Nej, kvinder har ikke altid stået i mandens skygge med et barn på hoften

Vores historieopfattelse er skæv.

Kvindernes fortælling fylder forsvindende lidt, og vi har derfor et stort behov for at få kvinderne ind i vores fælles historie. I anledningen af kvindernes internationale kampdag 8. marts er det oplagt at sætte fokus på at omdefinere måden, vi skriver historie på i dag - og give kvinderne en synlig og aktiv plads.     

Historien er indtil for ganske nyligt skrevet af mænd. Med enkelte undtagelser naturligvis, men det ændrer ikke ved det billede vi har af, at menneskehedens historie er drevet frem af risikovillige mænd, som har satset alt som opdagelsesrejsende, kriger eller kejser. Altid underforsået, at kvinderne stod et sted i skyggen med et barn på hoften og loyalt fulgte i mandens fodspor.

Spørgsmålet er, hvor den firkantede historieopfattelse stammer fra? En stor del af svaret skal findes i den historiske og arkæologiske videnskabs barndom i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor kvindesynet var meget fastlåst – paradoksalt nok takket været verdenshistoriens mest magtfulde kvinde.

Dronning Victoria regerede det enorme Britiske Imperium i 63 år ene kvinde og var dronning over en fjerdedel af jordens befolkning. Hun fik en hel æra opkaldt efter sig, og hun var i teorien ekstremt magtfuld. Men hun udnyttede langt fra den magt. I stedet lod hun sig selv syne mindre for at give plads til hendes mand og fætter, den tyske prins Albert, som havde meget svært ved at være nummer to i rangfølgen. Således blev Victoria fortaler for, at kvindens plads var i hjemmet, og at hendes største rolle var moderskabet – måske, antyder historikerne, mest for at få fred på hjemmefronten.

Reelt set var kvinderne i midten af 1800-tallet mere eller mindre fanger i deres eget hjem. Manden rådede ubegrænset over deres krop, indtægt og børn - indtil de i Danmark i 1857 fik personlig myndighed. Men i England skal vi frem til 1870 før en kvinde blev anerkendt som en juridisk selvstændig person. Et er juraen, et andet er hvordan kvinderne, som trådte ud af rollen som husmor og ind på offentlighedens scene blev set på i victoriatidens Danmark.

Det handler om at gøre sig fri af et forældet køns- og historiesyn og finde alternativer baseret på videnskab frem for antagelser.

Jeanette Varberg
Museumsinspektør, Nationalmusset

Den danske teologiprofessor Henrik Scharling skrev oprørt i 1875, at ”den såkaldte kvindeemancipation, som med stor iver og heftighed føres frem i vores dage, hviler på en miskendelse af kvindens naturlige evner og anlæg og livsopgave…” Han lader altså alle forstå, at selve familielivet og samfundets fundament er i fare, hvis en kvinde tager et embede og får en stemme uden for hjemmets vægge. Derudover slår han også med et sving med fyldepennen på herreværelset fast, at kvinden fra naturens side var skabt til at passe børn og hjem.

Det var i den ånd, de første grundtrin til en samlende, moderne historieskrivning blev skabt, og det er et efterslæb, vi stadig bærer med os i dag. Derfor er det vigtigt som aldrig før at rette op på den skæve fortælling mellem kønnene, som historien indeholder. Det er helt tydeligt, at køns ligestilling afhænger af kulturelle fænomener – ikke biologi som Henrik Scharling og mange efter ham hævdede.

Jeg er helt uroligt træt af, at vi i dagens Danmark stadig slås med et fastlåst kultursyn på menneskets dybe kulturhistorie, som vil gøre adfærd læst ind i en patriarkalsk naturforståelse til en helt automatisk kategorisering af køn og magt. Hvis vi ikke udfordrer det, så kommer vi ingen vegne. Og heldigvis kan arkæologien kombineret med nye naturvidenskabelige metoder rent faktisk hjælpe til med at afmontere de myter.

Kønsopdelingen blandt fortidens jæger- og samlersamfund har således i mange år baseret sig på nyere etnografiske studier, hvor mænd ofte var jægere, mens kvinderne samlede føde fra naturen. Det har frembragt den meget fremherskende teori, at vores succes som art i den fjerne jægerstenalder skyldtes manden og jægerens indsats på jagtmarkerne modsat kvinders sysler ved madbålet. Alle tolkninger af jægerstenalderens kønsopdelinger hvilede på antagelsen af, at alene manden gik på jagt.

Men nu har en helt ny undersøgelse af mammutjægeres grave fra Andesbjergene i Sydamerika vist, at en 9000 år gammel kvindegrav indeholdt jagtvåben. Der var ingen tvivl om, at det var en kvindes skelet, som lå i graven. Pilespidserne og andre våben viste til alles overraskelse, at hun i en alder på mellem 17-19 år altså var en storvildtsjæger.

Herefter gik en større undersøgelse i gang, som dokumenterede, at ud af 429 grave fra slutningen af istiden i Amerika, så kunne 27 individer klassificeres som storvildtjægere (ud fra jagtvåbnene lagt i graven), og heraf kunne 26 kønsbestemmes. Den overraskende konklusion var, at blandt storvildtsjægergravene indeholdt de 11 kvinder og 15 mænd.

Dermed har vi altså et klokkeklart eksempel på, at videnskaben ikke skal lade sig begrænse af en forudindtaget opfattelse af, hvordan arbejdsfordelingen og magtforholdet mellem kønnene var i vores fortid.

Mit håb er, at en mere nuanceret historieskrivning i fremtiden også kan give plads til en mere reflekterende fortælling om de roller, vi mennesker påtager os. Det handler om at gøre sig fri af et forældet køns- og historiesyn og finde alternativer baseret på videnskab frem for antagelser.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at hvis en teenagepige i istiden kunne nedlægge en mammut med kløgt, spyd og styrke, så kan unge kvinder i dag også frygtløst kaste sig igennem glaslofterne til magtens kontorer.