Lisbeth Knudsen: Utopia er knust, og techgiganterne er havnet i skærsilden

Skal vi have flere slags Facebook og Youtube i fremtiden med nationale etiske standarder?

Vi har været naive, imponerede og blåøjede, når det gælder vores forhold til techgiganterne i al den tid, de efterhånden har eksisteret.

Længe har vi købt ind på historien om den innovative iværksætter fra det amerikanske collegemiljø, der med ønsket om at skabe en bedre verden og give alle en mulighed for at kommunikere med hinanden på sidelinjen har skabt potentielle monstre, der kan undergrave vores demokrati, medføre en forråelse af den offentlige debat, tillade en global legeplads for konspirationsteoretikere og folk med intentioner om at destabilisere verden og sabotere vores demokratiske valg.

Nu er naiviteten ved at forsvinde, og vi er ikke længere så imponerede. Når vi oplever karismatiske ledere af de store ikoniske virksomheder abdicere fra deres ansvar for rullende kameraer og åbne mikrofoner. Erkende, at de faktisk ikke har kontrol med udviklingen og styr på deres firma. Ikke har kontrol med beskyttelsen af brugernes data. Erkende, at de reagerede alt for sent og alt for utilstrækkeligt på misbrug af deres platforme.

På det faktum, at et frit internet også kan bruges af uønskede kræfter til økonomisk gevinst, politisk disinformation, spredning af falske nyheder og direkte opfordringer og mobilisering til kriminalitet og terror.

Meget længe lykkedes det techgiganterne at holde fast på fortællingen om, at de bare var de nye transportører af information uden ansvar for leverancernes indhold og det frie, censurerede ords forkæmpere. Det frie internet skulle ikke begrænses af distributørernes censur, men alene ved selvjustits blandt dets brugere. Men den drøm er allerede ødelagt af internettets og de sociale mediers effektive disruptere. Utopia er knust, og techgiganterne er på vej gennem skærsilden.

Sat helt på spidsen er det begyndt at gå op for de europæiske regeringsledere, at regulering af techselskaberne faktisk også handler om forsvaret af den nationale suverænitet.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør, Altinget og Mandag Morgen

Og her kommer så de vanskelige dilemmaer:
Demokratisk valgte regeringer og politikere ser sig mere og mere nødsagede til at gribe til regulering og lovgivning i forhold til techgiganterne og deres kolossale magt og globale udbredelse for at beskytte demokratiet og dets funktioner, sikre ytringsfriheden og informationsstrømme renset for falske nyheder og manipulation af befolkningen.

Og jo mere demokratisk valgte politikere vælger den vej for at beskytte demokratiet, desto mere giver det den perfekte undskyldning for, at diktaturer legitimt kan argumentere for censur og regulering for at undertrykke ytringsfrihed og pressefrihed i deres lande.

Techgiganterne driver en virksomhed baseret på tillid og troværdighed i forhold til, at vores personlige data er deres forretningsmodel. Det er i høj grad dem, de lever af. Jo mere de svigter den tillid, desto mere vil kravet være større gennemsigtighed i deres forretning og kontrol med brugen af algoritmer og databeskyttelse.

Problemet er, at vi er nået til det punkt, hvor kun en radikal åbenhed vil være nok til at genskabe en radikal tillid til disse selskaber og deres politikker. Den radikale åbenhed og fuld åbenhed om deres algoritmer vil begrænse deres mulighed for annoncesalg og ødelægge forretningsmodellen.

Derfor er det svært for selskaberne at leve med det krav og for os andre at leve uden. For trods tabet af troværdighed forsætter vi med at benytte deres platforme, for vi har ikke noget godt alternativ.

Vi har nu en dagligdag, et samfund og nogle virksomheder, som er helt afhængige af techselskabernes platforme, og vi vil ikke undvære de muligheder, de giver. Og uvidenheden om manglende databeskyttelse og handlen med data er endnu så stor, at mange ganske enkelt ignorerer problemerne og navigerer i blinde på internettet.

Mod regulering og lovgivning 
Utålmodigheden hos politikerne med manglende ansvarlighed hos techgiganterne og manglende tillid er nu blevet så stor, at der i Europa er en bevægelse i gang i retning af lovgivning og regulering af techgiganterne.

Ikke bare i forhold til fair skattebetaling og et opgør med selskabernes forsøg på konkurrenceforhindringer. Men også i forhold til databeskyttelse og kampen mod hadefulde ytringer og falske nyheder eller disinformation. Og sat helt på spidsen er det begyndt at gå op for de europæiske regeringsledere, at regulering af techselskaberne faktisk også handler om forsvaret af den nationale suverænitet.

Problemet for techselskaberne og deres manglende vilje til at tage ansvar og til dialog er nu, at hvert land skaber sin egen regulering i forhold til indholdet. Tyskland har nu sin lovgivning omkring hadefulde ytringer. Frankrig har sin lovgivning, og flere andre europæiske lande følger efter.

Techgiganterne fortæller hele tiden om alle de initiativer, de sætter i værk for at imødegå kritikken. De sociale medier har hele tiden forsøgt at forsvare, at de kører efter generiske, globale etiske standarder, der skal passe til alle lande fra Saudi-Arabien til Danmark, fra Tyrkiet til Sverige. Den model er under pres, for vi vil ikke underlægges samme etiske standarder for ytringsfrihed og sociale normer som lande, vi ikke kan sammenligne os med.

Teknologi ude af kontrol
Hele debatten om uansvarligheden hos techgiganterne har udløst en helt anden og større debat. Bekymringen for, at nye teknologier som kunstig intelligens, kryptovalutaer, autonome biler og genetisk tilpasset "præcisionsmedicin" er så kraftfulde, gennemgribende og hurtigt skiftende teknologier, at de kan komme ud af kontrol.

Automatisering kan udrydde millioner af job, selv om det også skaber nye. En droneindustri kan måske påvirke klimaet. Internet of things (IoT) med lys, sensorer, termostater, biler og enhver anden tænkelig enhed, der er forbundet med nettet, er allerede en legeplads for hackere og en guldgrube af de personlige oplysninger, som disse enheder indfanger.

Den tyske kansler, Angela Merkel, rejste spørgsmålet om demokratiets fremtid på årets World Economic Forum i Davos i år: "Vi har store amerikanske virksomheder, der ejer eller har adgang til alle vores data. Spørgsmålet, hvem ejer disse data, vil i sidste ende afgøre, om demokrati, demokratisk deltagelse, digital suverænitet og økonomisk succes kan gå hånd i hånd."

Den britiske premierminister, Theresa May, fulgte op med at sige: ”Når teknologiplatforme arbejder på tværs af geografiske grænser, kan ingen lande og ingen regering alene fastlægge de internationale normer, regler og standarder for en global digital verden.

Status quo er i stigende grad uholdbar, da det er klart, at disse platforme ikke længere bare er passive værter.” Hun fortsatte med at hudflette virksomheder som Facebook, Youtube, Twitter og Uber og kaldte dem for uforbederlige regelbrydere, der har fraskrevet sig deres pligter over for samfundet. "Virksomheder kan simpelthen ikke lade som ingenting, mens deres platforme bruges til at fremme børnemishandling, moderne slaveri eller spredning af terroristisk og ekstremistisk indhold,” sagde hun.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har italesat spørgsmålet, om vi ikke er ved at nærme os tidspunktet, hvor techgiganterne er for store. For store til at fejle og for store til at blive ledet på en ansvarlig måde. Han taler om, at hvis ikke techselskaberne og deres platforme og aktiviteter bliver reguleret, så mister et land sin suverænitet og selvbestemmelse.

Udfordrer ytringsfriheden
De sociale medier og internettets muligheder har fra starten udfordret retten til ytringsfrihed. På den ene side har internettet og de sociale medier demokratiseret ytringsfriheden og givet en distributionsplatform for en uhindret informationsstrøm. På den anden side har vi sluppet en ytringsfrihed løs, som vi måske ikke har lyst til at se udfolde sig helt ukontrolleret, og som basalt set kan undergrave demokratiet og vores frihedsrettigheder.

Alle forsøg på at regulere indholdet på nettet rejser spørgsmålet om, efter hvilke regler en global samtale i video, lyd og tekst skal reguleres? Hvordan man definerer, hvad der er en offentlig samtale og en privat samtale i en lukket gruppe på Facebook?

Hvilken etik og moral, der skal styres efter, og hvem der har ansvaret for at etablere den styring? Hvem skal rydde op i opfordringer til terror, kriminalitet, børneporno, hadefulde og racistiske ytringer, falske historier, falske hjemmesider, falske profiler og trolde? Hvis ikke techgiganterne har ansvaret, hvem har så?