Line Barfod: Regeringen må leve op til egne løfter om billige boliger

Alt for mange mennesker kommer ikke i nærheden af den bolig, som de drømmer om i København. Derfor er jeg også glad for efterårets boligaftale, der skulle sikre flere almene boliger ikke mindst i København.

Boligaftalen tager dog ikke højde for, at priserne på nybyggeri lige nu er rekordhøje. Og det kan spænde ben for, at de lovede boliger realiseres, da der er et loft over, hvor meget en almen bolig må koste at opføre. Det skal sikre, at boligerne er til at betale for københavnere uden store indtægter.

Derfor er det helt afgørende, at regeringen og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) kommer ind i kampen og får hævet maksimumbeløbet – ellers får vi ikke de mange billige almene boliger i København, som regeringen har lovet.

Og det skal gøres på en måde, der ikke gør det dyrere for den enkelte lejer. Derfor må midler fra Landsbyggefonden dække differencen mellem det nuværende maksimumbeløb og omkostninger i det overophedede marked.

Nye boformer et vigtigt skridt på vejen
I Københavns Kommune kan vi dog også gøre mere selv for at sikre flere billige boliger.

Der har længe hersket en forestilling om, at der i København overvejende skal bygges store familieboliger på 95 kvadratmeter. Men det flugter ikke med virkeligheden i København i dag.

Her er et voksende antal singler, studerende og ældre, som gerne vil leve sammen på andre måder, og familiestrukturerne har ændret sig.

Så det er ikke længere bare far og mor og to børneværelser, der er brug for – men i højere grad fællesskaber og mulighed for at lægge nogle af boligens kernefunktioner ud til deling for at spare på de dyre kvadratmeter.

Vi skal have flere byggefællesskaber, bofællesskaber, seniorbofællesskaber og flergenerationsboliger. Det kan både reducere omkostningerne og imødegå det voksende behov i befolkningen for andre og nye måder at bo på.

Mere effektiv sagsbehandling
Samtidig skal vi som kommune sørge for at få vores processer gjort mere effektive og sikre en hurtigere sagsbehandling.

For boliger bliver dyrere, hvis byggeriet trækker ud, og det ødelægger motivationen til at tænke kreativt, hvis processen er for træg.

Vi skal derfor også have et langt tættere samarbejde med de almene boligorganisationer og med de almene boligorganisationer og med grupper, der organiserer for eksempel byggefællesskaber, og fagfolk som arkitekter og byplanlæggere og herigennem lave nogle pakkeforløb, som gør det lettere at skabe nye boformer.

Derudover skal vi ændre parkeringsnormen, både når der bygges alment og for privat byggeri, for det fordyrer boligerne, når man skal lave så mange parkeringspladser.

Bolden ligger på Christiansborg
Sidst, men ikke mindst, skal de offentligt ejede selskaber som DSB, Freja Ejendomme og By & Havn samt de store pensionskasser tage et langt større ansvar.

Med boligaftalen blev der åbnet for, at der kan bygges langt mere end 25 procent alment på for eksempel By & Havns grunde. Så i stedet for at bidrage til at presse grundpriserne i vejret burde By & Havn sælge en større del af deres grunde alment udover de 25 procent, som kommunen kan stille som krav. Og de kan reservere flere byggegrunde til byggefællesskaber med krav om et prisloft for boligerne.

Ligeledes bør det ikke være vanvittig dyre lejligheder i København, der skal betale for DSB's togdrift. Når DSB Ejendomme snart skal til at bygge på Godsbaneterrænnet, bør der bygges billige boliger og igen gerne mange flere almene end de 25 procent, som kommunen kan kræve i lokalplanen.

Mange af pensionskasserne er skabt af fagbevægelsen for at sikre gode forhold for deres medlemmer. Og for mange medlemmer har det langt større værdi for deres liv, hvis de kan få en bolig i byen, som de har råd til at betale, fremfor om de får en halv procent mere i afkast på deres pensionsopsparing. Hvis det kræver en ændring i reglerne for pensionskasser, så må man på Christiansborg se på det.

En by i social ligevægt er en fordel for alle, og det er også et fælles ansvar, men lige nu ligger bolden på Christiansborg. Vi kommer ikke i mål, hvis ikke regeringen kommer op i fart og følger de fine løfter op med politisk handling.