Jeanette Varberg om epidemier: Dansen med dæmonens ånde er ældgammel

I kølvandet på naturkatastrofen fulgte sult og sygdom.

Nye forskningsresultater fra en iskerneboring i de schweiziske alper sandsynliggør, at det var den islandske vulkan Katla, som gik i udbrud i 536, 540 og i 547.

Asken fra udbruddet blokerede solens stråler og sænkede temperaturen betragteligt på den nordlige halvkugle. Målinger fra Nordsverige og det østlige Sibirien viser, at sommertemperaturen faldt tre til fire grader på ganske kort tid. Det slår selv vores tiders udsving på klimakurverne, og det var det største temperaturfald i de sidste 2.300 år.

Målingerne viser også, at i nogle områder varede kulden ved indtil år 550 – altså 14 år med misvækst. Det har fået historikerne til at sige, at år 536 var det værste år at være i live i set gennem historien.

I de irske krøniker stod der kort og godt som beskrivelse af hungerårene: "En mangel på brød". Men som om det ikke var nok, så spredte sygdomme sig i hungersnødens skygge.

Pesten brød ud i den romerske havneby Pelusium i Egypten i sommeren 541. Havnebyen lå i det østlige Nildelta og var en livlig havn med kontakt til Østafrika, Den Arabiske Halvø og Indien.

Derfor var det også Indien eller Afrika, som vi skal se mod for at forstå, hvorfra den kom. For der er i det her tilfælde så gode kilder på udbruddet, med så detaljerede beskrivelser af sygdomsforløbet, at der ikke er nogen tvivl om, at vi har at gøre med en gammel kending, nemlig byldepesten, som også var på spil ved udbruddet i middelalderen.

Byldepesten skyldes bakterien Yersinia Pestis, som lever i gnaverloppers mavesæk og munddele. Den lille bakterie danner en form for prop i den munddel, som loppen bruger til at suge blod fra sin vært.

Det har den effekt, at loppen sulter og derfor bider langt mere aggressivt, og dermed spreder bakterien til langt flere nye ofre end normalt. Lopperne findes især på rotter, murmeldyr og præriehunde. Men mere end 200 pattedyr kan bære lopper med pestbakterien.

Symptomerne på sygdommen er store bylder i lysken, under armene og bag ørerne – de steder, hvor loppen gerne bider – patienterne får høj feber, bliver desillusioneret, får kulderystninger, og i sin ubehandlede form er dødeligheden omkring de 60 procent.

Dermed er pesten en af de værste sygdomme i menneskehedens historie, kun overgået af den mere sjældne lungepest, hvor dødeligheden ligger tæt på de 100 procent.

Ifølge kirkehistorikeren Johannes fra Ephesos så kom pesten fra landet Kush (Etiopien), og der er ret gode argumenter for, at den gamle kirkehistoriker havde ret.

I Indien og Kina er der nemlig ingen meldinger om en stor epidemi, hvilket er mærkeligt, hvis en så omfattende pest havde ramt landene. Derfor må vi formode at sygdommen tog en anden vej.

Efter det store vulkanudbrud på Island i år 536 ændredes jorden vejrsystemer sig markant på ganske få år. Det skabte temperaturfald og hungersnød i Europa og Asien, men i Østafrika skabte det først tørke og siden mange kraftige regnskyl.

Det resulterede i en eksplosion i gnaverbestanden i Østafrika. Skibsfarten mellem Kina, Indien og Romerriget gik den vej for at handle elfenben, så rotterne kan være kommet med handelsskibene fra Indien, og pestbakterien kunne være spredt via de lokale afrikanske gnaverbestande til rotten.

Da pesten først nåede til Pelusium i 541, spredte den sig mod vest til Alexandria, som var Middelhavets travleste havn på den tid, og mod øst bredte den sig mod Gaza.

Først blev kystbyerne ramt og siden byerne i indlandet, i takt med at rotter og deres lopper spredte sig med handelsskibe, i kornsække, gemt i tøjfolder og uldtæpper ud over hele Europa.

Pesten ramte Konstantinopel, som på daværende tidspunkt var verdens største by. Den havde godt og vel 500.000 indbyggere i foråret i 542, knap et år efter udbruddet i Egypten.

Historikeren Prokopius, som også var et af øjenvidnerne til katastrofen, beskrev den i sit værk 'Om krigene'. Han skrev med stor sans for dramatik, at "i disse tider kom en plage, som nær var blevet enden på menneskeheden".

Pesten gjorde ikke forskel og tog ung som gammel – og fattig som rig. Selv kejser Justinian blev ramt af bylder i lysken, men overlevede.

Det første udbrud ramte Konstantinopel i foråret 542 og hærgede i fire måneder, inden første bølge klingede af. Folk lukkede sig inde for at forhindre smitten, men mange opdagede ikke, at de var blevet smittet, før det var for sent.

Man kunne opleve syge, som vandrede omkring i gaderne desorienterede og hallucinerende, men mange trodsede alligevel trangen til at stikke af midt i vanviddet, og de blev i husene for at passe de mange syge.

I begyndelsen, hvor lopperne spredte sig i Konstantinopels tætpakkede gader, var der kun få dødsfald. Men så tog epidemien fart.

Officielle optællinger registrerede pludselig 5.000 døde om dagen, så 10.000, og til sidst opgav man at tælle. Og det var her, at problemet med de mange døde kroppe begyndte at hobe sig op i gader og stræder.

De stinkende lig lå i sommersolens ubarmhjertige stråler og gik i forrådnelse på rekordtid. Det blev et grusomt billede på den rædsel, som ramte byen.

Prokopius forklaring på pestens opståen var, at der gik dæmoner, som næsten lignede mennesker, rundt og spredte smitten med deres ånde.

Et sted spredte et andet rygte sig, at hvis man smed en keramikkrukke ud ad vinduet, så blev man ikke smittet.

Med det resultat, at i tre dage var gaderne i Konstantinopel øde, fordi folk havde travlt med at smadre hjemmets service – bare for en sikkerheds skyld.

Man skal for øvrigt ikke lede længe på de sociale medier i dagene i marts 2020, hvor coronapandemien rasede første gang, for at finde lige så tåbelige forslag fra folk i dag

Alt lige fra bananers B6-vitamin til varm te med hvidløg og vodka menes i diverse opslag at kunne kurere corona. På den facon ligner mennesket sig selv.

Pesten kom i vejen for fremgangen, for selvom Konstantinopel overlevede den første bølge, så vendte pesten altid tilbage efter nogle år.

Gerne mellem marts og oktober, hvor rottelopperne var allermest aktive. Når en befolkning var blevet skånet, så blev de ramt næste gang, og når en generation havde opnået immunitet, blev den næste syg.

Det havde en gennemgribende effekt på økonomien. Men sjældent det samme sted hver gang. Loppernes spredningsmønster var afhængig af miljø og tilfældigheder. Landbruget gik i stå i perioder, og handlen blev begrænset, når sygdommen blussede op i et område.

Efter det første og mest voldsomme udbrud i 540'erne gik livet i stå i de store byer, markedspladserne var tomme og maden knap. Til sidst sultede store dele af befolkningen, fordi fødevareproduktionen helt gik i stå.

Da den justinianske pest forsvandt, efterlod den sig ifølge nogle beregninger mellem 25 og 100 millioner dødsfald i sin slipstrøm.

I gennemsnit hvert 11,6 år ramte pesten et sted i Europa, Nordafrika og Mellemøsten mellem år 541 og 750, og det må have haft en gennemgribende effekt på samfundenes måde at indrette sig.

Det er under alle omstændigheder helt tydeligt, at det var en pestepidemi, som for alvor bremsede kejser Justinians erobringsplaner, gav omfattende økonomiske problemer og dermed sendte historien ud på et nyt spor. Romerriget genvandt aldrig sin styrke igen, og drømmen om et forenet imperium brast i takt med borgernes bylder.

Der synes også at være en sammenhæng mellem nogle af de store sygdomsudbrud og pludselige klimaforandringer, som pesten, der opstod efter vulkanudbruddet på Island i år 536.

Sandsynligvis er nutidens påvirkning af klodens klima, sammen med et markant og hurtigt fald i biodiversiteten, også en faktor, der kan accelerere nye epidemiers udvikling.

Et udmærket eksempel på problemet med ensretningen af jordens dyr til få vilde arter og mange nyttedyr er, hvordan en stor minkbestand fastholdt i bure, kan fungere som et reservoir for coronasmitten med et potentiale til at mutere og komme igen i en ny variant, præcis ligesom influenza kan det i svine- og andebesætninger.

Samtidig er det værd at huske på, at coronapandemien på ingen måde er blandt de værste sygdomme, som menneskeheden har set. Tværtimod er den mild sammenlignet med pesten og andre af de gamle kendinge fra verdenshistorien.

I år er der igen udbrudt pest i det indre Mongoliet, hvor immune murmeldyr bærer bakterien.

Pesten forventes dog hurtigt inddæmmet. Grunden til, at pesten ikke er brudt ud som en epidemi igen i moderne tid, er, at den kan stoppes tidligt i forløbet med antibiotika.

Men der skal ikke mange mutationer til, før pesten potentielt kan blive resistent overfor antibiotika, og så har vi balladen. Derfor må vi håbe, at verden hurtigt retter sig efter coronakrisen, men også, at vi lærer af den og vores undtagelsestilstand, så vi i fremtiden er forberedte på infektionssygdomme, der potentielt kan være langt mere fatal, end det, som vi står midt i lige nu.

Dansen med coronaen er voldsom, dyr og besværlig, men vi kan glæde os over, at det trods alt ikke er værre.

-----

Jeanette Varberg er uddannet arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet. Hun er forfatter til flere fagbøger om arkæologi og historie, herunder bogen 'Viking. Ran, ild og sværd', som i år blandt andet modtog Weekendavisens litteraturpris. Desuden er hun en aktiv debattør og foredragsholder, hvor erfaringer fra fortiden aktivt perspektiveres ind i den aktuelle samfundsdebat.