på slavegørelsen af Afrikas befolkninger i iveren efter at udnytte de nyerobrede amerikanske kontinenter optimalt, så de rige og skånselsløse europæiske mænd kunne blive endnu rigere.

Likvideringen af statuerne, som for demonstranterne er symboler på en fortid, hvor en stor del af befolkningen var slavegjorte og hvide mænds ejendom, kan virke voldsom og som en overreaktion. Men lad os ikke glemme, at det lykkedes europæerne at fragte i omegnen af 13 millioner slavegjorte afrikanere over Atlanten.

Vi rejser statuer over vores helte - mænd - som gennem deres magt og berømmelse indtog en hovedrolle i verdenshistorien. Men måske er tiden ligefrem nu kommet til, at vi skal fortælle historien ud fra en anden vinkel.

Jeanette Varberg

Rundt regnet en million af dem gik tabt på den brutale overfart, men den skæbne var af mange at foretrække frem for det, der ventede dem på plantagerne, når de kom frem. Så den vrede, vi ser på gaderne i Nordamerika og nu også i Europa, hvor fortidens gerningsmænd endelig får deres velfortjente straf, om end symbolsk, har rod i en blodig historie.

Den antiracistiske bevægelse kan meget vel være et nybrud i vores måde at huske og opfatte vores store fælles verdenshistorie på. Et ordspil siger, at det er sejrherren, som skriver historien. Den hvide mand skriver historien, kan man lidt firkantet tilføje, mens brune, sorte og kvinder i alle farver ser passive til. Det er helt tydeligt, hvis man går en tur igennem de amerikanske eller europæiske storbyers gader, hvor man nærmest kun ser statuer af hvide mænd med eller uden den obligatoriske hest – og det er faktisk ikke meget bedre i Danmark.

Vi skal med andre ord lade de gamle statuer stå, men tænke os rigtigt godt om, når vi rejser statuer i fremtiden.

Jeanette Varberg

19. maj 2019 blev endnu en statue af Christian den 4. afsløret på den prominente plads mellem Børsen og Christiansborg. Han skulle hædres for de mange smukke bygninger, som han i sin lange regeringstid lod opføre i København. Hver gang jeg går forbi den statue, kan jeg ikke andet end blive irriteret over, at vi stadig finder det nødvendigt at hædre en magtfuldkommen konge, som var en politisk fantast og tømte statskassen i trediveårskrigen.