Pape står fast: Eva Kjer må gå

STILSTAND: For Konservative er situationen den samme, som den var tirsdag aften: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen må gå af. Det fortæller den konservative formand Søren Pape Poulsen.

Foto: Uffe Weng/Scanpix
Cecilie Gormsen

Hele det politiske Danmark venter på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal sige noget om den krise, hans regering netop nu befinder sig i. Og imens gør Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, det klart, at Konservatives krav onsdag middag er det samme, som det var til partiets pressemøde tirsdag aften: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kan ikke længere være minister.

”Jeg har sagt klart og tydeligt til statsministeren: Lars, jeg bakker dig op som statsminister, jeg støtter din regering, men jeg har ikke tillid til din fødevareminister længere,” siger Søren Pape Poulsen og gør det samtidig klart, at Eva Kjer Hansen ikke kan fortsætte på en anden ministerpost:

”Vi har udtrykt mistillid til ministeren. Det er ikke sådan, at hvis man sidder og laver noget andet, så har vi pludselig tillid til ministeren,” siger Søren Pape Poulsen.

Spørg Løkke
Konservative trak tirsdag aften støtten til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen efter en dag med både høring og samråd om landbrugspakken. Partiet har mistet tilliden til ministeren, efter hun ifølge Søren Pape Poulsen har givet et forkert billede af landbrugspakkens konsekvenser.

Mistillidserklæringen fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til at indkalde til krisemøde i den borgerlige blok tirsdag aften, men siden er Lars Løkke Rasmussen gået i flyverskjul, og derfor er det ikke klart, hvad der kommer til at ske.

Og Søren Pape Poulsen vil da heller ikke begynde at gætte på, hvad løsningen på regeringskrisen bliver.

”Det er et rigtigt godt spørgsmål, som jeg synes, man skal stille til statsministeren,” siger han.

Ikke første gang
Pape peger på, at det jo er statsministeren, som er chef for regeringen, og at det derfor er ham, som må udtale sig om, hvad der nu skal ske.

”Jeg kan bare sige igen og igen og igen, at vi bakker op om den siddende regering – vi bakker op om den siddende statsminister – men vi har ikke længere tillid til fødevareministeren,” understreger han endnu engang og fortsætter:

”Det er jo ikke første gang i historien, at det er sket, og det synes jeg ærlig talt, man skulle tage til efterretning, så vi kunne komme videre,” siger han.

LA støtter Kjer
Liberal Alliance har gennem hele forløbet støttet Eva Kjer Hansen, og partiet erklærede sig da også stærkt uforstående over for Konservatives udmelding tirsdag aften. Og skulle det ende med, at Lars Løkke Rasmussen stiller Konservative et ultimatum om enten hele regeringen eller ingen regering, og derefter bliver udskrevet valg, så hilser LA-leder Anders Samuelsen det velkomment. Ifølge ham vil det være udmærket at få renset luften.

”Jeg tror, der er rigtig stor politikerlede ude i befolkningen i forhold til netop den her type situationer, hvor man ikke kan forklare sig ud af, at man faktisk stemmer for en lov, som man har været med til at forhandle på plads, og så alligevel bestemmer sig for, at ministeren skal væk,” siger han til DR.

Eva Kjer Hansen mødte onsdag morgen på arbejde i Miljø- og Fødevareministeriet, men havde dog ingen kommentarer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold i AskovFonden 2024-, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister, MF og MEP (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024