Svend Brinkmann: Nuancerne forsvinder, når vi tvinger sortsynets krisehat ned om ørerne

For ti år siden var det de pessimistiske kritikere, der fik at vide, at de skulle tage ja-hatten på, når de påpegede et eller andet problematisk. I dag er vi ved at havne i en situation, hvor det er de mere optimistiske stemmer, der får at vide, at de skal tage krisehatten på.

Et par eksempler kan illustrere det: Det er blevet en vedtagen sandhed, at vi har en mistrivselskrise. Fra at være et stort set ukendt begreb er ordet mistrivsel eksploderet i den offentlige samtale.

Ifølge Infomedia optrådte det blot to gange i alle danske medier i 1992 og i 2022 hele 12.301 gange. Selv om væksten skal ses relativt til, at den samlede artikelvolumen er forøget, er det alligevel bemærkelsesværdigt.

Også i 1992 var der bekymrede avisartikler om unges dårlige mentale sundhed og stresssymptomer (halvdelen af gymnasieeleverne havde for eksempel stress dengang), men forskellen er, at det i dag netop er gjort til en ”mistrivselskrise”, hvilket i øvrigt er et ord, der først optrådte så sent som i 2019.

Det er simpelthen en myte, at børn i danske institutioner bruger skærme i væsentligt omfang

Svend Brinkmann

Som ungdomsforsker Noemi Katznelson har gjort opmærksom på, taler vi nu om de unge som en helt særlig sårbar og skrøbelig samfundsgruppe og generation.

Jeg kender læger og forskere, der mener, at omfanget af mistrivsel er ganske overdrevet, men som ikke ønsker at stå frem, fordi mistrivselsretorikken har vundet. Nuancerne forsvinder hermed.

Et andet og relateret eksempel er den nylige debat om skærme. Regeringen vil som bekendt forbyde børns adgang til skærme i daginstitutioner.

Ministeren på området, Mattias Tesfaye, vil anlægge et ”forsigtighedsprincip” og lade potentielle sundhedsrisici vægte højere end de muligheder, der kan være i at anvende tablets og lignende i daginstitutioner.

Han vil efter eget (bemærkelsesværdige) udsagn ”lytte mindre” til de medieforskere, der undersøger børns omgang med skærme.

Disse forskere er simpelthen for positive, mener ministeren, der med sit forbud alene har fokus på det digitales negative konsekvenser. Medieforskerne har ellers fundet ud af, at tiden brugt på skærme er endog meget begrænset i daginstitutioner.

I langt de fleste institutioner bruger børnene således maksimalt ti minutter dagligt med skærme, eksempelvis når de er i skoven og har fundet et dyr, som de kan identificere med en app.

Det er simpelthen en myte, at børn i danske institutioner bruger skærme i væsentligt omfang, men den slags nuanceringer er åbenbart uønskede under sortsynets krisehat.

Det værste er næsten, at problemerne med for eksempel mistrivsel risikerer at blive forværret af hele kriseretorikken.

En forsker fra Oxford Universitet, Lucy Foulkes, har beskrevet det som en ond cirkel, hvor øgede forekomster af mistrivsel fører til øgede oplysnings- og hjælpeindsatser, der fører til øgede forekomster, fordi børn og unge kommer til at fortolke alskens negative tanker og følelser gennem denne mistrivselslinse.

Vi skal selvfølgelig ikke negligere de reelle problemer, der findes. Vores børne- og ungdomspsykiatri skal fungere, så alle de børn, der for eksempel har udviklingsforstyrrelser eller alvorlige psykiske problemer, kan få hjælp uden at skulle stå på en venteliste i månedsvis. For det får de det værre af.

Kunsten er at normalisere almindeligt menneskeligt ubehag uden at normalisere det, der reelt er sygeligt

Svend Brinkmann

Men vi bør samtidig være varsomme med, at vi ikke opdrager en hel generation af børn og unge til at fortolke alle former for ubehag i kliniske termer som stress, angst, eller skærmafhængighed.

Kunsten er at normalisere almindeligt menneskeligt ubehag uden at normalisere det, der reelt er sygeligt.

Den form for balance kræver et nuanceret blik for samtidens mange facetter. Hvis vi kun har en krise- og bekymringskultur at tilbyde vores børn og unge – og voksne for den sags skyld – så spejler de sig i den bekymring, og risikoen for selvopfyldende profetier og potentiel sygeliggørelse er høj.

Der er brug for både en nej- og en ja-hat. Og måske ville det allerbedste være at tage hatten af for en stund og forsøge sig med et lidt mere realistisk forhold til verden, der ikke fordrejer den i hverken den ene eller anden retning.