Sådan mistede Nye Borgerlige halvdelen af sine folketingsmedlemmer
Nye Borgerliges folketingsgruppe er halveret, og partiet står tilbage uden hverken formand eller næstformand. Få et overblik over forløbene op til de fire medlemmers farvel til partiet.
Katrine Falk Lønstrup
JournalistNinna Gøbel Rønberg
JournalistDet har været fire turbulente måneder siden folketingsvalget, hvor Nye Borgerlige på temmelig spektakulær vis har sagt farvel til tre folketingsmedlemmer og en næstformand.
Nu står folketingsgruppen halveret tilbage uden hverken formand eller næstformand.
Dog har Pernille Vermund sendt en redningskrans afsted til partiet og stillet sig til rådighed.
"Jeg er klar til at bære faklen videre, hvis I medlemmer ønsker det," skriver hun i en mail til Nye Borgerliges medlemmer.
Vi genfortæller forløbene bag de fire medlemmers afsked med partiet.
Mette Thiesen blev presset ud efter dramatisk valgaften
Kun seks dage efter folketingsvalget meldte Mette Thiesen sig ud af Nye Borgerlige.
Flere dages intern uro i partiledelsen kulminerede, da det kom frem, at Mette Thiesens kæreste gentagne gange havde opført sig truende, og at han til partiets valgfest en uge forinden var voldelig over for en medarbejder fra Nye Borgerlige. Medarbejderen havde tidligere været i et forhold med Mette Thiesen.
Ifølge Pernille Vermund havde Mette Thiesen fået at vide, at hendes kæreste ikke var velkommen til valgfesten på grund af de tidligere sager.
Tidligere på dagen havde den nyvalgte folketingsgruppe diskuteret Mette Thiesens situation, uden at hun selv var til stede. Og der var derudover blevet indkaldt til et ekstraordinært møde i både Nye Borgerliges forretningsudvalg og hovedbestyrelse, hvor Mette Thiesens fremtid i partiet skulle diskuteres. En eksklusion kunne komme på tale, lød det fra Pernille Vermund.
Inden da havde hun selv nået at træffe en afgørelse.
Hun meldte sig ud af partiet. Og selvom hun tog afstand fra sin kærestes opførsel på valgnatten, kunne hun ellers slet ikke genkende partiets udlægning af sagen. Derimod mente Thiesen, at hun havde bedt om hjælp til at komme væk fra en svær fortid, der havde fyldt alt for meget, og som hun havde svært ved at håndtere selv. Men der blev ikke lyttet.
Mette Thiesen sad som løsgænger i Folketinget i tre måneder, inden hun 6. februar meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Det gjorde hun, aftenen inden Lars Boje Mathiesen skulle vælges som ny formand for Nye Borgerlige.
Mikkel Bjørn smækkede med døren og flyttede ind hos Dansk Folkeparti
Allerede inden Lars Boje Mathiesen officielt var blevet valgt som formand for Nye Borgerlige, meldte det nyvalgte folketingsmedlem Mikkel Bjørn sig ud i protest mod den nu fyrede og ekskluderede politiske leder.
Mikkel Bjørn kunne ganske enkelt ikke "se sig selv i partiet under Lars Bojes ledelse”. Han kaldte Lars Boje for ”en solorytter” og var ikke overbevist om, at Lars Boje ville kunne skabe ”plads til andre positioner end sin egen”.
En uge inden Mikkel Bjørn valgte at forlade partiet, deltog han efter eget udsagn i et møde, hvor Nye Borgerliges sekretariatschef meddelte, at det var en mulighed, at Mikkel Bjørn ville blive ekskluderet fra både folketingsgruppen og partiet, hvis han ”ikke inden for to timer vendte tilbage med en besked om utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som formand”.
Lars Boje Mathiesen bakkede ifølge Mikkel Bjørn op om den besked. De anklager afviste Lars Boje dog.
Selvom Mikkel Bjørn angiveligt fik en undskyldning fra sekretariatschefen dagen efter, nåede han frem til den konklusion, at han ikke længere ville være medlem af Nye Borgerlige. Samme dag meldte han sig ind i Dansk Folkeparti. Og to uger efter blev Lars Boje Mathiesen valgt som ny formand for Nye Borgerlige.
Lars Boje Mathiesen satte en pistol for hovedbestyrelsens pande
Lars Boje Mathiesen var færdig som formand, nærmest før han for alvor var kommet i gang.
Blot en måned efter Nye Borgerliges medlemmer pegede på ham som efterfølger for Pernille Vermund, valgte hovedbestyrelsen at smide ham på porten – og både droppe ham som formand og ekskludere ham fra partiet.
I et brev til medlemmerne skrev hovedbestyrelsen:
"Der er ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen mere eller mindre har valgt at sætte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg."
Ifølge brevet har Lars Boje Mathiesen bedt om at få overført 350.000 kroner fra partiet til sin egen konto. Herefter skulle han have truet med at trække sig som formand, hvis pengene ikke var overført inden fredag morgen.
I en facebookopdatering afviste den nu fyrede formand hovedbestyrelsens udlægning og kaldte den for et karaktermord.
Hvad Lars Boje Mathiasens fremtid bringer, ved han endnu ikke. Men i første omgang tager han sit folketingsmandat under armen og bliver løsgænger på Christiansborg.
Henriette Ergemanns fortid på Facebook indhentede hende
Kun 13 dage nåede den nyvalgte næstformand, Henriette Ergemann, at sidde på posten.
Nyheden delte hun i et opslag på Facebook 20. februar. Her begrundede hun sin afgang med "pressens klapjagt" og interne stridigheder i partiet.
Henriette Ergemann blev valgt med markant opbakning fra Nye Borgerliges bagland. Men umiddelbart herefter kunne blandt andre B.T. og Ekstra Bladet beskrive, hvordan hun havde skrevet flere kontroversielle kommentarer på sociale medier.
Ergemann beskrev blandt andet den danske vaccinationsindsats som en "massepsykose" og "et sygt narrativ" og skrev, at "ingen straf er hård nok" til de ansvarlige personer, ligesom hun har konspireret om, at politikerne ikke fik den rigtige coronavaccine, men i stedet fik indsprøjtninger med saltvand.
Efter den omfattende omtale i medierne forsøgte hun også at beklage og forklare sine udtalelser:
"De kommentarer, som jeg i vrede over coronahåndteringen – men også i sorg og afmagt over min fars død – formulerede på de sociale medier, beklager jeg, da de bestemt ikke har været ordentlige," skrev Henriette Ergemann i et facebookopslag.
Men det var altså ikke nok til at inddæmme kritikken.
Nogle uger efter at hun havde trukket sig som næstformand, valgte hun også at melde sig helt ud af Nye Borgerlige.
I stedet har hun stiftet lokallisten “Frit Borgerligt Fællesskab” og fortsætter sit politiske arbejde i Kalundborg kommunalbestyrelse.