Julekalender med Margrethe Vestager: "Jeg har aldrig prøvet noget lignende"

24. DECEMBER: Året startede i høj fart, hvor Margrethe Vestager skulle gøre den nye EU-Kommissions løfter til virkelighed. Men så ramte coronavirussen, og hun blev pludselig adskilt fra sin familie i tre måneder. Den danske EU-kommissær gemmer sig bag dagens kalenderlåge, hvor hun ser tilbage på ”det vildeste år”.

Margrethe Vestager var før sommer væk fra Danmark og sin familie tre måneder i træk. "Jeg har aldrig prøvet noget lignende," siger hun.
Margrethe Vestager var før sommer væk fra Danmark og sin familie tre måneder i træk. "Jeg har aldrig prøvet noget lignende," siger hun.Foto: Francois Lenoir/Reuters/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin HolstDaniel Bue Lauritzen

Hvordan har dit 2020 været? 
Det har været det vildeste år, jeg kan huske. Det startede i højt tempo, fordi Ursula von der Leyen (formand for Europa-Kommissionen, red.) havde givet os en række udfordringer, der skulle løses inden for de første hundrede dage med den nye Kommission. Så vi knoklede derudad. Vi lavede en strategi for data, vi lavede en hvidbog om kunstig intelligens, og vi lavede vores digitale og industrielle strategi, som vi skulle i gang med at gøre til virkelighed, da corona pludselig kom.

Derefter var jeg ikke i Danmark i tre måneder, hvor jeg levede adskilt fra min familie. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Der opstod en helt akut opgave, hvor grænserne lukkede, og der var køer på motorvejene på 40 kilometer med lastbiler, der ikke kunne bevæge sig over grænserne og en stor mangel på værnemidler.

Samtidig skulle vi professionelt holde fast i det perspektiv, at der ville komme en verden efter corona, hvor vi skal kunne bruge de digitale teknologier og kunstig intelligens som en hjælper og ikke som noget, der styrer os, og hvor vi vil have fair konkurrence på det europæiske marked.

Hvad har været det sværeste tidspunkt for dig i løbet af året? 
Det sværeste var, da der på et tidspunkt var meget lange udsigter til, at der kom en vaccine, og man ligesom begyndte at overveje, hvordan vi skulle leve med den her virus, hvis vi skulle gøre det i nogle år.

Fakta

Politisk julekalender med hovedpersoner fra 2020 

2020 har været et heftigt år i dansk politik. I Altingets julekalender taler vi hver dag frem mod jul med en politiker, embedsmand eller anden aktør, som har haft et særligt begivenhedsrigt år. 

Vi spørger dem om alt fra juletraditioner, tro og det forgangne år til politiske forbilleder, svære beslutninger og håb for det nye år. 

Mød blandt andre nuværende og tidligere ministre, nyudsprungne borgmesterkandidater og nogle af dem, der har gjort sig bemærket i Metoo eller ved årets mange pressemøder. 

I dag kan du møde Margrethe Vestager. Hun ser tilbage på et år i højt tempo, hvor hun har været adskilt fra sin familie, mens hun skulle passe sit arbejde som EU-kommissær i Bruxelles sideløbende med, at coronavirussen ramte Europa. 

Margrethe Vestager er født 13. april 1968. 

Hun er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1993, og hun var derefter og frem til 1998 først fuldmægtig i Finansministeriet og siden specialkonsulent og sekretariatschef i Økonomistyrelsen. 

Det er dog hendes politiske hverv, der har været kendetegnende for hendes karriere. Det tog fart i 1998, hvor hun blev undervisnings- og kirkeminister. Hun blev efterfølgende valgt til Folketinget, hvor hun repræsenterede Radikale fra 2001 til 2014 og var partiets politiske leder fra 2007. I 2011 blev hun desuden udnævnt til økonomi- og indenrigsminister og var vicestatsminister under Helle Thorning-Schmidt (S). 

De poster forlod hun dog i 2014, hvor hun blev udnævnt til ny dansk EU-kommissær med ansvar for konkurrence. I 2019 blev den titel suppleret op, da hun også blev en af tre næstformænd for EU-Kommissionen og fik ansvaret for det digitale område.

Det er svært at finde fælles løsninger, når mange bogstaveligt talt sidder i deres comfort zone i deres soveværelser.

Hvad tror du, at corona kommer til at betyde på længere sigt for Europa? 
Staterne sagde pludselig til os, at vi ikke længere bare kunne købe en flybillet, køre ud i lufthavnen og flyve hjem. Staten har påtaget sig en anden rolle. Men staterne har også sammen indset, at vi bliver nødt til at finde fælles løsninger, så lastbilerne kan køre, og værnemidlerne kan blive fordelt. For Europa betyder det, at vi har fået en meget konkret erfaring, at det, vi gør sammen, virker. Det kommer til at smitte af på den måde, vi kommer os over krisen. Vi har et fællesskab om den fond, der skal få os ud på den anden side, og om de strategiske mål, vi gerne vil opnå. Det er nyt. Det er ikke set før. Og det kommer til at præge os.

Hvis der er noget, jeg gerne vil lave om, så gør jeg det nu. Så venter jeg ikke på nytåret.

Margrethe Vestager
EU-Kommissær

Tror du i virkeligheden, at krisen kan skabe mere samhørighed på tværs af landene? 
Ja, men ikke på den gammeldags måde, hvor man siger, at vi skal lave traktaten om og give Europa-Parlamentet mere kompetence og den slags. Her har vi set de konkrete løsninger, som vi har skabt sammen. Der er et meget tættere konkret samarbejde. Vi har i Europa-Kommissionen kastet os ind i det sammen med medlemslandene og fået tingene til at virke. Det er meget bedre end sådan nogle lidt fjerne diskussioner om kompetencer, traktater og beslutningsprocesser. Vi har vist, at det faktisk virker.

Er der nogen politiske kollegaer, der har imponeret dig særligt i 2020?
Der vil jeg sige min cypriotiske kollega, Stella Kyriakides, som har ansvaret for sundhed. Hun er kommissær på et område, hvor der er meget lidt EU-kompetence, og alligevel er det lykkedes for hende at blive sådan et koordinerende hjerte i mange af de ting, som vi gjort. Hun har forhandlet vaccinekontrakter, hun har lavet offentligt udbud for værnemidler, og hun har bare været der snorlige. Og hun bor på Cypern, hvor der har været mange problemer, og hvor der har været meget svære trafikforhold. Så da hun tog hjem for at gå i karantæne her til jul, havde hun ikke været hjemme i et år.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år? 
Det er en, der hedder ‘Vegetaren’ af Kang Han. Den foregår i Sydkorea, og den handler om en kvinde, som har en blanding af spiseforstyrrelse og at ville være vegetar. Det er en virkelig besynderlig bog, og jeg var dybt fascineret.

Hvorfor er det fascinerende?
Fordi den handler om kønsroller og familiestrukturer. Jeg er også virkelig fascineret af det, der sker med vores spisevaner i øjeblikket, fordi jeg selv har vegetarer i familien. Og det der benspænd med at få grøntsagen til at være hovedelementet.

Hvad bliver dit nytårsforsæt for 2021? 
Det har jeg ikke tænkt over endnu. Dermed også sagt, at det ikke er noget, jeg går særlig meget op i. Hvis der er noget, jeg gerne vil lave om, så gør jeg det nu. Så venter jeg ikke på nytåret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024