Støjbergs parti: Døgnflue eller det nye Venstre?

Hun kom stormende ind på ryggen af en rigsretsdom, og fik et af de flotteste valg for et nystiftet parti siden 2. Verdenskrig. Kun overgået af Fremskridtspartiet i 1973 og - med et mulehår - af Moderaterne ved sidste valg.

Siden har Inger Støjberg (DD) dog ikke gjort det store væsen af sig, og på Borgen begyndte der at komme en vis skepsis over for Danmarksdemokraternes fremtid.

Støjberg fik gjort et martyrium ud af rigsretsdommen og fik mange sympatistemmer ved valget, men hvad sker der, når dommen er kommet på afstand? Og hvordan skal DD i det hele taget gøre sig interessante i årene frem mod næste valg? Har partiet i det hele taget en holdbar strategi? 

Ligger lunt
Indtil videre er de dystre profetier gjort til skamme. Luften er på ingen måde gået ud af Støjbergs ballon, faktisk er partiet gået lidt frem siden valget. I Altingets vægtede snit af meningsmålinger står Danmarksdemokraterne med 9,2 procent af stemmerne til at vinde et par mandater siden valget. Analysen af vælgervandringerne viser, at Støjberg igen er begyndt at erobre vælgere fra sit gamle parti, Venstre.

Det er præcis det, strategerne hos Danmarksdemokraterne har som mål. DD bliver normalt nævnt i samme ånderag som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, både på grund af det udlændingepolitiske omdrejningspunkt, men naturligvis også fordi en stor del af Støjbergs folketingsgruppe består af tidligere DF'ere. Men i DD er selvopfattelsen, at man er en anden slags parti. Danmarksdemokraterne ser ikke sig selv som et protestparti, og man lægger stor vægt på at vise, at man er et potentielt regeringsparti.

Problemet er bare, at Støjbergs vælgere formodentlig har en anden prioritet.

Dansen om bededagen
Dilemmaet kunne iagttages i fuldt flor under striden om store bededag. Danmarksdemokraterne var et af de fire partier, der var imod afskaffelsen af store bededag, men som samtidig var tøvende over for at støtte en folkeafstemning. Men hvor Liberal Alliance, Konservative og SF holdt fast ved et nej, valgte Støjberg på den yderste dag - ved tredje behandlingen - alligevel at bakke op om en folkeafstemning.

Det var utvivlsomt det rigtige standpunkt at lande på for et parti som Danmarksdemokraterne, i hvert fald hvis Støjbergs skal være i samklang med størstedelen af sine vælgere. Men DD blev i forløbet hæmmet af de modsatrettede prioriteter.

Havde Støjberg en uge tidligere tilsluttet sig folkeafstemningen, havde presset på især SF og Konservative været anderledes massivt, nu kom omsvinget så sent, at det ikke kunne gøre en reel forskel.