Smukt storværk om Københavns skrald gennem 113 år
Rasmus Nielsen
UdgiverDet er et usædvanligt flot bogværk, Informations Forlag sender på gaden i morgen af historiker, Ph.D. Søren Federspiel med titlen "Vi tog skraldet".
Bogen på 296 rigt illustrerede sider er historien om virksomheden R98s 113 år lange historie. Virksomheden lukker i øvrigt 29. april "i liberaliseringens og udliciteringens navn", som forlaget skriver.
Bogen skildrer udviklingen i den københavnske renholdning - fra latrin i trætønder og metalspande båret på skuldrene til kildesorteret genanvendelse på hjul og lift. Fra skraldemændenes forklæde og bærevest af læder til sikkerhedssko og arbejdstøj i trafiksikkert design. Fra hestevogn til mobilsug. Fra en tid hvor 15-20 bajere på en arbejdsdag ikke var unormalt - til totalt alkoholforbud.
"Bogen er et stykke industri-, social-, arbejder- og lokalhistorie", noterer forlaget.
Bogen koster 299 kr. og har et 1. oplag på 1.200 eksemplarer.