De sociale medier truer vores medmenneskelighed og gør os resistente for information og diskussion

Der har altid været mennesker, der ikke kendte grænsen over for andre mennesker, men SoMe-kulturen har været med til, at uforskammetheder flyder lettere.

Jeg ville ønske at mange mennesker kunne nøjes med at råbe af deres skærm, og så finde et sprog, der kan læses og høres, uden at andre trækker sig.

Hvad politikere og offentlige personer ikke skal finde sig i. Hvem tør gå ind i det? Hvordan kan seks procent af den danske befolkning synes, at det er i orden med politisk vold? Hvad har vi samtalen til? Hvorfor afholder begavede og dygtige mennesker sig fra at meddele sig på medierne – herunder de sociale?

Der er mange grunde, og her er et par stykker: Det er uhyrligt, hvad, især kvinder, skal finde sig i af trusler og insinuationer.

Blandt folkekirkens præster ved jeg, at der er en skræk for det såkaldte “trospoliti”. Det er ikke provster og biskopper, der tænkes på.

Oftere og oftere ser man, at gamle kommentarer, klummer, ytringer hives frem. De er ikke et par uger gamle. De er ikke et par måneder gamle. Det er ytringer, som er faldet for år tilbage.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det er kollegaer, der ikke er bange for hån, spot og nedgørelse. Det betyder, at især unge kollegaer ikke orker den offentlige samtale, som alle ville blive klogere af, fordi nye tanker ligger og truer vanen og den tillærte opfattelse. Vi kommer simpelthen bagud, fordi mennesker trues til tavshed.

Hvor blev den gode glemsomhed af – på gammel dansk kaldet “miskundhed”, som den tillagdes Gud, der ville tilgive og elske? Eller hvor er forståelsen for, at verden er i proces og udvikler sig?

Oftere og oftere ser man, at gamle kommentarer, klummer, ytringer hives frem. De er ikke et par uger gamle. De er ikke et par måneder gamle. Det er ytringer, som er faldet for år tilbage.

Samtalen i et samfund, diskussionen, fører da forhåbentlig med sig, at man ændrer standpunkt. Hvis ikke det skete, ville man være informations- og diskussionsresistent. Og det er netop den udvikling, jeg ser blive stimuleret af omgangstonen på sociale medier, hvor de besindige trækker sig af frygten for at blive fanget i en retorisk dødsfælde.

For er soldaten da blot én, der slår ihjel? Er præsten blot én, der kun tror på det gode? Nej. Det kan lige så vel være soldaten, der viser præsten vejen til næstekærligheden og præsten, der giver sig hen til aggressionen.

Jeg tror på oplysningsprojektet, nemlig at mennesket søger indsigt, bliver klogere, tænker videre, forandrer verden. Jeg kan godt se, at kværulanteriet ofte tager over, og at der bliver pirket til fordomme, og vreden bliver lukket ud. 

Jeg kan også se, at modernitetens mangfoldighed fremprovokerer en fascination af det autoritære. Vi bliver tilsyneladende urolige på grund af uvisheden og griber derfor til det sort-hvide, og ofte bliver resultatet, at vi giver os det autoritære i vold.

Der findes ikke nogen politik, ideologi, religion, filosofi, der ikke kan udnyttes af ekstremister.

Hvorfor bliver vi ikke bedre til at omgås tilværelsens paradokser? Hvorfor tager vi ikke bøvlet op med at rumme modsætninger i os? Hvorfor synes vi, at verden er ved at bryde sammen, fordi nogle rokker ved kønsidentitet eller ved familieidentitet? Klimakrise og krigens virkelighed er da meget mere truende for vores civilisation. 

Man må lære at omgås politiske og moralske paradokser. 

Udviklingen bliver stimuleret af omgangstonen på sociale medier, hvor de besindige trækker sig af frygten for at blive fanget i en retorisk dødsfælde.

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Sociale medier har bragt hele verden tæt på. Vi risikerer at blive overrumplede af mange konflikter, som vi ikke kan finde ud af at håndtere. Lige nu ser det ud til, at den største fare er, at vi bliver overmandet af en trang til forsimpling, en trang til enkelhed, der gør os påståelige, vrede, angste og hadefulde.

Mon dog ikke, at vi kan lære at omgås uvisheden? Demokratiet og retsstaten er ikke udstyret med en evighedsklausul, medmindre vi tager diskussionen på os.

Friheden kræver noget af os, nemlig deltagelse, diskussion, uenighed og indsats. Selvfølgelig risikerer man ikke at få sin vilje politisk. Virkeligheden kan lige pludselig blande sig i vores skæbne og stille alt på hovedet, og så må vi svare og tage til genmæle. 

Forhåbentlig er de dybe tanker, den store tillid, troen så på plads, og kan gelejde os gennem mørket.

Det er fristende at krybe i ly for alle de modbydelige bemærkninger, for kværulanterne, der bliver ved – for de hadefulde der vækker fordomme – men jeg tror ikke, at resignation er en mulighed, hvis man også fremover skal kunne glædes ved, at når et menneske ligger forslået ved vejkanten, så kommer der en samaritaner, en fremmed, forbi og ser ens nød og lader én vide, at medmennesket er dén, der får medfølelse, medlidenhed og forståelse.

Verden bliver vendt på hovedet. Paradoksalt. Men det bliver til liv og fremtid. Jeg tror på, at det håb leder os igennem mørke tider; men det kommer ikke til at ske uden strid.