Pernille Vermund: Regeringen tvinger folk til at købe vin i Netto
Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, holdt Folkemødets sidste partiledertale lørdag aften. Her fremhævede hun coronanedlukningernes indflydelse på morens død samt problemet med at købe vin for en 50'er i Netto.
Line Høvik Søby
JournalistNye Borgerliges formand Pernille Vermund holdt den sidste partiledertale på Folkemødet lørdag aften.
Talen fokuserede i høj grad på coronanedlukningernes indflydelse på Pernille Vermunds sidste tid med sin mor, der gik bort for nyligt, samt hvordan afgifter på vin og klima påvirker danskernes privatøkonomi.
Den nyligt genvalgte partiformand fremstillede nærmest statsminister Mette Frederiksen som en tyv, der stjal den sidste tid mellem Pernille Vermund og hendes mor, som led af nervesygdommen huntingtons syndrom.
"Min mor blev 70 år. Vi har hele tiden vidst, at hun med tiden ville sygne hen," sagde Pernille Vermund og fortsatte:
"Men regeringens ekstreme overforsigtighedsprincip har kostet os dyrebar tid sammen. Mette Frederiksens nedlukninger ramte os derfor hårdt."
Pernille Vermund nævnte dog ikke, at hun altså selv stemte for de første nedlukninger under coronakrisen.
Bourgogne fra Bordershop
Pernille Vermund kritiserede også de nye klimafgifter, som regeringen bare "opfinder" og kalder "nødvendigt for at redde klimaet".
Partilederen understregede, at de nye afgifter i sidste ende vil blive dyrere for alle.
Afgifter på vin sender manden med stationcar syd for grænsen.
Pernille Vermund
Formand, Nye Borgerlige
Mulighederne for at købe vin var et af hendes eksempler på, hvor det bliver urimeligt dyrt at være dansker.
Afgiften på en flaske vin er cirka ti kroner, men de ekstra penge betyder ikke "så meget, når bourgognen står til 475 kroner i kataloget".
"Afgifter på vin sender manden med stationcar syd for grænsen, hvor han køber stort ind. Det er upraktisk og besværligt, men det er en måde at slippe af politikernes krog på," sagde hun.
Endnu værre er det – ifølge Vermund – for dem uden bil, som regeringen har "krammet på".
De kan ikke køre i grænsehandlen, og er derfor tvunget til at betale "afgiften på ti kroner på vinen til en 50’er nede i Netto – og spare andre steder – eller købe mindre vin".
Råderummet skal bruges på elafgiften
Pernille Vermund lagde også vægt på danskernes privatøkonomi i den sidste del af talen.
Det bliver igen dyrere at være dansker.
Pernille Vermund
Formand, Nye Borgerlige
"Om to uger hæver regeringen elafgiften til samme niveau, som vi kendte det i efteråret. Det bliver igen dyrere at være dansker. Men sådan behøver det ikke at være," sagde hun.
Nye Borgerlige foreslår derfor at afskaffe elafgiften, og bruge det økonomiske råderum – der for nyligt blev vurderet til cirka 16 milliarder kroner – til at dække udgiften.
Ifølge Pernille Vermund møder forslaget dog ikke meget opbakning hos regeringspartierne.
"Regeringen nægter. Den insisterer på, at det endnu engang skal blive dyrere at være dansker," sagde hun og slog endeligt fast:
"Det er uacceptabelt."