Politikere tøver med at omfavne alle Reformkommissionens anbefalinger for uddannelse
Stort flertal på Christiansborg tager godt imod Reformkommissionens forslag til en ny struktur for videregående uddannelser. Men nøgleforslaget om at lave en del af SU'en om til lån vil flertallet ikke være med til.
Chris Lehmann
RedaktørReformkommissionens anbefalinger til en stor reform af universitetsuddannelser er "spændende," men for Folketingets partier er især kommissionens foreslåede finansiering svær at sluge.
Derudover er der vilje til at se på kommissionens tanker om et mere fleksibelt uddannelsessystem.
Du kan læse om alle kommissionens anbefalinger her.
De drejer sig blandt andet om et mere fleksibelt universitetssystem, et loft over adgangskrav og den førnævnte omlægning af en del af SU'en til et lån.
Omlægningen af SU er hyppigt tilbagevendende forslag fra forskellige organisationer og kommissioner. I kommissionsformand Nina Smiths øjne er argumenterne for at bevare SU'en i sin nuværende form dog "tyndet ud," som hun sagde på pressemødet.
Det vil dog kræve et politisk pres på eller en decideret kovending fra regeringen, før den gør det til sin politik.
"Et forslag som omlægning af SU til lån gror ikke i regeringens baghave," skrev uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i en pressemeddelelse om kommissionens anbefalinger straks efter de var offentliggjort.
Det har ikke været muligt at få et interview med Jesper Petersen for at spørge ind til, hvor fast regeringen står på sin afvisning af en omlægning af SU'en.