Lars Boje ekskluderet: Læs hele mailen til Nye Borgerliges medlemmer

Lars Boje Mathiesen er færdig som formand for Nye Borgerlige og er blevet ekskluderet fra partiet. Læs hele mailen til partiets medlemmer, der forklarer, hvorfor han er blevet smidt ud.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Katrine Falk Lønstrup

Kort før midnat torsdag landede en mail i indbakken hos Nye Borgerliges medlemmer.

Emnelinjen lød: "Lars Boje Mathiesen stopper som formand".

I mailen forklarer hovedbestyrelsen, at den nu fyrede og ekskluderede politiske leder krævede at få udbetalt store beløb fra partikassen, og at han truede med at trække sig, hvis hans "abnorme krav" ikke blev indfriet.

Kort forinden var Lars Boje Mathiesen blevet orienteret om beslutningen af partiets hovedbestyrelse.

Altinget er i besiddelse af meddelelsen til medlemmerne. Du kan læse den her.

Læs også

"Kære medlem (red.)

Det er dybt beklageligt, at jeg skal orientere jer om dette, da det kun er lidt over en måned siden, vi valgte ny formand for Nye Borgerlige. Men der er ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen mere eller mindre har valgt at sætte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Lars Boje Mathiesen har helt uhørt henvendt sig med et krav om at få overført cirka 350.000 kroner, der står på en intern underkonto i partiet, til sin egen private konto til en personlig brandingkampagne. En kampagne, som partiet ikke indgår i og som ikke har en direkte relevans og sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige.

Hvis ikke pengene blev overført senest fredag morgen, har Lars Boje Mathiesen gjort det klart, at han øjeblikkeligt ville træde tilbage som formand for Nye Borgerlige og melde sig ud af vores parti. Samtidig har Lars Boje Mathiesen oplyst, at hans udmeldelse vil koste partiet 350.000 kroner månedligt på grund af tab af støttemidler til folketingsgruppen.

Lars Boje Mathiesen er af den opfattelse, at midlerne på partiets interne konto er hans donationspenge og private ejendom, hvilket klokkeklart er blevet afvist af vores revisionsfirma.

Lars Boje Mathiesen er af den opfattelse, at midlerne på partiets interne konto er hans donationspenge og private ejendom, hvilket klokkeklart er blevet afvist af vores revisionsfirma EY, der fastslår, at de modtagne donationer er til partiet, da de er gået ind på partiets konto og administreres af partiet. Det er indiskutabelt ikke Lars Boje Mathiesens personlige donationer, fastslår revisorerne.

Det er juridisk muligt at foretage en overførsel fra Nye Borgerlige til Lars Boje Mathiesen. Dog kun som donation til Lars Boje Mathiesen, der vil blive skattepligtig af beløbet. Dispositionen af donationsmidler sker i overensstemmelse med love og regler i regi af Hovedbestyrelsen, hvorfor denne trådte ekstraordinært sammen torsdag aften.

På hovedbestyrelsesmødet var der en aktiv stillingtagen til det etiske og anerkendelsesværdige i, hvorvidt en sådan donation er i tråd med partiets politik, program, budget, anerkendelsesværdige initiativer, etiske donationsregler og andre relevante beslutninger og lovgivningsmæssige forhold. Det er og har altid været vigtigt for Nye Borgerlige, at donationer og brug af donationsmidler håndteres efter gældende lovgivning.

Vi har så sent som i efteråret 2022 i Hovedbestyrelsen vedtaget et sæt etiske retningslinjer for håndtering af donationer, hvor der er truffet beslutning om en høj etisk standard, der ønsker at overholde såvel lovgivning som intentionen med lovgivningen. I den konkrete sag her har det oplyste formål ikke noget med partiet at gøre, og det anerkendelsesværdige formål mangler ligeledes.

På hovedbestyrelsesmødet valgte vi derfor ikke at imødekomme Lars Boje Mathiesens krav om at få overført donationsbeløbet til sin private konto.

At Lars Boje Mathiesen desuden de seneste uger har afkrævet Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget over 2,6 millioner kroner i alt – foruden sit folketingsvederlag på over 65.000 kroner om måneden eksklusiv pension – for at forblive som formand for vores parti, har selvsagt ikke gjort os mildere stemt.

En 4-årig uopsigelig kontrakt med et formandshonorar på 55.000 kroner om måneden inklusiv pension, som Lars Boje Mathiesen ville have udbetalt til sin virksomhedskonto frem for sin lønkonto for at spare penge i skat, rimer slet ikke på at være formand for Nye Borgerlige.

I Hovedbestyrelsen og i Forretningsudvalget er vi forundrede over de abnorme krav, som Lars Boje Mathiesen har sat for at bestride det ærefulde hverv, det er at være i front for vores parti.

Hvad der driver Lars Boje Mathiesen, ved vi ikke. Men i Hovedbestyrelsen og i Forretningsudvalget er vi forundrede over de abnorme krav, som Lars Boje Mathiesen har sat for at bestride det ærefulde hverv, det er at være i front for vores parti.

Hvis vi var gået med til dem, ville det være gået ud over både jer medlemmer, vores sekretariat og dermed det organisatoriske og politiske arbejde i partiet. Det er ikke rimeligt, for ingen personer er vigtigere end sagen og partiet.

Derfor har vi i enstemmighed været nødsaget til at sige fra overfor Lars Boje Mathiesens krav og metoder og ekskludere ham fra partiet samt folketingsgruppen.

Processen med at finde en ny formand går nu i gang. I vil selvfølgelig blive orienteret, når vi ved mere om dette. Indtil da vil Hovedbestyrelsen tage et fælles ansvar for at lede partiet.

Med venlig hilsen
Jesper Hammer på vegne af Hovedbestyrelsen"

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Boje Mathiesen

MF (løsgænger), Folketinget, fhv. partiformand og MF, Nye Borgerlige
Lærer

Jesper Hammer

Regionsrådsmedlem (løsgænger), Region Hovedstaden

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024