Messerschmidt bliver næstformand i DF
ROKADE: Søren Espersen stopper i DF's gruppeledelse. Det giver plads til, at Morten Messerschmidt kan overtage posten som næstformand i partiet.
Karl Emil Frost
Journalist og redaktørDF ryster posen i toppen af partiet.
Morten Messerschmidt overtager posten som næstformand, efter at Søren Espersen stopper i gruppeledelsen.
Det skriver partiformand Kristian Thulesen Dahl.
Søren @EspersenDF har valgt at træde ud af grp.ledelsen.Kæmpe tak for en fremragende indsats! Det er samtidig en stor glæde at Morten @MrMesserschmidt overtager posten som pol. nfmd.Mortens stærke idépolitiske rigdom bliver en stor gevinst for DF som medl af ledelsen 😊🇩🇰#dkpol
— Kristian Thulesen Dahl (@Kristianthdahl) August 3, 2020
Også Morten Messerschmidt har delt nyheden på Twitter med teksten:
Glad for at være valgt som ny næstformand i Dansk Folkeparti 🇩🇰 Tak til Søren Espersen for kæmpe indsats #storefodspor #klar #danmark https://t.co/EueGeIR7ws
— Morten Messerschmidt (@MrMesserschmidt) August 3, 2020
Kristen værdikamp og kritik af ledelsen
Meldingen kommer få dage efter, at Morten Messerschmidt i Politiken fortalte, hvordan han vil kæmpe for, at Dansk Folkeparti kommer ud af sin vælgerkrise.
Tilslutningen til Dansk Folkeparti er nemlig dykket drastisk, siden partiet i 2015 med en historisk sejr blev det største parti i blå blok, og partiet ser heller ikke ud til at øge sin tilslutning i meningsmålingerne.
Men den udvikling vil Morten Messerschmidt være med til at vende. Det skal blandt andet ske gennem en kristen værdikamp, hvor dansk politik skal defineres af kristendommen på bekostning af andre religioner, fastslog han.
Morten Messerschmidt foreslog overfor Politiken et loft over antallet af moskeer i Danmark. Derudover skal udviklingsbistanden kunne fratages lande, der forfølger kristne, kvoteflygtninge skal kun være kristne, og børn skal i skolerne kende Bibelens ord og synge kristne salmer.
Gisninger om formandsopgør
Morten Messerschmidt slog også fast, at han ikke mener, partiet har løftet arven fra præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup, og at partitoppen har haft "andre ting på dagsordenen," som har ifølge han skabt et "vakuum", der bør udfyldes.
Og partitoppens parløb med Socialdemokratiet før folketingsvalget er en "grundlæggende" årsag til partiets krise, påpegede Morten Messerschmidt.
Det fik hurtigt flere politiske kommentatorer til at spekulere i et forestående formandsopgør. Partiformand Kristian Thulesen Dahl har overfor Ritzau mandag slået fast, at han ”ikke føler sig truet på formandsposten.”.