Ugen i dansk politik: Samråd om skattely, kampfly og konkursrytteri
UGEOVERBLIK: Der er møde i Disruptionrådet, høring om udflytning af arbejdspladser, en lang række samråd og meget mere i ugekalenderen. Altinget har overblikket.
Daniel Bue Lauritzen
RedaktørAltinget byder velkommen til en ny uge i dansk politik.
Vi ser frem mod en uge, hvor Disruptionrådet mødes, Folketinget ventes at vedtage et væld af ny lovgivning, finanslovsforhandlingerne fortsætter, og en stribe ministre skal i samråd om alt fra skattekroner gennem skattely til investeringen i nye kampfly og konkursrytteri.
Vi bringer et overblik.
Mandag
Disruptionrådet mødes i Nordjylland, hvor de skal besøge en række uddannelsessteder og virksomheder. Besøget fortsætter tirsdag.
Gruppen for Nordisk Frihed i Nordisk Råd holder konference om Brexit og de nordiske lande for at sætte fokus på fremtidens handel mellem landene. Blandt oplægsholderne er Storbritanniens Ambassadør i Danmark, Dominic Schroeder, europapolitisk chef i Dansk Industri Anders Ladefoged og det britiske konservative parlamentsmedlem Alec Shelbrooke.
Kommunernes Landsforening indleder i dag forhandlinger med Danmarks Lærerforening om lærernes arbejdstid. Det er den indledende øvelse til at parterne 12. december udveksler deres krav.
Tirsdag
Landdistrikternes Fællesråd holder høring på Christiansborg om udflytningen af statslige arbejdspladser. Der vil blandt andet være oplæg fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), formændende i HK Stat og DJØF Offentlig samt en række borgmestre.
Der er et par samråd på programmet:
- Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) skal i åbent samråd om kanalisering af udviklingsmidler gennem skattely. En ny rapport fra Danwatch viser, at mere end en milliard danske udviklingskroner sendes gennem skattely, inden de når deres destination.
- Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal i åbent samråd om 'eksport' af socialt udsatte borgere til fattige kommuner.
Cevea er vært for Ulighedens Topmøde, der i år sætter fokus på børnefattigdom.
Europabevægelsen præsenterer Årets Europæer 2017. Det sker ved et arrangement på Nationalmuseet. Sidste år vandt Jørgen Leth prisen.
Resultaterne fra læseundersøgelsen PIRLS 2016 bliver fremlagt på en pressekonference på Aarhus Universitet i København. Undersøgelsen er en tilbagevendende begivenhed, der hvert femte år sætter danske børns læseevne under lup.
Den første rapport fra Produktivitetsrådet under Vismændene bliver fremlagt. Rådet ventes både at præsentere viden om produktiviteten og anbefalingerne til fremtidige forbedringer.
Der er møde i Folketingssalen, hvor politikerne skal debattere alt fra nye udlændingestramninger til afgifter på chokolade og spiritus.
Onsdag
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal i åbent samråd om genindplacering i dagpengesystemet.
FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, holder presseseminar om de kommende overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor i 2018.
Slots- og Kulturstyrelsen og Det Danske Filminstitut holder konference om digitale oplevelser til børn og unge. Kulturminister Mette Bock (LA) deltager.
Der er møde i Folketingssalen med ministrenes spørgetid.
Torsdag
Der er fem åbne samråd i Folketinget:
- Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og finansminister Kristian Jensen (V) skal i åbent samråd om redningsplanen for PostNord og aftalen om kapitaltilførsel.
- Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) skal i samråd om om konkursrytteri.
- Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skal i samråd om Rigsrevisionens kritik af beslutningsgrundlaget for anskaffelse af F35 som nyt kampfly.
- Finansminister Kristian Jensen (V) og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er i dag kaldt i samråd om anvendelsen af olieprisscenarier.
- Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) skal i samråd om Finansiel Stabilitets førelse af retssager.
Folketinget mødes for tredje gang i denne uge i salen. Denne gang for at diskutere en lang stribe lovforslag om blandt andet folkeskole.
På Christiansborg er der fødselsdagsreception for Søren Krarup. Han fyldte 80 i weekenden. Altinget ønsker stort tillykke!
Fredag
Der er møde i Folketingssalen med en række 1. behandlinger af nye lovforslag.
Weekenden
Aarhus holder lørdag den officielle finale på kulturhovedstadsåret. Det sker med koncerter i byen og en afsluttende ceremoni i Hvide Sande.
Amnesty holder søndag landsindsamling til gavn for menneskerettighederne i hele verden.