Sundhedsreformen er lige på trapperne: Det holder vi øje med

Spændingen står derfor om, hvilke mindre kommunale sundhedsopgaver regeringen vil nøjes med at flytte op til regionerne. Her er funktioner som midlertidige pladser, specialiseret genoptræning og hjemmesygepleje noget af det, der bliver holdt øje med. 

Regeringen har samtidig varslet, at der skal stilles større krav om højere kvalitet og ensartethed i kommunerne samt krav om, at små kommuner skal arbejde sammen, hvis de ikke har volumen til at sikre de rette tilbud alene. 

Grundlæggende er det værd at holde øje med, hvor meget regeringen gnaver af det kommunale selvstyre på sundhedsområdet. 

Hvem får ansvaret for patienten? 

I årevis har man talt om, hvordan man kommer af med sundhedsvæsenets såkaldte Bermuda-trekant – det vakuum mellem kommunen, sygehuset og den praktiserende læge, hvor patienter risikerer at havne, og det er uklart, hvem der har ansvar for hvad. 

Kommissionens klare anbefaling var at samle ansvaret for sundheds- og ældreområdet hos én aktør – hos 8-10 omsorgsregioner. Ingen tror på, at regeringen vil den vej.

Men hvad vil regeringen i stedet gøre for at skabe sammenhæng for patienternes vej rundt i sundhedsvæsenet og mindske problemerne med økonomisk kassetænkning?

Her skal man holde øje med de nuværende 21 sundhedsklynger rundt om landets 21 akuthospitaler. Klyngerne er kun to år gamle og skulle sikre bedre samarbejde mellem kommuner, sygehuse og praktiserende læger, men er blevet kritiseret for at være for svage. 

Men er klyngerne mon alligevel den kurv, regeringen vil kaste sine æg i, når det kommer til at skabe bedre sammenhæng for patienten? Og vil man så opgradere dem med penge og reelle ansvarsområder eller forsøge sig med en helt ny konstruktion?

Fra svært til nært: Får vi et reelt paradigmeskifte?

Regeringen og de fleste i sundhedsvæsenet er enige om to hovedtendenser, der skal ændres.

Sygehusene skal relativt set vokse mindre end sundhedsvæsenet uden for sygehusene. Det betyder, at mere personale skal arbejde uden for sygehusene, og flere patienter skal behandles via kommunen, almen praksis eller i eget hjem.

Helt centralt bliver: Hvilke motorer og incitamenter vil regeringen sætte ind for at sikre dette?

Sundhedsstrukturkommissionen foreslår en national sundhedsplan, der skal sikre denne udvikling igennem økonomi og loft over læger på sygehusene, der ellers blot er blevet ved med at vokse de sidste 20 år.

Hvor firkantet vil regeringen forpligte sig til, at denne udvikling sker?

Hvad med vores egen læge?

De fleste er enige om, at landets 3.400 praktiserende læger er helt afgørende for, at man kan reformere og fremtidssikre sundhedsvæsenet, så flere patienter kan undgå at komme på sygehusene og generelt få bedre sammenhængende sygdomsforløb.

Et ubesvaret spørgsmål er dog, hvor langt regeringen tør gå for at få flere læger ud til områder, hvor der mangler læger. Der er mange flere praktiserende læger på vej igennem uddannelsessystemet, men hvordan vil regeringen balancere brugen af pisk og gulerod for henholdsvis at tvinge og lokke lægerne væk fra de større byer? 

De praktiserende læger er private erhvervsdrivende med det offentlige som eneste kunde. Det bliver spændende at se, i hvor høj grad regeringen vil øge mulighederne for at styre og kontrollere, hvad de praktiserende læger foretager sig.

Lægerne har tidligere vist sig særdeles slagkraftige i forhold til at modarbejde politiske forslag, og går regeringen for langt, kan der opstå en konflikt på størrelse med lærer-konflikten fra 2013.

Skal krop og psyke samles i sundhedsvæsenet? 

Sundhedsstrukturkommissionen foreslog noget uventet, at man ledelsesmæssigt samler psykiatrien med den del af sundhedsvæsenet, der behandler fysiske sygdomme.

Forslaget var uventet, da det hidtil ikke har fyldt i den politiske diskussion omkring psykiatrien. Sammenlægningen skal skabe bedre sammenhæng mellem de to sygdomsgrupper og sikre, at psykiatrien ikke bliver glemt eller underprioriteret.

Spørgsmålet er interessant, fordi det også viser noget om, hvor meget regeringen ønsker at brede sin reform ud.

Bliver det mest af alt en centraliseringsreform? 

Hvor stor en del af beslutningskraften i sundhedsvæsenet ender regeringen med at have trukket op på nationalt eller statsligt niveau, når regnestykket for hele udspillet skal gøres op?

Det er forventet, at det især vil ske på IT-området. Men også når det handler om nye krav til kommunernes sundhedsindsats og om fordelingen af personale og penge på tværs af Danmark. 

Men der er også mange andre områder, hvor man kan skrue op for den statslige styring, eller hvor regionerne (eller deres efterfølgere) bliver tvunget til at tage fælles beslutninger.

Hvad med de syge ældre?

Regeringens stort anlagte ældrereform fra april i år har en gigantisk ufærdig sidebygning, der hedder sundhedsområdet. Sundhedsområdet blev ikke skrevet ind i forliget om ældrereformen, fordi Sundhedsstrukturkommissionen endnu ikke var kommet med sine anbefalinger.

De stadig flere syge ældre er en af sundhedsvæsenets største udfordringer, og hvis de to områder ikke bliver tænkt bedre sammen, er der mange, der frygter, at sundhedsvæsenet vil få store problemer i fremtiden.

Det er derfor stærkt interessant at læse, hvordan regeringen vil forsøge at sy de to store områder og reformer sammen.