Tidligere ambassadør: Stoklund modsiger uden skam sin egen regerings politik

Jeg vil derfor gengælde Stoklunds fortørnelse i et omvendt perspektiv og udtale min fortørnelse over, at han som fremtrædende socialdemokratisk politiker vælter rundt som en elefant i en glasbutik; han har ikke sat sig bedre ind i, hvorledes Domstolen i Strasbourg fungerer, herunder – end ikke har overvejet – hvorledes fuldbyrdelsen af dens domme overvåges og for det store flertals vegne gennemføres.

Han forstår hverken, at Domstolen skal sikre medlemsstaternes opfyldelse af konventionerne, eller at konventionssystemet er et normativt instrument i en medlemsstats internationale politik.

Mange synspunkter er (jævnfør bogens noteapparat) overtaget fra Stoklunds grå eminence, professor i formueret Mads Bryde Andersen, som selv har medgivet, at han ikke er ekspert på menneskerettighedsområdet; En status, der er uantastet.

Man må derfor spørge Stoklund, om han om formueret ville søge sig oplyst hos en professor i folkeret?

Stoklund mangler kritisk sans

Stoklund lægger i bogen i hovedsagen vægt på Mads Bryde Andersens retspolitisk farvede synspunkter og gentager sig selv i Altinget i et svar til direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck.

Han demonstrerer, som i bogen, et fortsat fravær af kritisk og metodisk sans. Det anes nu i horisonten, at støtter til en international retsorden nok er en art af konspiration mod den "brede befolkning", der hverken kvalitativt eller kvantitativt defineres, og mod Folketinget.

Stoklunds synspunkter i bogen er som sagt ikke nye. Han træder i fodspor, andre har lagt.

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør ved Europarådet

Han påstår med begge ben plantet i den blå luft, at man "aldrig kunne opnå bred folkelig opbakning til eller overbevise et flertal i Folketinget om at bevare det nuværende system".

Her har han igen ikke styr på virkeligheden.

Dansk Folkeparti har i Folketinget med fremlæggelse af beslutningsforslag forgæves forsøgt fire gange at iværksætte en nedbrydning af konventionssystemet uden opbakning eller med opbakning fra alene den ydre højrefløj.

Stoklunds synspunkter i bogen er som sagt ikke nye. Han træder i fodspor, andre har lagt. Eksemplerne er mange. Lad mig minde om to andre blandt flere.

Dels den tidligere, fremtrædende socialdemokratiske politiker Henrik Sass Larsen, som i 2018 med uvidende udtalelser om at "rode sig ud" af konventioner personificerede et hukommelsestab om menneskerettigheder i Socialdemokratiet, dels Danmarks mislykkede halve års formandskab fra 2017 til 2018 for Europarådets Ministerkomité. Ønsket om at udvise flere udenlandske kriminelle var det eneste reelle danske anliggende.

Den daværende Lars Løkke Rasmussen-regering åbenlyse forsøg på – med den konservative justitsminister i spidsen – at svække Domstolen blev kraftfuldt imødegået af flertallet af medlemsstater. Formandskabet afsluttedes med en erklæring, der stik mod formandskabets hensigt bekræftede medlemsstaternes forpligtelser over for både konventioner og domstol.  

Vildledende og uforsvarlig

Professor Mads Bryde Andersen har, uden nogen tilkendegivet relevant international erfaring eller indsigt i diplomatiske forhold, på ny gjort gældende, at Danmark nærmest konsekvensløst og uden tab af troværdighed eller påvirkningsmuligheder af andre kan træde ud af konventionerne.

Derefter kan Danmark genindtræde med et forbehold, påstås det. 

Bortset fra, at det er mere end tvivlsomt, at det store flertal af medlemsstater overhovedet ville acceptere at tage stilling til en sådan undergravning af konventionen, er det jævnfør folkeretten næppe heller muligt.

Det fremgår af artiklerne 19 til 23 i Wienerkonventionen, at forbehold ikke må være i strid med konventionens "hensigt og formål". Det vil Stoklunds forslag være.

Det er selvsagt nyttigt, nødvendigt og politisk eller juridisk legitimt at ville drøfte menneskerettigheder og påvirke myndighedernes, herunder Domstolens retsanvendelse. Det drejer sig om forholdet mellem den dømmende og lovgivende magt.

Men grundlaget herfor må være folkerettens og konventionernes politiske og juridiske virkelighed. Ikke en selvfølelsesbaseret, tendentiøs, uklar, ukritisk, ahistorisk, vildledende og metodisk uforsvarlig tilgang til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Domstolen i tid og rum, som forfatteren – der er kandidat i statskundskab –beslutsomt demonstrerer i det foreliggende politiske manifest.

Stoklund er blind over for nødvendigheden af, hvad der på dansk kaldes dynamisk fortolkning af de europæiske menneskerettighedskonventioner, der internationalt omtales som et levende instrument, hvis normative indhold efter en særlig metode "europæisk konsensus" tilpasses i takt med de til enhver tid eksisterende samfundsforhold.

I modsætning til, hvad Stoklund tror, er det så tidligt som i 1978, sagen om Tyrer mod UK, at Domstolen fastslog: "Menneskerettighedstraktater er levende instrumenter, hvis fortolkning skal overveje ændringerne over tid og i særdeleshed nuværende forhold".

Stoklund retter "bager for smed", når han aldeles unuanceret kaster sig over Domstolen.

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør ved Europarådet

Stoklund forklarer ikke, hvad der sker med en dom, når den er afsagt. Han fremstår fuldstændig uvidende om det særdeles vigtige arbejde, der udføres i Europarådets besluttende organ, Ministerkomitéen.

Stoklund får heller ikke tydeligt præciseret, at det er borgere i en medlemsstat, som klager ved Domstolen mod staten, når de er af den opfattelse, at deres rettigheder er krænkede.

Mellem 90 og 95 procent af de modtagne klager afvises dog som uberettigede. De klager, der antages til realitetsbehandling, fører til forlig eller domfældelse. Fire gange om året samles Ministerkomitéen i møder af tre dages varighed, der alene er bestemt til ét formål: Fuldbyrdelse af afsagte domme, hvor medlemsstaterne har et kollektivt ansvar for, at fuldbyrdelse sker. Disse møder går ikke altid stille af sig, men ingen i offentligheden interesserer sig for dem.

I langt de fleste tilfælde er fuldbyrdelse ikke et problem. Dér, hvor problemer kan opstå, er, når indhold og rækkevidde af konventionsbestemmelser i en sag ikke uden videre kan afgøres på grund af praksis.

I sit svar til Louise Holck, skriver Stoklund, at Domstolen fælder domme i et antal af 7.000 om året. Han undlader at oplyse, at dette ikke er et gennemsnit, men tal for 2023. Men mange klager kan slås sammen, hvorved det reelle antal domme var 1.014. I øvrigt en nedgang på 13 procent sammenlignet med 2022. 

En diplomatisk, politisk indsats på udvisningsområdet kunne tage sin begyndelse i Europarådets Styrekomité for Menneskerettigheder, hvor Domstolens retsanvendelse drøftes. Men det er et spørgsmål om Justitsministeriets og Udenrigsministeriets mangeårige prioritering.

Stoklund retter derfor "bager for smed", når han aldeles unuanceret kaster sig over Domstolen. Han skulle i stedet kaste sig over stater med mange krænkelser og vanskeligheder med fuldbyrdelse af domme.

Jeg vil opfordre Stoklund til at frigøre forstanden, anvende de eksisterende instrumenter, undlade at gøre borgerne, regeringen og sig selv en bjørnetjeneste og glæde sig over, at der ikke er folketingsvalg lige nu.