Løkke tager hul på EU-forhandlinger

EU: Statsministeren skal mandag og tirsdag mødes med alle Folketingets partier. De skal tale om, hvad der skal ske efter nej'et ved torsdagens folkeafstemning. Både DF og LA har kravene klar.

Alle partierne debatterede på Christiansborg torsdag nat. I denne uge mødes Lars Løkke Rasmussen med dem enkeltvis i statsministerboligen.
Alle partierne debatterede på Christiansborg torsdag nat. I denne uge mødes Lars Løkke Rasmussen med dem enkeltvis i statsministerboligen.Foto: Søren Bidstrup/Scanpix
Kasper Kaasgaard

Marienborg danner mandag og tirsdag rammen om møder mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og ledere fra Folketingets øvrige partier.

Allerede på valgnatten meldte Løkke ud, at han i starten af denne uge ville mødes med partierne for at drøfte, hvad der nu skal ske med retsforbeholdet og EU-politikken.

Første parti er Liberal Alliance, som har fået tid klokken 11 mandag formiddag. Partiet anbefalede som bekendt et nej ved afstemningen, og det vil formand Anders Samuelsen nu se resultater af.

”Først og fremmest vil vi sikre – og det er et hovedkrav – at der altid ved afgivelse af suverænitet skal være en procedure, der respekterer principperne i grundlovens §20. Det er det principielt og demokratisk rigtige at gøre, og det flugter fuldstændig med essensen af vælgernes nej til aftalepartiernes plan,” skriver Anders Samuelsen i en kronik i Berlingske.

Krav fra DF
Det største nej-parti er Dansk Folkeparti. Manges øjne er derfor især rettet mod dem i den proces, der følger efter nej'et.

Og partiet vil have en helt ny EU-politik, som i højere grad tager højde for befolkningens ønsker.

”Vi vil have afskaffet det formål, der ligger i 2008-aftalen blandt ja-partierne om, at man skal gå imod en stadigt snævrere union og endnu mere ind i kernen af EU. Vi vil ikke være i kernen af EU. Vi vil være i udkants-EU, og regeringen må forstå, at det er det, folket vil - efter de tre afgørende EU-afstemninger, Maastricht, euroen og det her,” siger næstformand Søren Espersen til BT.

Han slår i interviewet også fast, at Dansk Folkeparti vil have ”en form for grænsekontrol”.

Lars Løkke Rasmussens møder med kollegerne varer indtil tirsdag, hvor Konservative kommer som det sidste parti klokken 12:30.

Herefter skal Løkke mødes med EU-landenes ambassadører, inden han fredag tager til Bruxelles for at mødes med formændene for EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd i bestræbelserne om at skaffe Danmark en parallelaftale om Europol.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Søren Espersen

MF (DD), formand for Kirkeudvalget, kulturordfører
journalist (DJH 1980)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024