Stoklunds angreb på Domstolen afspejler 25 års politisk frustration på Borgen

Det første slag stod for præcis 25 år siden.
Et stort flertal I Folketinget havde vedtaget, at udenlandske narkopushere konsekvent skulle udvises af Danmark, hvis de blev idømt ubetinget fængsel. 

Men i sommeren 1999 annullerede Højesteret seks ud af syv domme over narkohandlere, der i mange år havde plaget Vesterbro. Højesteret vurderede, at udvisningen ville være i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Det skulle viste sig kun at være starten på en konflikt mellem Folketingets flertal på den ene side og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg på den anden side, en konflikt der foreløbig har varet i et kvart århundrede.

I den sammenhæng er Rasmus Stoklunds (S) angreb på Domstolen i debatbogen "Intet over domstolen" kun den sidste slagudveksling. Stoklund var Socialdemokratiets udlændingeordfører i sidste valgperiode og blev her opmærksom en række udvisningssager.

Danmark er ellers et af de lande, der bakker mest energisk op om menneskerettighederne og det internationale retssystem, og langt størstedelen af de danske politikeres kritik af Domstolen i Strasbourg centrerer sig om dette ene punkt: Udvisning af kriminelle udlændinge.

Stridigheder mellem danske politikere og Domstolen i Strasbourg handler næsten altid om udvisning af kriminelle.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Stridspunktet
Helt præcist er det konventionens artikel 8 om retten til familieliv - eller rettere Domstolens fortolkning af artikel 8 - der er det afgørende stridspunkt.

Artikel 8 fastslår, at "enhver har ret til respekt for sit privatliv og sit familieliv". Det er netop denne sentens, der forhindrer udvisning af en række udenlandske kriminelle, hvis de har familiemæssig tilknytning til Danmark.

Men artikel 8 fortsætter: Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret - med mindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro og forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andre rettigheder og friheder."

Der er altså en hel stribe af grunde til, en stat alligevel kan "gøre indgreb i retten til familieliv", herunder et samfunds pligt til at beskytte borgerne mod forbrydelse eller for at beskytte ofrenes rettigheder og friheder.