Løkke kræver lavere skat
Jørgen Skadhede
JournalistMorten Øyen
RedaktørI valgkampen gentog V-formand Lars Løkke Rasmussen igen og igen, at der ikke var råd til skattelettelser, selvom det var et krav fra både Konservative og Liberal Alliance. Og i VK-regeringens ti år lange levetid steg det samlede skattetryk, fordi nye skatter og afgifter mere end opvejede diverse skattelettelser.
Men nu skal det være. I sin store landsmødetale til partiets bagland gjorde Lars Løkke det klart, at skatten skal ned.
"Jeg tror, de fleste ved det inderst inde, men lad os sige det højt. Vi kan ikke blive ved med at hæve danskernes skatter. Der foregår en benhård konkurrence derude i verden, og lige nu bliver Danmark og dermed danske arbejdspladser valgt fra, fordi vores skat er for høj," sagde Lars Løkke.
Rigtige skattelettelser
Og han gjorde det klart, at Venstre ikke længere vil nøjes med at omlægge skatter, så skattelettelser ikke bliver udlignet af højere afgifter.
Venstres fem sigtelinjer
- Reformer for velfærd (Skatten skal ned)
- Velfærd med frihed (Mindre og mere effektiv offentlig sektor)
- Flere skal med (Flere skal være selvforsørgende)
- Et konkurrenceklart samfund (Nemmere adgang for udenlandsk arbejdskraft)
- Danmark aktivt i verden (Fortsat aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik)
"Tiden er kommet til, at vi tør se fordomsfrit på at sænke danskernes skat, lav som høj. Ikke bare sænke personskatten for i stedet at kræve det hele ind igen med nye afgifter. Rigtige skattelettelser, der sætter skatten ned, så væksten kommer op," sagde Lars Løkke.
Han slog dog samtidig fast, at Danmark ikke skal forsøge at vinde en konkurrence om lavest mulig skat.
"Spørger I mig, om jeg vil lave Danmark om til et lavskatte-land, så er mit svar nej. Spørger I mig, om jeg ønsker en mindre skattebyrde, så er mit svar ja," sagde Lars Løkke til de 1.500 delegerede Venstre-folk i Odense Congress Center.
Fem pejlemærker
I sin tale opridsede V-formanden fem sigtelinjer, der skal bringe partiet tilbage til magten. Lavere skat var den mest markante udmelding, men også på andre områder blev den liberale profil pudset grundigt af.
Løkke gjorde det klart, at Venstre vil arbejde for en mindre, men mere effektiv offentlig sektor, og at antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, ikke er afgørende. Der er derimod afgørende, at der rent faktisk kommer nogen.
"Ved at føre en fast og fair udlændingepolitik er det ikke længere afgørende, hvor mange der kommer til Danmark. Nej, det er afgørende er faktisk, at der kommer nogen," sagde Lars Løkke og tilføjede:
"Vi skal gå ned ad den vej, hvor flere udlændinge kommer til Danmark for at arbejde og studere."