Paula Larrain: Embedsmænd skal holde nallerne fra pressen

Vist er der begrænsninger for ytringsfriheden, og ifølge grundloven kan et politisk flertal til hver en tid begrænse den yderligere, og derfor er det godt for os alle, at vi trods alt er tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at det er den, der gælder, når eller hvis ytringsfriheden bliver krænket.

I forhold til censur fra regeringens side er grundloven mere klar. Det er ganske enkelt forbudt at udøve censur fra regeringens side.

Som det står i paragraf 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."

Altså kan regeringen ikke på nogen måde bestemme, hvad der skal skrives, og hvordan der skal formuleres artikler i pressen. Pressen er fri under ansvar for landets love og har som sit ædleste formål at være kritisk over for magthavere, uanset partifarve.

Det er sikkert heller ikke censur, embedsmænd i Justitsministeriet havde til sinde, da de ringede til flere redaktioner for at gøre opmærksom på, at det skulle være forkert at skrive om regeringens ”ulovlige ordre”. Forsøg på ublu kontrol af den store fortælling var det dog. I håb om at journalisterne makkede ret.

Justitsministeriet havde forinden sendt en pressemeddelelse, hvor man fik forklaret, at statsministeren ikke kunne give en ordre fra et pressemøde, og dermed var der ikke tale om en ordre i juridisk forstand, og derfor var ordren ikke ulovlig.

Da statsministeren ikke kun er politiker og partiformand, men også leder af den udøvende magt og tilmed tillagt særbeføjelser i denne coronatid, så er det 100 procent sprogligt korrekt at kalde hendes instruks for en "ordre".  

Paula Larrain

Altså, lyder den juridiske argumentation, fordi det ville være ulovligt at udstede en ulovlig ordre på et pressemøde, så skete det slet ikke, fordi det jo var ulovligt at gøre sådan. Og statsministeren udsteder ikke ulovlige ordrer. Selvfølgelig. Det er tæt på at være en cirkulær argumentation.

Faktum er dog, at alle opfattede det som en ordre. Inklusiv politi og militær, som handlede resolut og uden hjemmelsgrundlag gik praktisk til hånde. Det kan meget vel være, at statsministeren kun kom med en politisk hensigtserklæring på sit pressemøde, men selv rigets højeste politimyndighed, Rigspolitiet, faldt i vandet og tog regeringschefens ord for pålydende. 

Dermed blev en "ulovlig ordre" gennemført. Det hersker der ingen tvivl om. Det er den famøse "fejl", som vi har talt meget om på det seneste. Justitsministeriet hævder blot, at statsministeren ikke udstedte den pågældende ordre, men blot udlagde sin politik.

Hvis det blot var et forslag, hvorfor gik politiet så straks i gang?

Det er naturligvis, fordi kommunikationen og omstændighederne omkring kommunikationen var meget klar. Regeringen regerer under en midlertidig særlov og har gang på gang udstedt ordrer fra pressemøder, hvor man har kundgjort, hvad der allerede er besluttet. Og det var samme procedure denne gang. "Beslutningen er taget".

Dermed faldt landets øverste politimyndighed, hæren og hele befolkningen i med begge ben. Og ja, manglende kendskab til loven diskulperer ikke, så politiet skal naturligvis stilles til ansvar for at agere uden for lov og ret. Men var de i god tro, fordi der jo forelå en ordre fra højeste sted?