Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1994.
Etableret i Bruxelles som journalist og ekspert i europæiske forhold siden 1996.
1994-1995: Reporter på Morgenavisen Jyllands-Posten.
1996-1999: EU-korrespondent for Aktuelt.
2000-2002: Bruxelles-korrespondent for DR Nyheder (Radioavisen).
2003-2017: EU-korrespondent og senere Europaredaktør for Politiken.
Udgav i 2003 bogen "I Spidsen for Europa" om Danmarks EU-formandskab og østudvidelsen (medforfatter Michael Ulveman).
Twitter: @LauritzenEuropa
Vestagers fremtid som bankchef ligger i hænderne på Macron og Scholz
I næste uge bliver Margrethe Vestager formelt godkendt som kandidat til chef for Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Derefter går hun på orlov fra Kommissionen, men det er slet ikke sikkert, at bankjobbet bliver hendes. Det afhænger af magtkampe mellem lande, ledere og politiske familier på tværs af kontinentet.
Thomas Lauritzen
Europa-analytikerBRUXELLES: To danske ministre fra to forskellige partier – ingen af dem hendes eget – skal i den kommende tid forsøge at vinde Margrethe Vestager jobbet som chef for verdens største multilaterale bank.
De to hedder Bødskov og Ellemann. Det er ikke givet på forhånd, at det vil lykkes for dem. Mange forskellige politiske og økonomiske interesser er på spil i det kapløb om ledelsen af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som for alvor skydes i gang i begyndelsen af næste uge.
På tirsdag vil de ministre i alle 27 EU-lande, som udgør bankens Styrelsesråd, blive informeret om, at fem personer fra forskellige europæiske lande nu er godkendt som mulige kandidater til at afløse tyskeren Werner Hoyer i toppen af EIB.
En af dem, der har søgt jobbet, er Vestager. Nu begynder kampen om at få det. Det handler om hendes fremtid efter Kommissionen. Det handler også om magtbalancen i Europa. Men hvordan kommer det egentlig til at foregå, og hvilke interesser er det, der brydes her?
I første omgang vil Margrethe Vestager midlertidigt fratræde sin stilling som ledende næstformand i EU-Kommissionen og gå på orlov, indtil topjobbet i banken er besat med hende eller en anden.
Danskeren forlader Kommissionens hovedkvarter Berlaymont som minimum for nogle uger, måske nogle måneder – og måske for altid.
Dermed forlader danskeren Kommissionens hovedkvarter Berlaymont som minimum for nogle uger, måske nogle måneder – og måske for altid, hvis det lykkes hende at blive chef for investeringsbanken i Luxembourg. Det kan få den konsekvens, at Danmark måske meget snart skal finde en ny kommissær.
I Danmark er det den socialdemokratiske erhvervsminister, Morten Bødskov, der som den danske repræsentant i EIB’s Styrelsesråd vil skulle fremsætte Vestagers kandidatur formelt i næste uge.
Men om et par uger bliver det op til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen at forsvare den danske kandidat, når de europæiske økonomi- og finansministre samles til et potentielt afgørende møde i Santiago de Compostela.