Niels Jespersen: Med brændte fingre rækker SF atter ud efter indflydelse

Folkesocialisterne rækker atter ud efter indflydelsen, uagtet at man før har brændt fingrene. Med sin tilslutning til regeringens ghettopakke, viser SF, hvilken linje man vil følge op til valget: tæt på Socialdemokratiet og med kant til resten af venstrefløjen.

Det sikreste havde været at stemme imod. Det gjorde resten af venstrefløjen, og et nej havde alligevel ikke gjort den store forskel, for ghettopakken var blevet vedtaget med socialdemokratiske stemmer. Så kunne den humanistiske ØFÅR-blok stå samlet mod de borgerlige og socialdemokraternes bulldozer. Det havde været slaget om Byggeren om igen med slumromantik og røde slagsange.

Så hvorfor valgte SF alligevel at lægge stemmer til den kontroversielle lovpakke, der blandt andet åbner op for nedrivning og frasalg af almennyttige boliger?

Kort sagt, fordi de mener det. Men også fordi man i SF ønsker at lægge afstand til resten af oppositionens konfrontationspolitik over for Socialdemokratiet. Nærdødsoplevelsen i regering har nemlig ikke gjort SF magtsky, og man er parat til at tage de tæsk, der følger med.

Når SF’erne vurderer, at de i fremtiden kan få større held med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, skyldes det blandt andet, at man har større tiltro til den nuværende socialdemokratiske ledelse.

Niels Jespersen

For ved at stemme for “nedrivningspakken”, som man kalder den på venstrefløjen, har SF bragt sig selv i skudlinjen, og på de sociale medier hamrer Alternativet og Enhedslistens troldehær løs på det lille parti. Den slags gør ondt i SF’s bagland, hvor man absolut ikke har det nemt med at tvinge fattige mennesker ud af deres lejligheder og rive almennyttige boliger ned. Det er i øvrigt tvivlsomt, om det bliver aktuelt, for den naturlige gennemstrømning sikrer, at de fleste blokke vil stå tomme efter et årti, og nedrivning er kun aktuel i de tilfælde, hvor lejlighederne ikke kan omdannes til ældre- eller ejerboliger, men det gør ikke spinkrigen på venstrefløjen mindre intens.

I SF er man imidlertid parat til at betale prisen for at sidde med ved forhandlingsbordet. Efter det kaotiske regeringsexit i 2014 handlede det hele om overlevelse, men SF er nu der, hvor man med en omskrivning af et gammelt konservativt slogan ønsker at blive “de socialistiske stemmer, der arbejder”. Målet er – på sigt – at SF atter skal regnes for regeringsdueligt.

Med sin tilslutning til regeringens ghettopakke viser SF, hvilken linje man vil følge op til valget: tæt på Socialdemokratiet og med kant til resten af venstrefløjen.

Niels Jespersen

For især Pia Olsen Dyhr var det nærmest en berusende oplevelse at prøve at være den, der rent faktisk bestemmer. Selvom lovgivningen fastlægges i folketingssalen, så var der et væsentligt manøvrerum for fortolkning og mulighed for at sætte dagsordenen. Op til 2011 havde SF kun prøvet indflydelse i helt særlige situationer, som under det røde kabinet i 1966-67 og med de nationale forbehold i 1993. Som regeringsparti var man med til at svinge en, indrømmet lille, taktstok. Resultaterne druknede i katastrofesager som Dong-salg og lærerkonflikt, men de var der, togfond, energiforlig og afskaffelse af fattigdomsydelserne.

Det er i SF'ernes selvopfattelse forskellen på dem og Enhedslisten: at de søger indflydelsen og skaber resultater, mens man længere ude på venstrefløjen har mere travlt med at vedtage resolutioner og holde principperne pinligt rene.

Det er også opfattelsen blandt folketingspolitikere, for det katastrofale valgresultat i 2015 havde den ironiske effekt, at den udrensede gruppen for de mest højtråbende kritikere af midterkursen. Venstrefløjsdarlingerne Trine Pertou Mach og Özlem Cekic røg ud, og eksformand Annette Vilhelmsen stillede slet ikke op igen. Kun Holger K. Nielsen fra den gamle garde sidder stadig, men uden at gøre meget væsen af sig. Og vikaren fra helvede, Karsten Hønge? Han er som arbejderideologisk fagforeningsmand med base i Odense og Vollsmose-ghettoen helt med på partilinjen.

Der er således bedre styr på tropperne, og SF'erne kan vælge at glæde sig over, at man selv med fremgang til omkring seks procent heller ikke har udsigt til en ny, stor uregerlig folketingsgruppe. Der er således ingen stærk intern opposition til den indflydelsessøgende linje.

Faktisk har SF, trods den massive åreladning af talenter, i dag et lille, men slagkraftigt hold. I folketingsgruppen er der karakterer til en DR-julekalender fra dengang, det handlede om uskyldig familieunderholdning, og ikke som i dag, død og ødelæggelse. Mor Pia har hjertet på rette sted, mens far Karsten er en charmerende bulderbasse. Lillebror Jacob er god i skolen og enhver midaldrende offentligt ansat kvindes drøm som svigersøn, og Lisbeth er den rapkæftede, seje storesøster. Så er der gammelnisse Holger og tante Trine og Kirsten, der godt nok ikke har så mange replikker, men som også bidrager til underholdningen. De røde nisser satser på en ny regeringssæson.

Ingen regner selvfølgelig med, at SF skal i regering efter næste valg, men det betyder ikke, at partiet på sigt har opgivet drømmen.

Tingene går hurtigt i dansk politik, og SF kan atter stå i en situation, hvor partiets mandater er relevante i en regeringskonstellation. Det er i hvert fald håbet. Sker det, så er det nødvendigt at signalere over for baglandet og regeringspartnerne i Socialdemokratiet, at man også er parat til at tage ansvar for de hårde beslutninger.

De taktiske overvejelser er imidlertid sekundære i forhold til, at ikke bare SF's ledelse, men også væsentlige dele af partiet har ændret syn på integrationsudfordringerne. De anses ikke længere blot som et resultatet af sociale problemer og danskernes racisme. Mange SF'ere er oprigtigt bekymrede for væksten af parallelsamfund. Ifølge en ny fremskrivning fra Danmarks Statistik vil antallet af ikkevestlige indvandrere og efterkommere være fordoblet i 2060. Det bliver en bombe under velfærdsstaten, hvis der ikke kommer helt anderledes gang i integrationen. Der skal ske noget, og det vil SF være med til.

Når SF’erne vurderer, at de i fremtiden kan få større held med et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, skyldes det blandt andet, at man har større tiltro til den nuværende socialdemokratiske ledelse, og ikke mindst rådgiverne omkring den, end den forrige. Det kan virke naivt, grænsende til Stockholm-syndrom for SF'ere at stole på Socialdemokratiet, efter at Helle Thorning-Schmidt på sadistisk vis tvang Annette Vilhelmsen til at æde sine egne valgløfter. Alligevel er der i dag i SF en opfattelse af, at Mette Frederiksen er mere klassisk socialdemokrat på fordelingspolitikken, mens Helle Thorning-Schmidt meget nemt overtog Finansministeriets og De Radikales prioriteter.

I det mindste er vurderingen, at Socialdemokratiet ikke igen kan tåle at føre en lige så blå økonomisk politik, og at det i øvrigt ikke vil være nødvendigt, da der er økonomisk fremgang og masser af penge i statskassen.

Dernæst mener man i SF at havde lært lektien. Næste gang man møder op til forhandling, så skal SF have noget at forhandle med. I det sorte tårn var udgangspunktet, at SF skulle i regering, koste hvad det ville. Derfor var man blandt andet villig til at æde den ultimative ydmygelse med formuleringen i regeringsgrundlaget om videreførelse af den borgerlige regerings politik. Næste gang vil man kun indgå i et regeringssamarbejde, hvis man opnår et ligeværdigt samarbejde, markante politiske indrømmelser og enes om en overordnet politisk retning.

Endelig har SF denne gang mere realistiske mål, end sidst man var i opposition. Villy Søvndal og hans løjtnant Thor Mögers projekt var langt mere vidtgående. De ville på sigt overtage rollen som det store centrum-venstreparti, dem med alle borgmestrene og statsministerposten og gøre Socialdemokratiet til lillebror. Det krævede en udskiftning i både medlems- og vælgerskaren, hvor ravbærende gymnasielærere skulle udskiftes med leverpostejssmørende arbejdere. Den plan lykkedes delvist. Gymnasielærerne tjekkede rigtigt nok ud, men arbejderne kom aldrig til at flokkes om “New SF”.

Denne gang vil man i SF stille sig aldeles tilfreds med en beskeden fremgang og markant indflydelse på en S-regering. På sigt har man ingen ambitioner om at udfordre Socialdemokraternes førstefødselsret som leder af rød blok. SF's udfordring er, at man kun får indflydelsen, hvis regeringsmagten skifter, og Mette Frederiksen bliver statsminister. Derfor kan SF ikke på samme måde som resten af oppositionen vælgeroptimere ved at angribe Socialdemokraterne. Man siger simpelthen nej tak til de nemme retoriske stik og dermed den anseelige røde vælgerskare, der er rasende over Socialdemokraternes hårde udlændingepolitik.

Det er dog på ingen måde givet, at SF's pragmatiske kurs fortsætter efter valget.

Får partiet ingen velfærdsvaluta for sin loyalitet, bliver det svært at forsvare ideen om de arbejdende, socialistiske stemmer. I så tilfælde vil ledelsen næppe have andet valg end at returnere til hængekøjen og istemme venstrefløjens rituelle kritik.

Om Socialdemokratiet bekymrer sig synderligt over den udsigt, er et åbent spørgsmål. Men hvis Mette Frederiksen gør, som socialdemokratiske statsministre plejer og baserer sin politik på højrefløjen, så er endnu et SF-moderniseringsprojekt kørt i grøften.

.....

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag i historie, Afghanistanveteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde.