Lone Andersen: Mistillid til myndighederne er skyld i ulvekonflikt

Ulvedebatten raser i disse uger. Og der er ingen tvivl om, at der er meget på spil – det handler om liv og død.

For ulven, for lam og får, og i mere overført betydning for de fåreavlere i ulveområderne, som bygger deres forretningsgrundlag på at kunne have dyrene gående ude og bidrage til plejen af vores naturområder.

Fra flere sider er der blevet peget på, at denne debat måske handler om så meget mere end bare ulven.

Øst og vest og land og by har været nogle af de modsætninger, som er blevet trukket op i kølvandet på ikke mindst den ulovlige nedskydning af ulven ved Ulfborg.

En af de seneste stemmer i dette kor er Rune Engelbreth, der med sit indlæg i Altinget 20. april rejser en række helt relevante problemstillinger og faktisk også kommer med nogle interessante forslag.

Runes forslag går i al sin enkelhed ud på at slå to fluer med et smæk – nemlig at etablere større sammenhængende naturområder på statens arealer og lade ulve leve her – under hegn.

Og jeg er helt sikker på, at tilliden til aftaler med det offentlige har lidt et alvorligt knæk hos de landmænd, som i dag lægger arealer til bævernes autonome naturgenopretnings-
projekter.

Lone Andersen
Landbrug & Fødevarer

Om ulven må hegnes eller ej, lader Rune være op til juristerne, men som jeg ser det, kunne forslaget – alt anden lige – være et godt bud på at løse flere udfordringer samtidig.

Ud over at kunne være en løsning på udfordringerne med ulven, vil forslaget  også være en bud på en løsning på den udfordring, vi ofte hører – nemlig at vi mangler store sammenhængende naturområder med mere eller mindre fri dynamik.

For et år siden på naturmødet i Hirtshals var der fra mange af deltagerne en bred opbakning til, at det vil give rigtig god mening at se nærmere på, hvordan staten kan gå forrest med at udlægge store sammenhængende naturområder på de arealer, vi alle sammen ejer.

Det offentlige ejer flere hundrede tusinde hektar, og flere steder vil der være potentiale for at kunne udlægge endog meget store større sammenhængende områder til gavn for biodiversiteten. Uden at det kommer til at påvirke private lodsejere i nævneværdig grad.

Den tanke synes jeg bestemt, man snart skal begynde at arbejde seriøst med – om det så bliver med eller uden ulven.

Forslaget om at lade ulven leve i store hegnede områder udspringer som bekendt af de seneste tiders heftige debat og det påtrængende behov for løsninger, som kan være med til at sikre, at vi som landmænd kan beskytte vores udegående dyr mod ulveangreb.

At vi er endt med en så ophedet ulvedebat og en situation, der eskalerer, skyldes, som jeg ser det, flere forskellige ting.

Ud over den berettigede frustration, når man som landmand ikke kan beskytte sine dyr, så er jeg ikke i tvivl om, at der er blevet lagt ekstra lag på ulvedebatten på grund af den mangel på tillid, mange lodsejere har til det offentlige system og til myndighederne på natur- og miljøområdet.

Jeg tror, at Rune Engelbreth har helt ret, når han peger på, at ulvekonflikten ikke kun handler om ulven, men også om frustration og fremmedgjorthed over for bureaukrati og beslutninger, der træffes bag skriveborde, og løfter, der ikke holdes.

Med andre ord handler det om EU-direktiver og bævere. Lad mig forklare:

Grunden til at mange danske – og ikke mindst vestjyske landmænd – sidder med en klar følelse af, at de er blevet snydt af myndighederne, rækker langt tilbage i tiden.

Vi kan for eksempel starte med vandrammedirektivet. Da direktivet blev vedtaget for knap 20 år siden, lød den klare melding fra myndighederne, at direktivet ikke ville føre til strammere regulering.

Den danske implementering af for eksempel nitratdirektivet var tilstrækkelig, og fokus ville primært være på miljøfremmede stoffer – ikke næringsstoffer.

Sådan gik det som bekendt ikke – og at helt den samme historie gentog sig med habitatdirektivet, gør ikke sagen bedre.

Også dette direktiv ville ifølge de danske myndigheder ikke få nogen nævneværdige konsekvenser, da den eksisterende danske lovgivning var mere end dækkende.

Og selvom landbrugets organisationer også på dette område gentagne gange spurgte ind til mulige konsekvenser for landbrugsdriften, var svaret klart: Det får ingen betydning.

Jeg kan godt forstå, at den landmand, som i dag får at vide, at han er helt låst på sin husdyrproduktion og uden kompensation skal lukke ned inden for en overskuelig årrække på grund af et nærliggende Natura 2000-område, føler sig noget snydt.

Den samme følelse vil jeg gætte på, at vi kan finde hos den landmand, som indgik en aftalte om afgræsning af et naturareal, hvor det i aftalen helt klart stod, at arealerne kunne tages tilbage i driften efter aftalens udløb.

Men hvor myndighederne så efterfølgende fandt ud af, at en sådan anvendelse alligevel ikke var forenelig med udpegningerne til Natura 2000-område. Selvom disse områder på udpegningstidspunktet blev beskrevet som helt uden konsekvenser.

Og jeg er helt sikker på, at tilliden til aftaler med det offentlige har lidt et alvorligt knæk hos de landmænd, som i dag lægger arealer til bævernes autonome naturgenopretningsprojekter.

I de oprindelige aftaler om udsætning af bæver stod det sort på hvidt, at bæverne både ville kunne flyttes, reguleres og endog måske jages, hvis bestanden voksede sig stor nok.

Men også her er myndighederne blevet klogere, i takt med at bæverne er blevet til en biologisk succeshistorie.

Og virkeligheden i dag er som bekendt en helt anden i bæverområderne, hvor flere af de lovede tiltag er blev dømt ude på grund af nye fortolkninger af habitatdirektivet.

Det korte af det lange er: Mange landmænd har over årene opbygget en for mig at se helt rimelig skepsis over for de offentlige myndigheder.

Tilliden er alvorligt svækket  – og hvis vi skal opnå de mål, som samfundet ønsker på natur og biodiversitet, så skal den tillid genopbygges.

Hvis det var sat ind på dette område tidligere, tror jeg, at ulvedebatten havde set noget anderledes ud.

.....

Lone Andersen er viceformand i Landbrug & Fødevarer. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.