Miljølempelser har præget Kjers første 100 dage

STATUS: Tirsdag har Eva Kjer Hansen (V) været miljøminister i 100 dage. Det har været en travl periode, hvor en række miljøregler er blevet lempet for at skabe vækst. Ministeren og aktører gør status.

Tirsdag er det 100 dage siden, at Eva Kjer Hansen (V) overtog ansvaret for miljøpolitikken fra Kirsten Brosbøl (S). 
Tirsdag er det 100 dage siden, at Eva Kjer Hansen (V) overtog ansvaret for miljøpolitikken fra Kirsten Brosbøl (S). Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Hjalte T. H. KragesteenKasper Kaasgaard

Tirsdag er det 100 dage siden, Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede sin nye regering, hvor Eva Kjer Hansen (V) som bekendt blev ny miljø- og fødevareminister.

Og siden da har hun ikke ligget på den lade side. Altinget har således optalt intet mindre end 23 markeringer fra den nye minister, der relaterer sig til miljøområdet.

Der er selvfølgelig de store strukturelle omvæltninger de seneste måneder – i første omgang, hvor Miljøministeriet og Fødevareministeriet blev lagt sammen. Og i sidste uge kunne Eva Kjer Hansen konstatere, at hendes ressort bidrager markant til at flytte medarbejdere fra hovedstaden til provinsen. 666 arbejdspladser fra blandt andet NaturErhvervsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen skal således flytte ud af København.

Politisk har de første 100 dage stået i lempelsernes tegn. Udmeldinger om færre miljøgodkendelser, lempeligere administration af strandbeskyttelseslinjen, væk med obligatoriske randzoner og mere gødning på markerne er blandt de mest markante, som Eva Kjer Hansen har stået i spidsen for (se flere i faktaboks).

Lempeligere krav til landbruget er blandt den nye miljøministers første tiltag.
Lempeligere krav til landbruget er blandt den nye miljøministers første tiltag. Foto: Colourbox

Med finansloven blev der i øvrigt skåret ned på Naturplan Danmark, men til gengæld blev der sat 150 millioner til side til målrettede indsatser for vandmiljøet.

Nye boller på suppen
Ministeren selv betegner de første 100 dage som en travl periode, hvor det grønne er gledet i baggrunden til fordel for erhvervslivet.

”Det er lykkedes at tage rigtigt mange initiativer. Og det er jo tydeligt, at vores dagsorden har været at skabe mere vækst og mere beskæftigelse. Det har handlet om, at vores produktion skal sikre grundlaget for vores velfærdssamfund,” siger miljøminister Eva Kjer Hansen (V). 

Så der har været klart fokus på at lempe miljøregler frem for initiativer, der beskytter natur og miljø, lyder det. Og til dem, der skulle ønske mere i den retning, må man væbne sig med tålmodighed:

”Jeg har meldt ud fra starten, at min hovedopgave er at gennemføre en fødevare- og landbrugspakke. Og den, regner jeg med, er på plads ved udgangen af året,” siger Eva Kjer Hansen og fortsætter:

”Den store politiske pakke i forhold til natur kommer først i 2016.”

Blandet modtagelse
Selvom Eva Kjer Hansen er minister for både fødevareområdet og miljøområdet, så savner Dansk Ornitoligisk Forening fortsat, at hun tager kasketten på som miljøminister. Formand Egon Østergaard mener ikke, at der indtil videre er én eneste positiv ting at pege på.

”Man kan roligt kalde de første 100 dage for et tilbageslag for naturen. Vi mangler i den grad at se nogle positive tiltag for naturen. Regeringen har ikke høje ambitioner for naturen,” siger han.

Hos Landbrug & Fødevarer er tonerne anderledes positive. Direktør Flemming Nør-Pedersen kan ikke komme på et eneste dårligt tiltag, som regeringen har taget. Tværtimod kan har se mange positive af slagsen. Han nævner specifikt, at randzoner og NOx-afgift bliver afskaffet. Og at gødskningsreglerne bliver lempet.

”Det har været 100 gode dage, hvor Eva Kjer har været optaget af at levere på landbrugspakken. Ser vi på kroner og ører, så er planerne om, at landmændene skal gødske mere, det mest værdifulde initiativ,” siger Flemming Nør-Pedersen.

 

Læs hele artiklen på Altinget: miljø (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

Dokumentation

Første 100 dage – 23 nedslag

5/10: Vil undersøge zink og kobber i landbrugsjord.

1/10: 666 statslige arbejdspladser er flyttet ud af København.

1/10: Vil have færre miljøgodkendelser og igangsætter et serviceeftersyn.

29/9: Finanslov bliver præsenteret. Her skæres ned i Naturplan Danmark, og der bliver sendt 75 millioner om året i fire år til den kommende landbrugspakke. Derudover bliver der reserveret 150 millioner kroner til målrettet vandløbsindsats. Og så bliver NOx- og reklameafgifterne fjernet.

28/9: Sendt lovforslag om tilbagetrækning af § 3-forbuddet i høring. 

26/9: Eva Kjer Hansen holder tale i FN efter vedtagelse af globale bæredygtighedsmål. 

25/9: Giver landmænd tilladelse til at bruge ammoniak til vådt halm.

24/9: Sendt lovforslag om lempelse af gødskningsreglerne i høring. 

22/9: Fjerner krav om gyllealarmer på gylletanke.

18/9: Sendt lovforslag om ophævelse af randzonerne i høring.

17/9: 88 millioner skal forbedre sjældne danske naturtyper.

14/9: Hun vil inden udgangen af 2015 forenkle miljølovgivningen.

11/9: Kjer siger ja til at indføre GMO-majs. Må efterfølgende bøje sig for et flertal i Folketinget, der siger nej.

08/9: På ekstraordinært landbrugsministermøde i EU er det besluttet at sende 3,7 mia. kroner til EU’s landmænd.

01/9: Eva Kjer bebuder et opgør med den restriktive praksis omkring strandbeskyttelseslinjen og vil have ændret loven.

28/8: Fjerner støttetræk på dele af KO-kravet

25/8: Indfører generel dispensation for efterafgrøder

23/8: Indfører vejledende grænseværdi for fluorerede stoffer i emballager til fødevarer 

19/8: Indfører åbenhed om overimplementering af EU-regler.

17/8: Kjer bebuder naturpakke til foråret 

12/8: Vil granske vandplaner

13/7: Eva Kjer tager den tidligere regerings ammoniak-krav op med EU-Kommissionen.

28/6: Eva Kjer Hansen bliver miljø- og fødevareminister. Ministerier bliver lagt sammen. Planloven, der skal liberaliseres, flyttes til Erhvervs- og Vækstministeriet. Kjer skal stå i spidsen for en fødevare- og landbrugspakke. Bebuder også serviceeftersyn at Naturplan Danmark og fokus på urørt skov. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold i AskovFonden 2024-, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister, MF og MEP (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024