WWF til politikere: Husker I biodiversiteten, når lugten af valgflæsk har lagt sig?

Af Thor Hjarsen
Seniorbiolog, WWF Verdensnaturfonden

Aldrig i en valgkamp har der været så meget fokus på naturen og klimaet. Aldrig har vi oplevet politikere på tværs af partiskel, der ønsker en ny, ambitiøs klimalov med bindende mål. Vi har sågar en kandidat til statsministerposten, som anerkender biodiversitetskrisen og lover mere sammenhængende natur som en del af løsningen.

Det er historisk, og i WWF Verdensnaturfonden glæder vi os selvfølgelig over de grønne vinde, der lige nu blæser overalt på Christiansborg. I dag har alle miljøordførere på Christiansborg hørt om urørt skov, rewilding, Aichi-mål og evidensbaserede indsatser. Vi har gjort vores.

Men i anledning af FN's Biodiversitetsdag, der falder netop i dag, er det alligevel nødvendigt at skære igennem de tykke tåger af valgflæsk og minde om situationens alvor. For situationen kalder på ambitiøs handling, når hverdagen igen indfinder sig.

I WWF kommer vi til at holde politikerne op på de mange valgløfter og minde om, at 20 procent af Jordens arter altså fortsat er truet af udryddelse efter valgkampen. Det bliver ikke gratis at bremse biodiversitetskrisen, tværtimod kræver det reel politisk prioritering, og lige nu prioriterer Danmark helt forkert. Faktisk er vi den internationale bundskraber, når det handler om beskyttede arealer, hvor naturen får lov at være i fred. Vi har under to procent ægte vild natur på land og stort set ingen vild natur til vands. Det går ikke efter valget.

Lovgivning står i vejen for en bedre natur
WWF Verdensnaturfonden har længe sagt, at staten må gå foran på egne arealer, da naturen mangler plads. Men der mangler fortsat virkningsfulde indsatser for natur og biodiversitet, der er ambitiøse nok.

Det bliver ikke gratis at bremse biodiversitetskrisen, tværtimod kræver det reel politisk prioritering, og lige nu prioriterer Danmark helt forkert. 

Thor Hjarsen
Seniorbiolog, WWF Verdensnaturfonden

Som det næste må vi sætte fokus på, at dansk natur overvejende er privatejet, og her findes selvsagt også truede arter og naturtyper. Det handler om at holde hovedet koldt og vælge de rette virkemidler, der både kan motivere de private lodsejere og fremme biodiversiteten.

For vi oplever faktisk, at rigtig mange landmænd, skovejere og andre interesserede lodsejere gerne vil gøre mere for naturen og biodiversiteten på deres arealer. Det stod blandt andet soleklart på vores ekskursion med Folketingets miljøudvalg i september 2018 og på vores skov-workshop på Christiansborg dette forår.

Ofte klager lodsejerne dog over, at regler, støtteordninger og bureaukrati modvirker den gode vilje til at gøre noget effektivt for biodiversiteten. Skovlov, dyreværnslov og selv færdselslov skaber eksempelvis markante barrierer.

Brug for skovlysninger og skovbryn
Vi mangler permanente skovlysninger og indre skovbryn, der er vigtige levesteder for blomster, insekter og fugle. Men ifølge skovloven må en skov højst indeholde ti procent lysninger. Så hvis en privat lodsejer ønsker at dedikere en endnu større del af sin ejendom til biodiversiteten ved at lave flere lysninger, så skal skovejeren bruge tid på at få dispensation.

Vi har hørt om en ambitiøs skovejer, der har brugt år og mange, mange timer på at få lov til at fremme biodiversitet i sin egen skov. Dispensationer, der indtil videre fylder ringbind efter ringbind.   

Tilsvarende oplever vi, at dyreværnsloven i dag anvendes på en måde, så alle udegående husdyr skal have et læskur, hvor de kan ligge ned i tørvejr på et leje af hø. Problemet er bare, at de fleste af de hårdføre husdyrracer, der anvendes i den naturplejende helårsgræsning, direkte fravælger læskurene – selv i en snestorm. Naturligvis skal vi sikre dyreværn for dyr bag hegn, men unødvendige krav må kunne fjernes.

Ud med barrierer, ind med positive incitamenter
Det er WWF Verdensnaturfondens forslag, at det nye Folketing og den nye regering efter et valg sætter sig sammen om at sikre en større fleksibilitet for landmænd og skovejere, der ønsker at gøre noget for biodiversiteten frivilligt. Vi er nødt til at gennemgå love, bekendtgørelser og støtteordninger og seriøst kigge på, hvor der er incitamenter, som er skadelige for biodiversiteten.

Vi er også optaget af, om støtteordninger for netop natur og biodiversitet virkelig virker. En ting er at ønske flere penge til natur. Noget andet – og vigtigere – er, om de penge, vi bruger, anvendes rigtigt. Og her ser vi med bekymring på for eksempel en støtteordning til biodiversitetsindsatser i private skove, som for store deles vedkommende anvender virkemidler, der ikke er videnskabelig evidens for.