Patientorganisationer frygter syltning

FEJLBEHANDLING: Organisationerne mistænker, at politikerne endnu en gang vil udsætte patienternes mulighed for at rapportere utilsigtede hændelser i sundhedsvæsnet.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Både lægeorganisationer, patientorganisationer og politikere er enige om, at patenterne ligesom læger og andet sundhedspersonale skal have mulighed for at kunne rapportere utilsigtede hændelser under behandling på sygehuse og praktiserende læger.

Regeringen er ved at få vedtaget en udvidelse af ordningen, så også praktiserende læger snart kan indrapportere utilsigtede hændelser.

Men det, som patientorganisationerne stejler over, er, at man med lovforslaget, som skal sikre udvidelsen, særskilt har udsat patienter og pårørendes rapporteringsret et år.

Frygter syltning - igen
De frygter nemlig, at patienterne endnu en gang må stå over.

"Allerede i 2003 blev vi af regeringen lovet, at patienter og pårørende ville få adgang til at rapportere utilsigtede hændelser. Og når man nu udsætter det et år i lovforslaget, så frygter vi, at det bliver udskudt igen til den tid," siger direktør i Danske Patienter Morten Freil.

Allerede i 2003 blev vi af regeringen lovet, at patienter og pårørende ville få adgang til at rapportere utilsigtede hændelser. Og når man nu udsætter det et år i lovforslaget, så frygter vi, at det bliver udskudt igen til den tid.

Morten Freil
Direktør, Danske Patienter

Jakob Axel: Det er planen
Regeringen og Dansk Folkeparti kan dog ikke se problemet.

I en mail til Altinget skriver sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) blandt andet (se hele svaret nederst i artiklen):

"Det har hele tiden været planen, at patienter og pårørende i løbet af de kommende år skal have mulighed for at rapportere utilsigtede hændelser - det skal de netop fordi vi ved, at patienter og pårørende i mange tilfælde har en viden, vi kan drage nytte af."

Men han mener ikke, at systemet kan kapere, at for mange aktører kobles på på én gang.  

"Vi skal sikre, at patientrapporteringen skal komme godt fra start. Derfor skal vi lige giver kommuner og praksissektor mulighed for komme godt i gang, inden de også skal bistå patienter og pårørende i deres indrapportering. I lovforslaget giver vi kommuner og praksissektor et forspring på ét år, inden patienter og pårørende begynder at rapportere utilsigtede hændelser," forklarer Jakob Axel Nielsen.

V: Det er også et pengespørgsmål
Venstres ordfører på området er helt enig. Hun understreger, at Venstre er en stor fortaler for at give patienterne muligheden for at indberette utilsigtede hændelser.

"Men vi skylder simpelt hen de ansatte i sundhedssektoren at gøre det i et tempo, som systemet kan klare," siger Birgitte Josefsen, som dog erkender, at der også mangler at falde finansiering på plads.

"Vi skal så sikre de ekstra penge ved næste finanslov, og der kan jeg bare sige, at Venstre vil arbejde for, at man vil arbejde for at sikre penge til at patienterne også kan blive en del af patientsikkerhedsordningen," siger Birgitte Josefsen.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, forstår ikke foreningernes skepsis.

"Det står jo i lovforslaget at de skal med, så vidt jeg er orienteret, det er jo bare lidt senere," siger Liselott Blixt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Birgitte Josefsen

Fhv. MF (V)
Sygeplejerske (Vendsyssel Sygeplejeskole 1974)

Morten Freil

Direktør, Danske Patienter og Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet
cand.oecon. (Odense Uni. 1993)

Jakob Axel Nielsen

Direktør, Cryos International, fhv. minister (K) & MF
cand.jur. (Aarhus Uni. 1994)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024