KU tordner mod topstyring

LANDSRÅD: De Konservatives folketingsgruppe har underløbet medlemsdemokratiet i spørgsmålet om EU i det nye principprogram, lød det fra formanden for KU på talerskolen i Herning.
Kasper FrandsenMorten Øyen

Vi siger nej tak til topstyring. Vi siger nej tak til fratagelse af medlemsdemokratiet. Jeg synes, at vi som medlemmer skal sende et klart signal til partiets ledelse, om at vi ikke vil finde os i at fratagelse af medlemsdemokratiet. Derfor opfordrer vi til at opretholde den nuværende formulering om EU, som kommer fra styringsgruppen.

Kristoffer Bech
Formand, Konservativ Ungdom

Det var en vred formand for Konservativ Ungdom, der stillede sig op på talerstolen lørdag under De Konservatives landsråd.

Ungdomsformand Kristoffer Bech sendte en bredside af sted mod den konservative folketingsgruppe, som han beskylder for at topstyre og undergrave medlemsdemokratiet i spørgsmålet om EU.

Problemet er en alternativ og mere positiv formulering om EU, som en redaktionsgruppe - blandt andet bestående af Brian Mikkelsen og Lene Espersen - har udarbejdet ud fra en række ændringsforslag til det nye principprogram i løbet af aftenen og natten til søndag.

"Når vi så kommer til landsrådet, er der alligevel nogle i folketingsgruppen, der vil ændre på den politik. Det, der er sket i går med dagens nye forslag, er fuldstændig undergravende for medlemsdemokratiet i Det Konservative Folkeparti," sagde Kristoffer Bech, som blev mødt af en stor applaus fra en stor del af de delegerede i salen.

Han peger på, at der har været store uenighed i den redaktionsgruppe, der er kommet frem til den nye formulering, som skal konkurrere med den oprindelige formulering.

"Det er meget langt fra en enig redaktionsgruppe. Processen omkring det nye principprogram har været rimelig klar. Det har foregået fra styregruppen, og det eneste punkt, der ikke er skrevet af styringsgruppen, er spørgsmålet om EU - den er skrevet af folketingsgruppen, som har indstillet den til styringsgruppen, som også har godkendt den," sagde han og fortsatte:

"Vi siger nej tak til topstyring. Vi siger nej tak til fratagelse af medlemsdemokratiet. Jeg synes, at vi som medlemmer skal sende et klart signal til partiets ledelse, om at vi ikke vil finde os i fratagelse af medlemsdemokratiet. Derfor opfordrer vi til at opretholde den nuværende formulering om EU, som kommer fra styringsgruppen."

Fra kl. 12 skal principprogrammet til afstemning, hvor EU-forslaget forventes at blive den største kampplads.

Dokumentation

Det står diskussionen om

Det vil hovedbestyrelsen have med:

"Som et lile land er det i vores fundamentale interesse at fastholde og udvikle forpligtende internationale samarbejdsformer. Vi ønsker derfor fortsat et stærkt europæisk samarbejde, som kan styrke Danmarks langsigtede interesser i respekt for vores lands suverænitet.

Vi konservative vil modarbejde unødvendig centralisering og bureaukrati. Derfor værner vi om nærhedsprincippet og er kritiske overfor den udvidende fortolkning af de fælles regler, som EF-domstolen ofte anlægger. Vores udgangspunkt er et samarbejde mellem selvstændige stater, hvor de enkelte nationalstaters suverænitet respekteres, og hvor vi styrker de nationale parlamenters rolle".

Det foreslår redaktionsgruppen:

"Som et lille land er det i vores fundamentale interesse at fastholde og udvikle forpligtende internationale samarbejdsformer. Vi ønsker derfor fortsat et stærkt europæisk samarbejde, hvor vi på sigt kan styrke Danmarks langsigtede politiske og økonomiske interesser uden de fire forbehold, men i respekt for vores lands suverænitet.

Vi konservative vil modarbejde unødvendig centralisering og bureaukrati. Derfor værner vi om nærhedsprincippet og vil fastholde den nuværende arbejdsdeling mellem EU's institutioner. Vores udgangspunkt er et samarbejde mellem selvstændige stater, hvor vi styrker de nationale parlamenters rolle, og præger EU i en konservativ retning." 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024