Debat

V: Skal Danmark være fristed for Europas kriminelle?

DEBAT: Under valgkampen til Europa-Parlamentet talte regeringspartierne meget om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Men i dag er man reelt klar til at gøre Danmark til et fristed for kriminelle fra hele Europa. Det skriver EU-ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V).
Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jakob Ellemann-Jensen (V) 
EU-ordfører 

Danmark står til at ryge ud af det europæiske politisamarbejde, EUROPOL, om ganske kort tid.

Det skyldes, at EU-landene er blevet enige om et nyt regelsæt, der vil styrke EUROPOL, men som samtidig betyder, at vores retsforbehold træder i kraft.

Det efterlader Danmark i den situation, at vi enten kan tage en folkeafstemning om retsforbeholdet og erstatte det med en tilvalgsordning, så vi fortsat kan deltage i politisamarbejdet, eller i stedet stille os på sidelinjen, når det gælder bekæmpelsen af børneporno, narkohandel og de tyvebander, der tømmer folks hjem i sommerferien.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Parallelaftale til Danmark?
Det burde være et let valg for regeringen. Ikke mindst, når det nu står i regeringsgrundlaget, at man ønsker en afstemning om retsforbeholdet i denne valgperiode.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) overvejer i stedet en helt tredje vej. En såkaldt parallelaftale, så man slipper for at spørge danskerne ved en folkeafstemning.

Regeringen forsømmer danske kerneinteresser, når man vælger at trække på skuldrene over udsigten til at blive kørt ud på et sidespor i politisamarbejdet.

Jakob Ellemann-Jensen (V)
EU-ordfører

En parallelaftale kan bedst beskrives som en juridisk manøvre, der gør det muligt for Danmark at være med i dele af det retlige samarbejde, selvom det i udgangspunktet strider imod retsforbeholdet.

Men Danmark kan ikke være sikker på at få en sådan aftale, for modsat en tilvalgsordning betyder en parallelaftale, at det bliver de andre EU-lande og ikke Folketinget, der bestemmer, hvilke dele af samarbejdet som Danmark kan deltage i. Danmark bliver heller ikke taget med på råd, når der skal laves ændringer eller nye regler.

Faktisk har Danmark allerede flere gange fået nej til en parallelaftale. Vil vi derfor selv bestemme, må regeringen leve op til sit løfte i regeringsgrundlaget og udskrive en folkeafstemning. Det haster mildest talt, da Helle Thorning-Schmidts kollegaer på EU-topmødet i denne uge ventes at nikke ja til, at forhandlingerne med Europa-Parlamentet går i gang, så det nye regelsæt kan træde i kraft i det nye år.

Forsømmer danske kerneinteresser 
Regeringen forsømmer danske kerneinteresser, når man vælger at trække på skuldrene over udsigten til at blive kørt ud på et sidespor i politisamarbejdet. For situationen med EUROPOL er ikke enestående. Hver gang EU justerer på reglerne for det retlige samarbejde, vil retsforbeholdet i udgangspunktet træde i kraft. På sigt betyder det, at Danmark også kan blive sat uden for døren, når det gælder hjemsendelse af udenlandske kriminelle til afsoning i hjemlandet.

Det er en fuldstændig uholdbar situation. Jeg medgiver gerne, at man skulle have taget en afstemning allerede under den tidligere regering, men det er altså ingen undskyldning for ikke at handle her og nu. I bedste fald svigter Helle Thorning-Schmidt sit regeringsansvar ved ikke at arbejde for danske interesser. I værste fald ruller vi den røde løber ud for de kriminelle.

Helle Thorning-Schmidt burde derfor bruge anledningen til at genoptage de europapolitiske forhandlinger, som regeringen har syltet siden januar, og få indkaldt til et møde, hvor vi kan blive enige om en dato for en folkeafstemning.

Danskerne har ved folkeafstemningen om patentdomstolen vist, at vi gerne vil det europæiske samarbejde, hvor det giver mening. Det gør det på det retlige område, hvor vores forbehold efter tyve år har udtjent sin rolle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024