Opsamling: Politiske krav skal sætte gang i den grønne omstilling i byggeriet
OPSAMLING: I en måned har en række aktører fra bygge- og boligbranchen debatteret, hvordan byggeriet kommer med på den grønne omstilling. Altinget By og Bolig giver dig her en opsamling på debatten.
Hvad kan bygge- og boligbranchen selv gøre for at nedbringe sit klimaaftryk? Hvad skal Folketinget gøre for branchen? Hvordan kommer bygge- og boligbranchen med på den grønne omstilling?
Det er nogle af de spørgsmål, en række aktører fra både bygge- og boligbranchen har diskuteret den seneste måned på Altinget By og Bolig.
En lang række debattører har efterspurgt politiske krav til sektoren fra politisk side. Det gælder både krav til byggeriets byggematerialer, krav til klimavenlige arbejdsmaskiner og bygningers indlejrede kulstof.
Andre aktører mente, at der er brug for at bygge mindre boliger, nogle mente, at der skal oprettes lokale klimafonde, som skal involvere boligområdernes beboere, mens andre mente, at politikerne skal bakke op om de tiltag, branchen allerede har sat i værk.
Altinget By og Bolig giver dig her en opsamling på nogle af debattens indlæg, som du efterfølgende kan dykke mere ned i.
Henrik Garver, administrerende direktør, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
”Styrken ved reguleringsmæssigt at stille krav til bygningers klimaaftryk er, at det samtidig er med til at sikre, at markedet driver de bedste løsninger frem.”
Læs hele indlægget her.
Helga Mathiassen og Bodil Wedele, tømrer og bygningssnedker, begge aktive i 3F
”Erhvervsskolerne skal uddanne håndværkere til fremtidens arbejdsmarked, og det er derfor vigtigt, at der sættes ind med ressourcer, så erhvervsskolerne kan undervise i den nyeste viden og efteruddanne lærerne i bæredygtige byggemetoder.”