Lene Espersen: Nye stærke K-profiler

DOKUMENTATION: Læs her den nyudnævnte udenrigsminister, Lene Espersens (K), udtalelse om regeringsrokaden.
En ny regering med stærke, konservative profiler
Af Lene Espersen, formand for Det Konservative Folkeparti

"Kære venner,

Sent i aftes blev statsminister Lars Løkke Rasmussen og jeg enige om de sidste brikker i den nye regeringsdannelse. Og her til formiddag præsenterede vi sammen et helt nyt ministerhold på Amalienborg. Og uden at blive for højtidelig vil jeg sige, at det var et stolt øjeblik.

Vi har på alle poster sat det stærkeste hold. Men nu handler det jo ikke kun om posterne - men også hvad vi vil med dem. Og her er jeg glad og stolt over, at nye højt kvalificerede konservative spillere har sagt ja til at blive en del af det hold, der skal bringe Danmark trygt ud på den anden side af krisen.

Rygterne var løbet i forvejen hen ad Christiansborgs lange gange. Men ingen af de mange politiske journalister havde ramt skiven helt og gættet to helt nye konservative profiler i landspolitisk sammenhæng:

Først en ny stærk konservativ kvinde, som jeg faktisk synes er lidt af et scoop: Direktør i Universe Fonden og bestyrelsesformand for Danfoss Universe, Charlotte Sahl-Madsen. Hun har et kæmpe netværk i forsker- og universitetsverdenen og har i en lang årrække været en foregangskvinde på forskning, innovation og læring, Hun har gjort mig den store glæde at sige ja til at blive regeringens nye forsknings- og videnskabsminister og bliver dermed spydspids for et område, der skal holde Danmark i verdensklassen og sikre vores stærkeste råstof, viden og innovation.

Benedikte Kiær kender de fleste af jer som vores stærke kommunal- og regionalpolitiske kort. Hun har, siden hun for mindre end et år siden blev valgt som partiets 2. næstformand, ligget i overhalingsbanen til en landspolitisk karriere. Jeg er glad for at have fået en så stærk, vidende og erfaren en konservativ aktør til at tage sig af en af de konservative hjertesager, nemlig socialområdet.

Velfærden og omsorgen for de svageste er og bliver konservativt hjerteblod. Vi er om nogen partiet, der er optaget af at sikre, at samfundet tager sig af de svageste - både nu og i fremtiden. Derfor føles det godt, at vi igen får maksimal indflydelse på et område, som ligger vores hjerte allernærmest.

De seks konservative ministre i regeringen får alle nye opgaver: Brian Mikkelsen skal tage over efter mig i Økonomi- og erhvervsministeriet og Lars Barfoed skal videreføre Brians arbejde i Justitsministeriet. Begge helt centrale konservative fokusområder, som sikrer os afgørende indflydelse på en ansvarlig økonomisk politik og på retfærdighed og retssikkerhed.

Jeg selv skal efter snart otte et halvt år som minister - og snart halvandet år som partiformand - prøve kræfter med udenrigsministeriet. Det er et uhyre ærefuldt hverv - især når man tager over efter en gigant som Per Stig Møller.

Af mange vigtige begivenheder i hans tid som udenrigsminister vil jeg fremhæve:

Først samlede Per Europa. Den største udvidelse af det europæiske fællesskab med de ti nye medlemslande var han en af hovedarkitekterne bag. Dernæst stod Per på kommandobroen, da Danmark var under pres på grund af Muhammedtegningerne i begyndelsen af 2006. Også dér balancerede Per på et knivsæg, og fik med et utal af kontakter sejlet Danmark i gennem den største udenrigspolitiske krise efter anden verdenskrig.
Derudover udarbejdede Per et 'Roadmap to peace', en ambitiøs og gennemtænkt plan for, hvordan vi kunne komme nærmere en fred mellem Israel og dets arabiske naboer. Et vigtigt bidrag til en uhyre vanskelig proces.
Heldigvis for vores parti, for regeringen og for Danmark har Per sagt ja til at fortsætte som en central spiller på holdet og videreføre den kulturpolitiske fane i Kulturministeriet."

Dokumentation

Ændringer i regeringen:
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der med virkning fra i dag foretages følgende ændringer i regeringens sammensætning:

  • Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen udnævnes til udenrigsminister.
  • Udenrigsminister Per Stig Møller udnævnes til kulturminister.
  • Justitsminister Brian Mikkelsen udnævnes til økonomi- og erhvervsminister.
  • Miljøminister Troels Lund Poulsen udnævnes til skatteminister.
  • Undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde Bertel Haarder udnævnes til indenrigs- og sundhedsminister.
  • Forhenværende minister Hans Christian Schmidt udnævnes til transportminister.
  • Transportminister Lars Barfoed udnævnes til justitsminister.
  • Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann udnævnes til miljøminister og minister for nordisk samarbejde.
  • Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Inger Støjberg fritages for stillingen som minister for ligestilling.
  • Klima- og energiminister Lykke Friis udnævnes til klima- og energiminister og minister for ligestilling.
  • Medlem af Folketinget Gitte Lillelund Bech udnævnes til forsvarsminister.
  • Medlem af Folketinget Tina Nedergaard udnævnes til undervisningsminister.
  • Medlem af Folketinget Søren Pind udnævnes til minister for udviklingsbistand.
  • Medlem af Folketinget Henrik Høegh udnævnes til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
  • Regionsrådsmedlem Benedikte Kiær udnævnes til socialminister.
  • Direktør Charlotte Sahl-Madsen udnævnes til minister for videnskab, teknologi og udvikling.
  • Forsvarsminister Søren Gade, skatteminister Kristian Jensen, minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander, minister for udviklingsbistand Ulla Tørnæs, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Eva Kjer Hansen og minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen samt kulturminister Carina Christensen udtræder af regeringen og modtages i dag i afskedsaudiens på Amalienborg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Espersen

Fhv. direktør, Danske Arkitektvirksomheder, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, bestyrelsesmedlem, M. Goldschmidt Holding, DSB, Green Building Council Denmark/rådet for bæredygtigt byggeri, Comundo, KV Fonden, bestyrelsesmedlem, FCK kvindehold
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024