Mette Frederiksens krisefortælling er som en punkteret ostesouffle, ingen vil æde

Beskæftigelsen er tårnhøj, ledigheden i bund, statsfinanserne er bundsolide, betalingsbalancen i plus, væksten stiger og den eneste lille sky på himlen – inflationen – er på vej ned. Nu skal regeringen til at finde nye redelige argumenter for tosserier som at fjerne store bededag. De gamle er væk.

Ordet krise nævnes over 20 gange i regeringsgrundlaget. Det er blandt andet dette afsnit, som skal skrives om: "Kriserne griber ind i hinanden. Og forstærker hinanden. Vi kan hurtigt miste grebet om dem og om økonomien, hvis vi træffer de forkerte beslutninger – eller undlader at træffe de rigtige beslutninger."

Både Mette og Jakob har vist, at regeringen kan skrotte upopulære forslag, når det er nødvendigt

Jakob Elkjær

Mette Frederiksen har desværre tabt orienteringen på de højglanspolerede gulve et sted mellem Dansk Industri, Bilderberggruppen og Finansministeriets regnedrenge. Hun er faret vild i det tårn, hvor man gør generalsekretærer ud af statsministre, som ikke har folkets kærlighed.

For det kan selvfølgelig ikke være den vigtigste mærkesag for Danmarks gamle arbejderparti, Socialdemokratiet, at få arbejdsudbuddet op og kernevælgernes løn ned.

Så her er en liste med hverdagsnære dagsordener, der faktisk optager danske lønmodtagere, hvis Mette Frederiksen skulle få trang til politik i øjenhøjde. Fortsæt den selv.

1. Det skal ikke gøre ondt at gå på arbejde. Fire ud af ti danskere går på arbejde med hyppige smerter – 22 procent på daglig basis, mens 19 procent oplever at have ondt mindst en gang om ugen. Det viser TrygFondens seneste tryghedsmåling.

Det optager almindelige mennesker, når det gør ondt. Også socialdemokrater. Men er det der med arbejdsmiljø ikke sådan noget fra industrisamfundet i gamle dage?

Nej, for eksempel mistede 43 personer deres liv i arbejdsulykker i Danmark i 2022, hvilket er det højeste antal de seneste 15 år. Alene fra 1. januar 2023 til 8. maj i år var der 17.635 arbejdsulykker i Danmark ifølge Arbejdstilsynet. Tankevækkende, ikke sandt?

2. Sundhed for alle, ikke bare de forsikrede. 2,5 millioner danskere har en sundhedsforsikring, så de kan få en tid hos fysioterapeuten inden for tre dage, hvis de har ondt i ryggen. Resten må æde smertestillende og vente op til 12 uger.

Vi har ikke lighed i sundhed længere. Problemet løses ikke med kræftpakker til at lappe huller. Problemet løses ved at give tålelige forhold for sygeplejersker og andet sundhedspersonale i det offentlige sundhedsvæsen, så vi får ventetiderne ned.

Og ja, det koster, men det er vigtigere end at øge værnepligten, nu hvor russerne har vist sig ikke at være i stand til at indtage et land – eller sågar fastholde en provinsby som Bakhmut.

3. Mere tid med børnene. Jeg ved godt, at det i finere kredse stempler mig som landsbytosse at nævne det, men vi har brug for at tale om nedsat arbejdstid for børnefamilier.

Jakob Ellemann har brug for nye mærkesager, der er mere i øjenhøjde med vælgerne

Jakob Elkjær

Jeg har været redaktør for fagblade i ti år. Jeg ved, at der er to emner, som lønmodtagerne klikker på og læser som intet andet.

Det første er selvfølgelig 'chefen er psykopat'. Lige efter kommer 'forsøg med fire dages arbejdsuge'.

Mette Frederiksen siger 'glem det, venner, glem det'. Cheføkonomerne korser sig. Og fagbevægelsen holder kæft om den tidligere så store mærkesag, der skaffede otte timers hvile og otte timers fritid.

Men i rigtig mange børnefamilier er det et hedt ønske at indrette sig på nye måder.

4. Bedre trivsel, mindre stress. Jeg kender ikke nogen familier, der ikke er eller har været virkelig hårdt ramt af sygemeldinger i forbindelse med stress eller psykiske diagnoser.

Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mellem 16-24 år rapporterer om dårligt mentalt helbred, og over halvdelen af de unge kvinder oplever at være stressede. Og voksne er ramt af en stress-epidemi.

Selvfølgelig er en kommende tiårsplan for psykiatri en lille del af løsningen. Men vi kan ikke for alvor gøre noget ved det, før Mette Frederiksen tør diskutere, om konkurrencestaten skal blive ved med at være altings målestok.

Det er eksempler på mærkesager i øjenhøjde, som er oplagte for et arbejderparti. De ligger bestemt ikke lige til højrebenet for en SVM-regering, men Jakob Ellemann-Jensen har også brug for nye mærkesager, der er mere i øjenhøjde med vælgerne.

Og både Mette og Jakob har trods alt begge vist, at regeringen kan skrotte upopulære forslag som fjernelse af seniorpension, når det er nødvendigt.

Nu skal de i arbejdstøjet og finde et nyt formål. Regeringens grundfortælling er død.