Rasmus Ejrnæs: Partier dumper den naturpolitiske eksamen på stribe
DEBAT: De fleste partier står til at dumpe den naturpolitiske eksamen, når de bedømmes på deres vilje til at prioritere andre arter over homo sapiens, skriver seniorforsker Rasmus Ejrnæs.
Astrid Johanne Bjørnskov
RedaktionsassistentAf Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Vi bor i et land med for meget trafik og for lidt natur. Alligevel prioriterer vi trafik 100 gange højere end natur. Nu er der udskrevet valg, og hvilken anledning kunne være bedre til at afholde en naturpolitisk eksamen af de partier som er opstillingsberettigede til det kommende folketingsvalg.
Faktisk tyvstartede vi i april og gennemførte sådan en eksamen i Facebookgruppen Biodiversitet.dk i løbet af april måned. Jeg tog initiativet, og jeg tager også ansvaret for at have defineret reglerne. Der var stor diskussionslyst, og mange bidrog undervejs som eksaminatorer eller censorer eller med henvisninger til relevant viden.
Eksamen bygger på viden. Der er i hvert fald tre ting om Danmarks natur, som eksperterne er enige om: 1) Vi har en biodiversitetskrise, 2) Krisens årsag er menneskets monopolisering af plads og resurser, 3) Krisens løsning er at reservere mere plads til den vilde natur.
Grønne læringsmål
Helt i tråd hermed fulgte eksamen følgende seks læringsmål:
1) Partiet skal have et erklæret mål for pladsreservation til vild natur uden landbrug, skovbrug, jagt og fiskeri. Dette er det vigtigste læringsmål til eksamen, og FN's mål om 17 procent af landarealet betragtes som fuld opfyldelse af det naturpolitiske pensum.
Det er også et vanskeligt dilemma: Skal vi redde vores egen røv, eller skal vi give plads til alle de andre arter?
Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
2) Partiet skal have en plan om en naturbeskyttende lovgivning, som gør det muligt effektivt at disponere arealer helhjertet til vild natur.
3) Partiet skal have foreslået en finansiering af de opstillede arealmål
4) Partiet skal have en tidsfrist for opfyldelse af arealmålet
5) Partiet skal have formuleret en politik for integration af naturhensyn i landbrug, skovbrug, fiskeri og byer
6) Hvis vi skal tro på, at de mener det, skal naturpolitikken være fuldt synlig på partiets hjemmeside.
Karakterer for aktuel politik
I øvrigt var der amnesti for den hidtil førte politik. Det eneste, som talte, var partiets egen præsentation af naturpolitikken på hjemmesiden. Til gengæld var det muligt at få revurderet sin karakter, hvis man kunne påvise væsentlige forbedringer, og dette er stadigvæk muligt, helt frem til valget. Resultatet af eksamen blev:
-03 (for ikke engang at have forsøgt en naturpolitik): Venstre, Ny Borgerlige, Klaus Riskær Partiet, Stram Kurs
00 (for den utilstrækkelige præstation): DF, Kristendemokraterne, Liberal Alliance, Konservative
02 (netop bestået, men meget mangelfuld): De Radikale
4 (jævnt, med væsentlige mangler): Socialdemokratiet
7 (godt, med en del mangler): Ingen partier
10 (fortrinligt, med nogle mindre væsentlige mangler): SF, Enhedslisten
12 (Den fremragende præstation uden mangler): Alternativet (efter reeksamination)
Naturpolitisk revolution i rød blok
Opsummerende vil jeg sige, at jeg er overrasket. Sidst, vi havde en rød regering, lancerede Helle Thorning Schmidt Naturplan Danmark – en monumental naturpolitisk fuser, blottet for plads til vild natur. Det rød-grønne aftryk på planen var biodiversitetsgårde med gamle husdyrracer. Siden er der sket en naturpolitisk revolution i rød blok.
Omvendt har vi en blå regering, som har reserveret 13300 hektar statslig skov til vild natur som en del af regeringens naturpakke. Ganske vist er det mindre end 0,3 procent af det danske landareal, men alligevel var dette initiativ et radikalt nybrud med en dansk tradition for at sovse naturen ind i bæredygtig skovdrift og økologisk landbrug.
I det lys er det chokerende, at ingen af partierne i blå blok har noget, der ligner en naturpolitik med målsætninger om arealreservation til vild natur. De dumper alle med et brag!
Det, som bekymrer mig efter den naturpolitiske eksamen, er, at naturpolitikken åbenlyst er under pres fra klimapolitik og miljøpolitik. Det er åbenlyst lettest at forstå og formidle truslen fra klima, plastik og sprøjtegifte, med det resultat, at den politiske balance svinger fra naturen og over til klima og økologisk landbrug.
Det er også et vanskeligt dilemma: Skal vi redde vores egen røv, eller skal vi give plads til alle de andre arter? Af en eller anden grund lykkes det altid for os mennesker at udstille vores egen situation så elendig og truende, at vi bruger alle resurserne på os selv.
Klatskillinger til naturen
Socialdemokratiet har et klart mål om 75.000 hektar urørt skov og dertil et samlet areal på størrelse med Bornholm til vild natur, og det er Mette Frederiksen selv, som bærer målet frem. Men det rækker altså kun til omkring 3 procent arealreservation til vild natur, og det er alt andet end ambitiøst.
De Radikale slår ud med armene med et ønske om 30 procent af landarealet som natur, men alt tyder på, at partiet ikke tænker ægte plads til natur, men bare frikøb fra pløjning og sprøjtning. Udspillet er så naturpolitisk ukonkret, at det nærmer sig dumpekarakter.
SF har en ambitiøs naturpolitik, men når man i disse dage ser Lisbeth Bech Poulsen harcelere over udtagning af statslandbrug til natur på Livø, kan man med rette spørge, om partiet mener det alvorligt med plads til naturen.
Jeg er optimist på naturens vegne, fordi det er en fortælling, som er ægte og uforgængelig, men lige her foran de kommende valg til folketinget og Europa-Parlamentet, er jeg også realist: Selvom det nøgternt vurderet går ret godt for Homo sapiens, vil de massive grønne investeringer tilfalde klima, miljø og landbrug, med symbolske klatskillinger til naturen.