Regeringen fremsætter stramninger mod uromagere
Morten Øyen
RedaktørDet bekræfter Venstres retsordfører, Kim Andersen, overfor Information:
"Vi står foran et topmøde, hvor vi ved, at der vil komme hardcore professionelle ballademagere, der kun vil have som formål at lave uro og hærværk. Vi vil ikke have, at topmødet går op i krudt og kugler. Det giver vi nu politiet en række værktøjer til at undgå" siger Kim Andersen til avisen.
Sanktionerne blev allerede offentliggjort i går i en pressemeddelelse fra Justitsminister Brian Mikkelsen (K), i hvilken fem hovedpunkter bliver nævnt:
- Skærpelse af straffen for at forhindre politiet og redningsfolk i at komme frem
Skærpelse af straffen for at lave hærværk i forbindelse med forstyrrelse af den offentlige orden
Fordobling af den tid, politiet kan tilbageholde demonstranter administrativt
Femdobling af bødestraffen for forstyrrelse af den offentlige orden
Øget anvendelse hos politiet af mobilt videoudstyr og videodokumentation
Flertal bag
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger vil Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne bakke op om stramningerne, hvilket sikrer et flertal i Folketinget.
Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, understreger overfor Information, at hun ingen sarte følelser har overfor "voldsturister", der kommer til hovedstaden bare for at lave uroligheder. Men hun påpeger samtidig, at Folketinget netop har skærpet straffene:
"Jeg er i tvivl om, om vi overhovedet har set én eneste sag, efter at de nye regler trådte i kraft. Endnu en gang viser regeringen, at det eneste svar, den kan komme med, er strengere straffe. Det er ikke forslag som det her, der får unge mennesker i Kalundborg til at holde op med at kaste sten efter politiet" siger Karen Hækkerup til Information.
Rammer de forkerte
Formanden for Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Henrik Stagetorn, frygter imidlertid, at regering bruger klimatopmødet som et påskud til at få stramninger af lovgivningen til at glide nemmere ned.
"Det er meget uheldigt - især fordi, at der ikke er noget som helst, der indikerer, at sådanne hårdere straffe vil afholde folk fra at lave ballade" siger Henrik Stagetorn til Information.
Henrik Stagetorn frygter i stedet, at stramningerne vil ramme andre, end de hårdkogte uromagere regeringen har i tankerne:
"Man kører alle, der gerne vil demonstrere over én kam på denne måde - og det er der noget grundlæggende forkert i. Jeg frygter at også almindelige, fredelige demonstranter bliver ramt af det her, "siger Henrik Stagetorn til avisen.
Også hos NGO'en Peoples Climate Action er man bange for, at stramningerne vil ramme de forkerte:
"Det er dybt problematisk, hvis man forhindrer folk i at bruge deres grundlovssikrede ret til at forsamle og ytre sig. Vi frygter det er det man vil, hvis man indfører retten til at lave administrative anholdelser" siger Lene Vennits, sekretariatsleder i Peoples Climate Action, til Politiken.
COP15 klimatopmødet i København finder sted den 8.-17. december. Det anslås, at mellem 10.000 og 20.000 repræsentanter fra forskellige organisationer i hele verden vil komme til den danske hovedstad for at give deres holdninger tilkende.