Ny rapport: Stormfloder kan skabe klimaflygtninge i Danmark

Nye DTU-beregninger giver det hidtil mest detaljerede indblik i de lokale konsekvenser af fremtidens stormfloder. En by som Nakskov er særligt sårbar. Her vil tusindvis miste deres hjem. Men også Kalundborgs industriområde er udsat, viser ny rapport.

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

For præcis et år siden, den 21. oktober 2023, blev Danmark ramt af den værste stormflod i 100 år.

Hvis sådan en stormflod rammer igen, når havvandet er steget med 60 cm, som et af FN’s klimascenarier fremskriver, vil det ramme tusindvis af boliger og erhvervsbygninger i de danske kystbyer.

Det kan påvirke alt fra boliger til industri og skabe midlertidige klimaflygtninge

Kirsten Halsnæs
Professor i klima og økonomi ved DTU

Det vil give skader for milliarder, gøre visse dele af Danmark ubeboelig og påvirke hundredtusindvis af mennesker.

Det skriver Mandag Morgen på baggrund af helt nye beregninger fra Danmarks Tekniske Universitet.

”Klimaforandringer vil give nogle kæmpe lokale konsekvenser for byer og de mennesker, der bor i dem. For ikke nok med at stormfloderne bliver voldsommere. Havniveauets stigninger betyder også, at stormfloderne bliver højere,” siger professor i klima og økonomi ved DTU Kirsten Halsnæs, der sammen med sin kollega Per Skougaard Kaspersen, står bag de nye beregninger.

”Det kan påvirke alt fra boliger til industri og skabe midlertidige klimaflygtninge,” siger professoren.

Beregningerne af stormflodernes omkostninger bliver opgjort helt ned på bygningsniveau. Så de lokale konsekvenser er til at tage og føle på.

I Nakskov er næsten hver anden bolig i farezonen for oversvømmelse, når en stormflod rammer ved en 100-års stormflodshændelse efter en havvandsstigning på 60 centimeter.

I Kalundborg er en tredjedel af byens erhvervsbygninger sårbare. Og i Kerteminde vil halvdelen af byens sommerhuse være udsat for oversvømmelse, viser beregningerne, der indgår i den nye rapport ’Når stormfloderne rammer’, der offentliggøres i dag af forskernetværket Navigating 360.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024