Nu betaler fængslerne også for grænsekontrollen
BAGGRUND: Grænsekontrollen forlænges, og Folketinget udmønter over 200 millioner kroner ekstra til at dække udgifterne. Men hvor kommer ressourcerne fra, og hvad kommer der ud af dem? Få et overblik.
Kim Rosenkilde
RedaktørEn såkaldt stikprøve med over 50.000 ugentlige nedslag i trafikken fra Tyskland til Danmark.
Det er, hvad den aktuelle danske grænsekontrol i øjeblikket består af. En kontrol, regeringen i sidste uge besluttede at fortsætte hen over sommeren og efteråret ind til i hvert fald november.
Hvad der kommer til at ske i den periode, afhænger af mange faktorer, der intet eller kun meget lidt har med den danske grænsekontrol at gøre.
Til gengæld har udviklingen ved Europas ydre grænser og ikke mindst det øvrige EU stor betydning for, hvilken opgave betjentene og hjemmeværnsfolkene ved de dansk-tyske grænser kan forventes at stå over for.
Grænsekontrollen skal sikre, at de indrejsende har de nødvendige papirer som pas og visa til indrejse i Danmark. Er det ikke tilfældet, bliver de afvist ved grænsen, medmindre de søger om asyl.
Søger en indrejsende asyl, og er der tale om en person, der tidligere har søgt asyl i et andet europæisk land, vil der blive indledt en udleveringssag efter Dublin-forordningen.
Ser man tilbage på det første halve år med grænsekontrol, står det klart, at der har været tale om en relativt ressourcekrævende opgave. Om resultaterne står mål med indsatsen, er i den sammenhæng et politisk spørgsmål.
Fra 4. januar frem til udgangen af maj er i alt 1.385 personer blevet afvist ved grænsen som følge af kontrollen.
Knap halvdelen af afvisninger skete dog i januar og februar, hvor i gennemsnit 100 personer blev afvist om ugen. I de efterfølgende måneder er niveauet noget lavere med et gennemsnit på 50 afviste personer ugentligt.
Udviklingen afspejler tæt den overordnede tendens for, hvor mange asylansøgere Danmark har modtaget i perioden.
Kontrol ved de dansk-tyske grænser
Den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland blev etableret 4. januar 2016 og er senest blevet forlænget til november.
Mandskabet til grænsekontrollen kommer fra hele landet. Københavns Politi har dog været fritaget siden 1. april 2016 for i højere grad at kunne prioritere bevogtningsopgaver i Storkøbenhavn.
Årsværk til grænseindsats:
(Politikreds)
Nordjylland | 53 |
Østjylland | 58 |
Midt- og Vestjylland | 58 |
Sydøstjylland | 53 |
Syd- og Sønderjylland | 49 |
Fyn | 35 |
Sydsjælland og Lol-falster | 51 |
Midt- og Vestsjælland | 25 |
Norsjælland | 36 |
Københavns Vestegn | 41 |
København | - |
Rigspolitiet | 2 |
Ialt | 461 |
Kilde: Rigspolitiet