Thorning langer ud til både højre og venstre

VALGKAMP: Socialdemokraterne fremlagde fredag et valggrundlag med ti punkter, som partiet går til valg på.

Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen fremlagde fredag formiddag Socialdemokraternes valggrundlag ved et pressemøde i Musikhuset i Aarhus. 
Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen fremlagde fredag formiddag Socialdemokraternes valggrundlag ved et pressemøde i Musikhuset i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Det var ikke kun Lars Løkke Rasmussen (V) og partierne i blå blok, der stod for skud, da de tre socialdemokrater Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen fredag fremlagde partiets valggrundlag.

Også Enhedslisten og SF fik nogle hårde ord med på vejen, da Helle Thorning-Schmidt langede ud efter både blå blok og de røde partier.

"Den ene fløj kan ikke se et problem, uden at der skal være skattelettelser. Den anden fløj kan ikke se et problem, uden der skal ekstra offentlige penge," sagde Helle Thorning-Schmidt.

Socialdemokraternes politik er, i modsætning til fløjene i dansk politik, at gå efter balance, var statsministerens budskab på pressemødet.

"Dem, som vil have revolutioner eller liberale eksperimenter, de bliver skuffede, hvis de stemmer på Socialdemokraterne," sagde hun.

S: Kriminelle skal afsone i eget EU-land
Det 22 sider lange valggrundlag, som de tre socialdemokrater fremlagde i Aarhus, var i høj grad en opsummering af de mange udspil, pakker og forslag, som partiet har fremlagt i løbet af foråret.

Et af de eneste nye politiske initiativer, som Socialdemokraterne havde med til pressemødet, var et forslag om at arbejde for et regelsæt i EU, så kriminelle udlændinge skal afsone deres straf i deres EU-hjemland.

"I vores øjne er det både ret og rimeligt, at andre europæiske lande tager egne kriminelle hjem. Så kan vi i øvrigt også bruge de penge, vi frigør, på at forebygge ny kriminalitet i Danmark," sagde justitsminister Mette Frederiksen.

Vil ikke hæve ulandsbistand
I regeringsgrundlaget fra 2011 ville Socialdemokraterne sammen med de øvrige regeringspartier hæve udviklingsbistanden, så Danmark på sigt giver et beløb, der svarer til 1,0 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Men nu siger Socialdemokraterne, at partiet ikke vil hæve udviklingsbistanden efter valget.

"Vi mener ikke, at der er råd til at hæve udviklingsbistandens andel af BNI i den kommende valgperiode," skriver Socialdemokraterne i valggrundlaget.

I 2014 gav Danmark 16,8 milliarder i udviklingsbistand, svarende til 0,85 procent af BNI, viser en opgørelse fra OECD.

Du kan læse hele valggrundlaget fra Socialdemokraterne her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024