Rasmus Stoklund til menneskeretschef: Din kritik af min debatbog er letkøbt

Men folk i og omkring Institut for Menneskerettigheder mener ikke, at vi kan overlade den slags spørgsmål til Folketinget og domstolene herhjemme.

Og følger man mine forslag i min debatbog 'Ingen over domstolen', vil det ifølge direktør på Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, endda undergrave Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols betydning og svække den internationale retsorden.

Sagen er blot, at hvis det var en rigtig påstand, så var den internationale retsorden brudt sammen for længst.

Domstolen har udvandet sit mandat

Som juraprofessor Mads Bryde Andersen har redegjort for, er der en lang række lande (også nord- og vesteuropæiske), som i årevis har undladt at efterleve kendelser fra domstolen i Strasbourg, uden at det har haft nogen konsekvenser.

De bruger kræfter på at finde de formildende omstændigheder, for at udenlandsk bandemedlemmer eller voldtægtsforbrydere kan blive i Danmark.

Rasmus Stoklund (S)
Politisk ordfører

Louise Holcks kritik er derfor for letkøbt.

Jeg er tilhænger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og af, at vi har en domstol, som skal fortolke den. Men fortolkning og udfyldning er to forskellige ting, og domstolens aktivistiske fortolkninger har nu nået en sådan smertegrænse i flere medlemsstater, at der nu tegner sig en bredere modstand mod dem.

Som politiker mener jeg derfor, at tiden er inde til at sige fra, når en menneskerettighedsdomstol med blot 46 dommere fælder 7.000 domme om året, som medlemsstaterne er tvunget til at rette deres lovgivning ind efter.

Domstolen i Strasbourg har udvandet begrebet menneskerettighedskrænkelse, og den bør finde tilbage til det, den blev sat i verden for: At beskytte individer og mindretal mod tortur, vilkårlig fængsling eller andre former for uværdig og uretfærdig behandling.

Man kunne ønske sig, at miljøet omkring Institut for Menneskerettigheder oftere havde blik for, at menneskerettigheder også bør gælde for tvangsfjernede børn og kvinder i tvangsægteskaber – for ikke at tale om alle de borgere, som betaler prisen for kriminalitet, der bliver begået af andre landes statsborgere.

I stedet for at interessere sig for dem og deres demokratiske rettigheder til at sige fra over for Domstolens aktivistiske fortolkninger, bruger rettighedsmiljøet sine kræfter på at finde de formildende omstændigheder, som kan gøre det muligt for udenlandske bandemedlemmer eller voldtægtsforbrydere at forsætte livet i Danmark.

Tilbage til de oprindelige værdier

Naturligvis kæmper NGO'er, forskere og ansatte med tilknytning til miljøet omkring Institut for Menneskerettigheder for at bevare det system, som tvinger de europæiske demokratier til at føre en politik, som de selvsamme NGO'er, forskere og ansatte aldrig kunne opnå bred folkelig opbakning til eller overbevise et flertal i Folketinget om. 

Hverken den brede befolkning eller Folketinget ønsker at krænke de menneskerettigheder, som Danmark tilsluttede sig i 1953.

Men den brede befolkning og Folketingets flertal har et helt legitimt ønske om at vende tilbage til den forståelse af de selvsamme menneskerettigheder, som skabte tilslutningen til konventionen.

Men det kan vi ikke, fordi vi i Strasbourg har en overnational domstol, der igennem de senere årtier er begyndt at opføre sig som en enevældig lovgiver.

Tiden er inde til, at vi begynder at sige fra over for denne magtforskydning, som de europæiske demokratier hverken har efterspurgt eller besluttet.