Røde vælgere: SF skal blive i regeringen

MENINGSMÅLING: Et flertal af rød bloks vælgere foretrækker stadig, at det kriseramte SF bliver i regeringen. Enhedslistens vælgere er uenige.
Et flertal af rød bloks vælgere mener, at SF skal blive i regeringen, viser en ny meningmåling.
Et flertal af rød bloks vælgere mener, at SF skal blive i regeringen, viser en ny meningmåling.Foto: Hasse Ferrold
Erik HolsteinLasse Lange
Selvom SF's sejre i regeringen ikke just glimter som guld i solen, får partiet størst indflydelse ved at have ministerposter. Det er budskabet fra et flertal af rød bloks vælgere under SF's landsmøde i weekenden.

50,6 procent af den røde bloks vælgere foretrækker fortsat at se SF som en del af regeringen, mens 32,7 procent mener, at partiet "får for lidt af sin politik igennem ved at sidde i regering". Det viser en meningsmåling fra A&B Analyse udført for Altinget.dk.

Hos de socialdemokratiske vælgere er der et meget massivt flertal på 65 procent mod 15, der gerne ser SF blive i treparti-regeringen. Der er så få tilbageværende SF-vælgere, at der er ret stor statistisk usikkerhed om deres svar, men meningmålingen viser, at omkring 80 procent af SF-vælgerne mener, at partiet bør blive i regeringen.

Blandt vælgerne som helhed, er der et relativt flertal for, at SF skal gå ud af regeringen, men det er i denne forbindelse ret underordnet, hvad vælgerne i blå blok mener.

Det er derimod ikke ligegyldigt, hvad Enhedslistens vælgere mener, for netop det parti har opsamlet en pæn del af SF'ere, der er deserteret siden valget i 2011. Og her er meldingen helt klar: 63 procent af EL-vælgerne, mener, at SF skal forlade regeringssamarbejde med Thorning (S) og Vestager (R), mens under en fjerdedel af Enhedslistens vælgere foretrækker, at SF bliver i regeringen.

SF skal ud af regeringen alligevel
Trods de røde vælgeres opbakning til SF's plads i regeringen, mener formanden for SF i Horsens, Bjarne Sørensen, at SF bør forlade regeringen. Og det hellere i dag end i morgen.

Fakta
SF holder landsmøde i Falconer Salen på Frederiksberg lørdag 4. maj klokken 11.30 til til søndag 5. maj klokken 15.

"Vi skal ud af regeringen nu. Det handler om overlevelse for SF. Meningsmålingerne går kun én vej, så jeg frygter simpelthen, at SF kan ryge helt ud af Folketinget, hvis vi bliver i regeringen frem mod næste valg," siger lokalformand Bjarne Sørensen, der repræsenterer SF i Horsens Byråd.

Bjarne Sørensen mener, at SF vil have bedre muligheder for at profilere SF, hvis partiet står uden for regeringen.

Vi skal ud af regeringen nu. Det handler om overlevelse for SF

Bjarne Sørensen (SF)
Lokalformand, Horsens

"Så vil vi kunne promovere SF-politik. Det er jo ikke SF-politik at skære i kontanthjælpen og SU'en. Det er ikke SF-politik at lave regeringsindgreb over for lærerne, og det er ikke SF-politik at sænke selskabsskatten. Hvis vi talte frit om de ting, kunne vi samle en masse af de utilfredse socialdemokrater, der for øjeblikket går til Dansk Folkeparti og Enhedslisten op," siger Bjarne Sørensen.

Han mener desuden, at SF vil kunne få mere politik igennem som støtteparti, end som regeringsparti.

"SF har ikke sat et eneste aftryk på regeringens politik, og jeg ved ikke, hvilken planet de, der mener det modsatte, lever på," siger Bjarne Sørensen.

Vælgerne vil anerkende
SF's politiske ordfører Jonas Dahl afviser, at SF bør forlade regeringen.

"Det kan sagtens være, at vi kunne få bedre meningmålinger eller profilere os bedre, hvis vi stod uden for regeringen. Men jeg er optaget af at levere konkrete politiske resultater. Og konkrete politiske resultater opnår vi ved at være med i regeringen," siger Jonas Dahl.

Den politiske ordfører mener, at vælgerne med tiden vil begynde at støtte SF, netop fordi partiet sidder i regeringen.

"At et flertal af de røde vælgere mener, at vi sidder det rigtige sted, viser, at vælgerne respekterer, at vi tager ansvar. Og når arbejdsløshedstallene bliver bedre og folk begynder at kunne se, at vi styrker den offentlige velfærd, så vil SF blive styrket. For få år siden lå SF på omkring 20 procent i meningsmålingerne. I dag ligger vi på under tre. Så det kan gå hurtigt i dansk politik," siger Jonas Dahl.

Dokumentation
Spørgsmålet lød:

Hvilket af følgende to udsagn er du mest enig i:

- SF bør forlade regeringen, for SF får alt for lidt af sin politik igennem ved at sidde i regering.

- SF bør forblive i regeringen, for det er der, man får den største politiske indflydelse.

- Ved ikke

Gennemsnit
SF bør forlade
SF bør forblive
Ved ikke
Alle
44,033,327,7
Rød blok
32,750,616,7
Blå blok51,720,927,4

Parti
SF bør forlade
SF bør forblive
Ved ikke
EL
632413
SF
19810
S
156322
R
344719
V512227
K
462430
DF
541729
LA
532126

Meningsmålingen er foretaget af A&B analyse på nettet for Altinget.dk blandt 1.043 politisk repræsentativt udvalgte svarpersoner. Svarene er indsamlet i perioden fra torsdag 11/4 til tirsdag 16/4 2013.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024