S-medlem bliver ekskluderet efter dødstrusler mod løsgænger
Socialdemokratiets hovedbestyrelse har besluttet at udelukke et mangeårigt medlem af partiet på grund af trusler mod løsgænger Sikandar Siddique.
Ghita Nidam Møller
RedaktionsassistentEt medlem af Socialdemokratiet gennem 16 år er blevet ekskluderet af partiet som følge af dødstrusler i en mail mod folketingsmedlem og løsgænger Sikandar Siddique.
Det skriver Politiken.
Partisekretær Jan Juul Christensen oplyser, at Socialdemokratiets hovedbestyrelse finder dødstruslerne i en email fra det nu tidligere S-medlem så alvorlige, at de har valgt at udelukke den pågældende person fra partiet.
Det er ellers normal procedure, at det er de lokale partiforeninger, der står for at ekskludere partimedlemmer.
Sikandar Siddique har delt mailen på sin twitterprofil og kommenterer, at han er glad for beslutningen om eksklusion af medlemmet, men er forarget og uforstående overfor dødstruslen trods værdipolitiske uenigheder.
Det nu ekskluderede medlem skriver blandt andet i mailen til Sikandar Siddique, der har dansk-pakistansk baggrund, at han skal skride hjem og kalder ham en "lille beskidt islamisk lort".
Af hensyn til databeskyttelsesloven ønsker Socialdemokratiet ikke at oplyse det tidligere partimedlems navn eller medlemmets tilknyttede lokale partiforening.
Jeg kan simpelthen ikke tro på, at denne mand - der truer med at likvidere mig - er medlem af Socialdemokratiet. For det er vores uenigheder til trods ikke det socialdemokrati, jeg kender #dkpol pic.twitter.com/37habEbH32
— Sikandar Siddique (@SikandaSIDDIQUE) August 24, 2020