Vælgerne: Løkke sikrer det bedste sundhedsvæsen
Jens Bomholt
RedaktionsassistentEn borgerlig regering ledet af Lars Løkke Rasmussen (V) er bedst til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen. Det mener et flertal på 50 procent af danskerne.
Kun 33 procent af de adspurgte udpeger en regering ledet af Helle Thorning-Schmidt (S) som den bedste garant for et godt sundhedsvæsen.
Det viser en ny meningsmåling, som analysebureauet A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk. Her blev 1301 repræsentativt udvalgte danskere spurgt om, hvorvidt de mener, at en regering ledet af Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen vil være bedst til at sikre et godt sundhedsvæsen.
Dermed er billedet vendt på hovedet i forhold til en lignende måling, Altinget.dk fik lavet for et år siden.
I november 2011, hvor ministerkontorerne stadig var nyindrettede efter valgsejren to måneder forinden, var det Helle Thorning-Schmidts regering, 50 procent af danskerne pegede på som den bedste til at sikre sundhedsvæsnet de bedst mulige rammer og betingelser.
Dengang skrabede Løkke kun 35,7 procents opbakning til sig på sundhedsområdet.