Manglende viden om misinformation skal ikke afholde os fra at handle
Mens forskere over hele verden undersøger begrebet misinformation og dets spredning via primært sociale medier, har det seneste år vist, hvor farlig misinformation er for særligt demokratiet. Derfor bør vi ikke vente på mere viden, før vi handler, skriver Eske Vinther-Jensen.
Eske Vinther-Jensen
Grundlægger og partner, Common ConsultancyEn klog tysker sagde engang, at Minervas ugle først flyver i skumringen. Med det mente han, at vi først forstår hændelser, (et godt stykke tid) efter de er sket.
Eske Vinther-Jensen (f. 1976) er direktør i Common Consultancy. Han har en kandidatgrad i international politik fra London School of Economics og en mastergrad i ledelse fra Copenhagen Business School. Han er også uddannet sprogofficer og har været udstationeret i Kosovo for Nato.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Den omsiggribende misinformation på sociale medier viser, at den gamle tysker havde ret, men også at vi er nødt til at handle, før vi har det fulde overblik.
WHO’s generaldirektør advarede i februar 2020 en forsamling af sikkerhedseksperter om, at verden kæmper mod en ’infodemi’ af misinformation, der via sociale medier spreder sig hurtigere end Covid-19. Siden da er diskussionerne om, hvad misinformation er, hvor meget det spredes, og hvorfor det er et problem, kun taget til i styrke. Så mens forskere over hele verden leder efter vigtige svar på de svære spørgsmål, giver det mening at stoppe op og gøre status.
Misinformation kan nok bedst beskrives som forkerte eller falske udsagn, der bliver spredt, uden at afsenderen er klar over urigtigheden. Derved adskiller misinformation sig fra desinformation, der er karakteriseret ved, at afsenderen bevidst spreder det i verden for at opnå et bestemt formål.
Ikke desto mindre kan misinformation volde betydelig skade, hvilket er blevet meget tydeligt det seneste år. Flere mennesker er døde og endnu flere er blevet smittede, fordi de har troet på misinformation om, at Covid-19 ikke var farlig. Der er ligeledes talrige eksempler på, at misinformation om virussens oprindelse har ført til øget racisme mod minoriteter, og endelig har misinformation om blandt andet valget i USA givet næring til konspirationsteorier, hvoraf nogle har medført vold, optøjer og dødsfald. På lidt længere sigt kan misinformation skabe mistillid til etableret viden og politiske processer og dermed underminere den demokratiske samtale.
Det seneste år har altså vist, at misinformation kan udgøre et alvorligt problem for både borgernes sikkerhed og demokratiet som sådan. I hvor høj grad og hvorfor misinformation så rent faktisk bliver spredt på sociale medier, diskuteres og undersøges af forskere og aktivister fra hele verden, og svarene kan groft sagt inddeles i tre kategorier: Undersøgelser der viser, at misinformation spredes med stor hast, og at de sociale medier bærer hovedansvaret.
Flere mennesker er døde og endnu flere er blevet smittede, fordi de har troet på misinformation om, at Covid-19 ikke var farlig.
Eske Vinther-Jensen
Kommentarskribent
Undersøgelser, der viser, at udbredelsen af misinformation enten er overvurderet eller ikke har lige så stor effekt som ofte antaget i medierne. Og endelig undersøgelser, som anerkender problemet, men mener, at det er os mennesker og ikke algoritmerne, der er de skyldige.
Der er mange grunde til, at forskerne kan komme til meget forskellige konklusioner om misinformation, men to vejer tungt: For det første er de videnskabelige metoder til at undersøge adfærd på sociale medier relativt nye, og de sociale medier forandrer sig næsten hurtigere, end man kan undersøge dem. For det andet afhænger resultaterne meget af, hvilke sociale medier man vælger eller har mulighed for at undersøge.
For eksempel vil mængden af misinformation på et socialt medie være afhængig af, om opslag modereres eller ej. En nylig dansk artikel peger faktisk på, at der er flest sociale medie-studier om Twitter, mens Facebook, TikTok og Instagram er underbelyste. Således hersker der hverken enighed om problemets præcise omfang, eller hvad der er den egentlige årsag. Men det er efterhånden svært at finde nogen, der ikke mener, at der et problem med misinformation, at sociale medier spiller en vigtig rolle i udbredelsen af den, og at det kan have alvorlige konsekvenser.
Derfor bør vi heller ikke vente på, at den kloge fugl går på vingerne, og den fuldstændige vished indtræffer, men i stedet som individer, civilsamfund og myndigheder intensivere både forebyggelsen og bekæmpelsen af den misinformation, som kan have særdeles alvorlige konsekvenser.