5 A'er: Vanopslagh og Mark er begge børn af konkurrencestatens succes. I ny bog slås de begge med dens skyggesider

Det gjorde det jo lidt mærkeligt at være dansker. Ikke mindst fordi vi i samme ombæring så måtte være landet, hvor den her blanding af politisk kedsomhed og længsel efter mening måtte være særligt prægnant.

Og fra start til slut i læsningen af journalisten, TV2-værten og forfatteren Troels Mylenbergs nye samtalebog med LA-formand Alex Vanopslagh og SF-gulddrengen Jacob Mark har Fukuyamas diagnose genlydt i min bevidsthed.

Ikke fordi "Mark & Vanopslagh - politik og parløb" er kedelig, for det er den virkelig ikke. Men fordi de to stjernepolitikere frivilligt – og ufrivilligt – tegner et politisk dybdeportræt af en generation, der komfortabelt som aldrig før alligevel er nødstedt i en særegen blanding af udefinerede længsler, monumental usikkerhed og enorme ambitioner.

Mylenbergs særlige greb

Hver for sig havde det været kun mildt interessant at læse Vanopslaghs og Marks respektive biografier fra opvæksten, hvor prægningen sker i familien, til ungdommen, hvor vennerne definerer, og slutte med præsentationen af deres eget politiske projekt.

Det, der gør bogen så vellykket, er Mylenbergs særlige greb med at lade Vanopslagh og Mark spejle sig i hinanden, interviewe hinanden og komme på besøg i hinandens verden.

Esben Schjørring

Begge er de for unge og for ufuldbyrdede til at oppebære en biografi, der rækker udover en journalistisk artikel eller et interview i tv.

Det, der gør bogen så vellykket, er Mylenbergs særlige greb med at lade Vanopslagh og Mark spejle sig i hinanden, interviewe hinanden og komme på besøg i hinandens verden – for derigennem nå frem til et større og dybere portræt af en ny generation og dens politikere.

Her arbejder bogen med en bærende kontrast. Hvordan kan to mænd, hvis baggrund ligner hinandens så meget – begge er fra skilsmissefamilier, begge er fra provinsen, begge politiske naturtalenter, ja, de er endda født i samme år 1991 med blot én dags mellemrum – havne i hver deres ideologiske bastion, hver deres parti?

Og er den politiske forskel mellem dem så dyb og modsætningsfyldt – polariseret – at kampen mellem dem bliver destruktiv for det samfund, de står til at arve?

Det står klart fra side to eller tre, at svaret er nej. Og efterhånden bliver det klart, at Vanopslagh og Mark er overraskende tæt på hinanden menneskeligt, såvel som politisk. Nok også fordi Jacob Mark kun vanskeligt kan betegnes som socialist eller venstreorienteret.

Det vender vi tilbage til.

"Noget må vi jo have gjort rigtigt"

Et andet fællestræk ved Vanopslagh og Mark er, at de begge er vokset op i den fuldt udrullede velfærdsstat. Med dens omfattende og fintmaskede net af institutioner, der sikrer den frie og lige adgang til sundhed, børnepasning og uddannelse, med tårnhøj SU og second chances ad libitum– alt sammen med det intense fokus på, at vilkår ikke må blive skæbne. Social mobilitet, kalder forskerne det.

Når Mylenberg ikke selv fremhæver lige det fælles aspekt – og det burde han jo nok – er han for så vidt undskyldt. For det gør Vanopslagh ikke og, mere overraskende, heller ikke Jacob Mark.

Begge kommer de fra ufaglærte på grænsen til faglærte provinshjem, begge med en skilsmisse i de tidlige barndomsår, og alligevel er begge endt i samfundseliten med en universitetsuddannelse i bæltet.

Det står klart, at Vanopslagh og Mark er overraskende tæt på hinanden menneskeligt, såvel som politisk. Nok også fordi Mark kun vanskeligt kan betegnes som socialist eller venstreorienteret.

Esben Schjørring

Men i stedet for at forbinde det med velfærdssamfundet, forbinder de det med konkrete mennesker, de har mødt på deres vej, deres mødre og deres egne egenskaber og mentalitet.

"Jeg har mødt mange, som til trods for svære forudsætninger, netop har klaret det godt, fordi de tror på sig selv," lyder en karakteristisk kommentar fra Vanopslagh et sted. Lidt mere end bare selvtillid har der nok været på spil.

På et tidspunkt udbryder Jakob Mark forundret:

"Jeg er aldrig stødt på et land, jeg hellere ville vokse op i, jeg er aldrig stødt på et land, jeg hellere vil have, at Theodor (hans søn, red.) vokser op i. Og det må jo betyde, at vi gør noget rigtigt."

Ja, Gud ved, hvad det – det rigtige – kunne være?

Er Jakob Mark egentlig venstreorienteret?

Der er helt klart et element af, at man ikke kan se skoven for bare træer her. Velfærdsstaten er i sin fremskredne form havnet i det problem, at dens succes er blevet usynliggjort, fordi den er blevet så omfattende og gennemtrængende. Kun problemerne står tydeligt frem.

Dem vil Vanopslagh løse med mere forsikringsvelfærd, private udbud og selvejende institutioner. Det vil Mark også noget af vejen, men han lægger så det oveni, at borgerne skal – og med skal mener han tvinges til at – deltage meget direkte i form af bestyrelsesarbejde i alt fra vuggestuer til plejehjem.

Begge vil decentralisere, begge vil lukke Europas ydre grænser, begge betale fuldt kontingent til Nato. Begge nærer en udtalt, og blandt Christiansborgpolitikere meget populær, despekt for "akademikere."

Og begge besynger provinsens særlige nærvær og fællesskab, mens de vender sig imod storbyen, hvor man er alene blandt mennesker.

Igen er det overraskende, hvor lidt socialistisk Mark er.

Man skal måske være (til venstre for) Pelle Dragsted (EL) for bag ved alle problemer at se kapitalen med sin indbyggede, systematiske og selvundergravende produktion af fremmedgørelse og ulighed, der kun nødtørftigt skjules af forskellige opiater for folket såsom religion og reklame.

Men man kan ikke kalde sig socialist, rød eller venstreorienteret og så på intet tidspunkt over 240 sider lave den analyse, at samfundsproblemerne i sin kerne handler om en skabt økonomisk ulighed, der skal gribes ind over for.

Det problem går heller ikke Mylenbergs næse forbi.

Hos begge er der, hvad politiske tænkere ville kalde en kommunitaristisk længsel efter varme og nære fællesskaber.

Esben Schjørring

På et tidspunkt fremhæver Mark den engelske forfatter Ken Follets bøger "Jordens søjler" og "Giganternes fald," som han er fascineret af, fordi "i hans bøger er det altid sådan, at der er et enkelt individ, der sætter enorme aftryk i historien lang tid frem. Og det har han jo ret i (...) Jeg er meget betaget af tanken om, at den enkelte kan gøre en stor forskel."

Er det ikke meget liberalt, bryder Mylenberg – meget berettiget – ind?

Men i Marks verden handler det om, at "forskellen, som den enkelte gør, primært er at hjælpe andre."

Han fortæller også, at han på et tidspunkt som ganske ung overvejede at blive radikal. Det er måske ikke helt ved siden af.

Generation "dårlig samvittighed"

Her er Vanopslagh – og det har han været gennem længere tid – ude i en mere konsistent justering af liberalismen i konservativ retning, hvor den liberalistiske kamp for at trænge staten tilbage udføres til fordel for konservative organisationer som kernefamilien og civilsamfundet.

Men hos begge er der, hvad politiske tænkere ville kalde en kommunitaristisk længsel efter varme og nære fællesskaber. En længsel med tydelige nostalgiske elementer efter det, Vanopslagh kalder "gamle dage," som vistnok er for 200 år siden. Dengang "man troede på fælles sandheder og fælles fortællinger," som han siger.

Og en længsel, begge gør personlig i en konstant og ret intens kredsen om deres egen autenticitet og sårbarhed.

Det er her, deres fortid som stressramte sætter ind. En historie, begge har fortalt indgående om før, men som tilsammen tegner et godt portræt af millenial-generationens særlige kombination af ambition om position og en indre afgrund af skrøbelighed.

På den ene side kommer deres respektive stress-sammenbrud fra en blanding af personlig succes, opskruede forventninger til egen kapacitet og en pæn portion ego. På den anden side en konstant og ophobet dårlig samvittighed over alligevel ikke at være nok.

"Tidligere har jeg skammet mig så meget over det, jeg ikke var god til, eller når jeg hyklede," siger Mark på et tidspunkt.

"At skrue op for farten, når man har dårlig samvittighed, er heller ikke en dårlig ting. For det virker, så længe det virker. Man skruer op og op, og så når man mere, og det kører. Hvis man har haft succes med det, tyer man til det i de situationer. Men der er noget, der ikke kan løbes væk," svarer Vanopslagh.

I Danmark er det mindst lige så meget staten, som det er markedet, der driver individualiseringen.

Esben Schjørring

Begge har tyet til psykologer og coaches undervejs, og det er et paradoks, der gælder dem begge, at de priser det at være noget for andre, men samtidig er så indespærrede i deres eget følelsesliv.

Men det gælder især for Vanopslagh, som i det hele taget virker som en langt mere modsætningsfyldt og søgende sjæl. Snart vil han væk fra perfekthedskulturens fokus på autenticitet og statuskamp, hvor de unge "hele tiden skal ind til deres inderste kerne i stedet for bare at gøre sig umage med arbejdet."

I det næste øjeblik – blot en lille side forinden – fortæller han om, hvordan han frem mod 2022-valget sammen med en erhvervspsykolog "kom ind i til kernen i, hvad jeg virkelig brænder for."

Snart vil han føre samfundet tilbage til "pligten" og "den helt klassiske gammeldags dannelse," snart har han sammen med en coach fundet vejen til den gode politiker-præstation: "Det er, fandt vi sammen ud af, når det er elegant og dansende."

Tilværelsens ulidelige lethed

De selvmodsigelser gør Vanopslagh til den mest interessante af de to. Han er simpelthen eksistentielt anfægtet og splittet, mens Mark synes at have fundet svaret i noget så konservativt som ægteskab, barn og æbleplantagen på landet, hvor hunden Ebba strejfer omkring.

Men det bliver også et vindue ind til tilværelsens ulidelige lethed for velfærdsstatens børn.

Den danske sociolog Gøsta Esping-Andersen beskrev i sit berømte hovedværk "Three Worlds of Welfare Capitalism," hvordan den universelle velfærdsstat "forvandler klassekamp til statuskamp."

Når individet via velfærdsstatens frie og lige adgang til sundhed og uddannelse befries fra sit sociale vilkår, løsrives det også fra sin samfundsklasse og dens fællesskab. I Danmark er det mindst lige så meget staten, som det er markedet, der driver individualiseringen.

Men i den nye frihed forsvinder kampen for anerkendelse ikke. Det bliver bare til individernes konkurrence med og mod hinanden om status på den samme stige.

Skabte klassekampen frustration og vrede, skaber konkurrencen om status udmattelse, udbrændthed og stress.

Esben Schjørring

Som jeg talte med professor Ove Kaj Pedersen om mellem jul og nytår i en særudgave af #dkpol, er den tendens kun blevet forstærket med konkurrencestaten, hvor den enkelte i endnu højere grad mobiliseres til arbejde og forbrug og i endnu højere grad ansvarliggøres for egne valg i meritokratiets navn.

Skabte klassekampen frustration og vrede, skaber konkurrencen om status udmattelse, udbrændthed og stress. Frembragte klassekampen politiske utopier om fremtidig befrielse for arbejderklassen, fremprovokerer statuskampen en drøm hos den enkelte om at stige af racet og blive modtaget af et varmt fællesskab.

Intet under, at Vanopslagh og Mark begge har fundet svar i kristendommen og kirken. Intet under, at Jakob Marks politiske projekt handler om "ro på" og "arbejde mindre," så "der er mere tid til familien."

Og intet under, at Vanopslagh så ihærdigt vil samle de borgerlige partier om familiepolitikken. Det gælder også hans fascination af provinslivet og hans forestilling om, at man tidligere "skulle gøre sin pligt, og gjorde man det, var man glad´."

Højskolemanden Mylenberg

Vi ser ikke verden nøgternt med øjnene, men stemningsfuldt via sjælen. Det kender vi særligt fra de stunder, hvor der sker os noget dramatisk – når man eksempelvis mister eller omvendt er stormende forelsket. Den samme verden kan se meget forskellig ud.

Alt det for at sige, at Mylenberg med sit blik på Vanopslagh og Mark jo inddirekte også tegner et portræt af sig selv.

Født i 1970 tilhører han den fædrene generation til Vanopslagh og Mark. Ligesom han også takker sin egen søn, Holger, for at have givet et nap med – og, fornemmer man, en del mere end det – i bogskrivningen.

Der er med andre ord mere end bare journalistisk nysgerrighed på spil, når Mylenberg vil vide, hvem de to politikere er. Der er også tale om en mand, en far, der er nået frem til den erkendelse, at lige om lidt er det ikke ham og hans lige, der står i centrum.

Man fornemmer, at i valget mellem at blive en gammel og sur mand og så det at være nysgerrig efter, hvem de unge er, og hvad de mon bringer til bordet, har Mylenberg valgt det sidste. Det er forbilledligt, fordi det er så svært.

Man kunne som journalist godt ønske sig, at journalist-kollegaen Mylenberg ville sætte lidt flere lus i skindpelsen. Men pointen er også, at det er højskolemanden Mylenberg, der er den ultimative afsender her.

Esben Schjørring

Men dermed også sagt, at der lurer en vis bekymring i baggrunden af det hele.

Vil de unge, med deres energi, deres risikovillighed og stedvise naivitet og usikkerhed, sætte verden i brand? Kan vi overlade dem nøglerne til samfundet? Vil de røgte arven?

Her stikker Mylenberg ikke sin intention under stolen. Han vil gerne forsikres om, at der ikke er længere mellem de ideologiske yderpunkter, end at de kan mødes i et kompromis. Eller i det mindste den gode stemning og den gensidige velvillighed og gerne et decideret venskab.

Det bliver han.

Her kunne man som journalist godt ønske sig, at journalist-kollegaen Mylenberg ville sætte lidt flere lus i skindpelsen. Men pointen er også, at det er højskolemanden Mylenberg med fortiden som forstander på Vallekilde, der er den ultimative afsender her.

Gør man Mylenbergs bog til en prisme for fremtiden, skal det særlige danske samtaledemokrati nok bestå. Og i Danmark er historien stadig slut, mens komforten og kedsomheden kaster de unge ud på de 70.000 favne vand, vi alle bærer rundt på indeni.