Paula Larrain efter Trump-aflysning: Det er nu, vi skal af med forsvarsforbeholdet

Det var halvt i spøg, men også i alvor, jeg forleden tweetede:

”Bare en tanke. Hvad nu, hvis vores ”vigtigste sikkerhedspolitiske allierede” sætter sig igennem med et krav om at beherske Grønland? Hvem beskytter os mod det?”

Svaret er åbenlyst i henhold til en banal geopolitisk analyse: Ingen.

Ingen kommer og hjælper os. Heller ikke EU. Det meste af EU er også medlem af Nato, og alle ved godt, hvem der bestemmer i Nato. Det gør USA.

Frankrig har historisk set forsøgt at afbalancere forholdet over Atlanten og har derfor også sammen med Tyskland i nyere tid plæderet for et stærkt EU-forsvar. Fordi det aldrig var utænkeligt, at den dag skulle komme, hvor Europa og USA så forskelligt på en vigtig sag. Den dag er givetvis kommet nu og derfor står Danmark over for et valg, der burde præsentere sig som en no-brainer for både højre og venstre side af Folketinget. Det vender jeg tilbage til.

Grønland er interessant af evidente grunde, og Trumps åbne interesse i at købe Grønland skal tages alvorligt.

Det er nu, vi skal af med forsvarsforbeholdet og hjælpe til med at opbygge et seriøst sikkerhedspolitisk alternativ til USA.

Paula Larrain

Der er langt mere på spil end vores traditioner og følelser. Kina, Rusland og USA har i flere år været i gang med en rivalisering omkring Arktis, og her er Grønland for vigtig og for tæt på USA til, at territoriet kan overlades alene til et blødsødent Danmark.

Set fra Trumps stol må han derfor kunne erhverve sig denne bid af verden, og nu har han sagt det. Så blidt, som han åbenbart kunne.

Hvad bliver det næste skridt, nu hvor Danmark lige så direkte har sagt ”glem det”?

Mette Frederiksen er ikke hjerteligt indstillet, og det har Trump opfanget og kvitteret for helt transparent. Han aflyser sit besøg i Danmark, for når den danske statsminister afviser ham pure, så er der ingen grund til et høflighedsvisit.

Det er stærke sager at vågne op til. I hvert fald er det slet ikke den måde, Danmark og USA plejer at kommunikere på. Mette Frederiksen var også så fræk at reagere på et tidligt signal om aflysning ved at ignorere det og holde fast:

”Jeg ser rigtig meget frem til besøget. USA er vores vigtigste sikkerhedspolitiske allierede.”

Ikke vores vigtigste ven eller bare partner. Men blot ”vores vigtigste sikkerhedspolitiske allierede”.

Trumps svar var lige så køligt:

”Danmark er vores gode allierede. Vi beskytter Danmark, som vi beskytter store dele af verden.”

Læg mærke til, at han lige får understreget styrkeforholdet. Det er ikke en dialog, der ligefrem skaber tryghed, eller som emmer af venskab og tillid.

Lad os derfor se realistisk på Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. Ja, Grønland vil også gerne blive sammen med resten af Danmark i rigsfællesskabet, men til hvilken pris? Kan de købes af USA med et bedre tilbud? Kan vi blive tvunget til at tillade det?

Det er klassisk territorialkamp bare med ord til at starte med, og her behøver man ikke at have nærlæst von Clausewitz for at vide, at det i sådan en kamp altid er den stærkeste part, der vinder. Og det handler altså ikke om moral, demokrati og andet godt, men om fysisk styrke, herunder økonomi.

Det behøver ikke at komme til en fysisk kamp, hvilket trods alt er usandsynligt. Kampen vil foregå med ord og via pengepungen. Men styrkeforholdet er det samme.

Glem alt om FN. Sikkerhedsrådets evne til at løse den type stridigheder blev allerede begravet af Obama, der fjernede Gaddafi i Libyen og dermed gav Putin hans selvretfærdiggørelse af Syrien og Krim. Sikkerhedspolitik har altid handlet om interesser. Uanset indpakningen.

Hvilket bringer os til den no-brainer, jeg nævnte før: Det er nu, vi skal af med forsvarsforbeholdet og hjælpe til med at opbygge et seriøst sikkerhedspolitisk alternativ til USA. Vist er der mange andre gode grunde til at sløjfe forbeholdet, men nu må det være tydeligt for enhver, at USA ikke længere skal følges i tykt og tyndt.

Donald Trump holder selvfølgelig ikke for evigt, og man skal være varsom med at tildele ham almægtig magt selv i udenrigspolitikken, men interessen for Grønland vil også overleve næste præsidentperiode, og når det kommer til en ”handel” om Grønland, skal vi stå med lidt bedre kort på hånden. Eventuelt med Tyskland og Frankrig i baghånden.

Man skal i hvert fald sørge for at have mere end blot ”allierede”, når man er et lille land. Man skal også have venner, der deler ens interesser.

Som den netop afgåede danske statsminister sagde så sent som i januar:

”Den verden, vores forbehold blev født ind i, findes ikke længere … Det tjener ikke Danmarks interesser og specielt ikke i en tid, hvor en amerikansk præsident skiftevis vender ryggen lidt til og ansigtet lidt fra." 

Nu handler det vist kun om at få overtalt venstrefløjen. Skal det det være USA eller EU, vi skal beskyttes af?

Og så alligevel lidt von Clausewitz til sidst:

”Det er endog bedre at handle hurtigt og fejle end at tøve, til tidspunktet for handling er passeret.”

Det gælder også i denne sag.

-----

Paula Larrain (f. 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.