Morten Løkkegaard genvalgt som næstformand for Renew Europe
Venstres Morten Løkkegaard fortsætter som næstformand for Europa-Parlamentets liberale gruppe, Renew Europe, hvor de danske partier Venstre og Radikale Venstre sidder.
Cindy Shummontien Green
ResearcherOnsdag 20. oktober blev Morten Løkkegaard genvalgt som næstformand for Europa-Parlamentets tredje største gruppe, Renew Europe.
Det skriver han på sin Facebook.
"Ikke noget kønt forløb, men det lykkedes heldigvis - og med en god morale: Loyalitet og ordentlighed betaler sig!" skriver Morten Løkkegaard i sit Facebook-opslag.
Uddybende fortæller Morten Løkkegaard til Altinget, at der ved ethvert kampvalg mellem ambitiøse mennesker er "rygter, sladder og sniksnak". Det var gårsdagens næstformandsvalg også præget af. Desuden fortæller han, at det i sidste ende betaler sig at være loyal overfor de aftaler, man har indgået.
Morten Løkkegaard kan se frem til et tæt samarbejde med den franske jurist og Europa-parlamentariker, Stéphane Sejourné, som tidligere på ugen blev udnævnt til formand for gruppen.
Morten Løkkegaard har mange års erfaring indenfor EU-systemet. Siden 2009 har han været medlem af Europa-Parlamentet, men da Venstre gik tilbage i 2014, blev Morten Løkkegaard i stedet første suppleant. Ikke desto mindre blev Morten Løkkegaard valgt ind i Europa-Parlamentet igen i 2019.
Udover at besidde næstformandsposten hos Renew Europe er Morten Løkkegaard også næsteformand i det Særlige Udvalg om Udenlandsk Indblanding (INGE) samt medlem af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO).