Ny debat: Hvilke kommunale sundhedsydelser skal være omfattet af en kvalitetsplan?
Hvordan skal en ny kvalitetsplan konkret sætte faglige standarder for de nære sundhedstilbud? Og hvordan skal balancen være mellem faglighed og politik? Det spørgsmål stiller Altinget Sundhed i en ny temadebat.
Martin Mauricio
Forsideredaktør*Rettelse den 23. november klokken 12.46: I en tidligere version af nedenstående artikel, fremgik det ved en fejl, at et udspil om en ny kvalitetsplan fra 2019 var udarbejdet af den nuværende S-regering. Det er ikke korrekt. Udspillet kom fra den daværende VLAK-regering. Altinget beklager fejlen.
Med udspillet ‘Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder’ fra 2019 slog den daværende VLAK-regering fast, at en ny national kvalitetsplan skulle løfte kvaliteten i det nære sundhedsvæsen. Men da magten skiftede hænder efter folketingsvalget, blev udspillet aldrig forhandlet på plads.
Flere af sundhedsvæsenets aktører har ikke desto mindre igennem længere tid netop efterlyst en plan, der sætter faglige standarder for de nære sundhedstilbud, og en række af Folketingets sundhedsordførere har udtalt til Altinget Sundhed, at de mener, at en kvalitetsplan bør indgå som en del af en kommende sundhedsaftale.
I VLAK-regeringens udspil lagde man op til, at en ny kvalitetsplan i første omgang skal omfatte de ældre medicinske patienter og de store kroniske lidelser som KOL, type 2-diabetes, hjertekarsygdomme, muskelskelet-lidelser samt angst og depression.
Men hvilke dele af de kommunale sundhedsopgaver skal helt konkret være omfattet af en ny kvalitetsplan? Og hvordan sikrer man ensartethed trods store forskelle på virkeligheden i landets 98 kommuner? Tætbefolkede bykommuner med “eget” akutsygehus har eksempelvis andre vilkår end landkommuner med spredt geografi.
Samtidig er der spørgsmålet om, hvordan balancen skal være mellem faglighed og politik. Skal kommunalpolitikerne have indflydelse på prioriteringen, eller skal alt være fastlagt nationalt? Skal Sundhedsstyrelsen have politisk armslængde? Og hvordan skal politikerne kunne styre økonomien, så de kommunale sundhedsudgifter ikke stikker af?
De spørgsmål stiller Altinget Sundhed i en ny temadebat, hvor eksperter og centrale sundhedsaktører vil diskutere, hvordan en ny kvalitetsplan bør skrues sammen.
Panelet består blandt andet af:
Sidsel Vinge, sundhedsdebattør og fhv. projektchef i Vive
Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen
Inge Jekes, formand for Fagligt Selskab for Sygeplejersker i Kommunerne (FSSK)
Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Jette Skive, formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg
Claus Richter, adm. direktør i Diabetesforeningen
Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive
Jakob Bigum Lundberg, formand for FSD
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere
Torben Hollmann, sektorformand i FOA
Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin
Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen
Bente Høy, næstformand i Dansk Sygepleje Selskab
Debatpanelet vil løbende blive opdateret med flere navne. Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere. Du kan sende din henvendelse til [email protected].