Knud Aarup: Vi har ikke længere brug for en socialminister

Folketinget vil ikke længere fastsætte de overordnede socialpolitiske principper, som alle aktører på socialområdet – herunder ikke mindst kommunerne – skal leve op til.

Det specialiserede socialområde bliver derved reduceret til endnu en form for velfærdsservice på linje med dagtilbud og skoleområdet, hvor kvaliteten fastsættes lokalt af det enkelte byråd på baggrund af de vilkår, som gælder i den enkelte kommune – for eksempel muligheden for at rekruttere fagligt personale eller de konkrete økonomiske rammer.  

Væk er det overordnede socialpolitiske princip om mulighedslighed og kompensation – det vil sige ideen om, at alle børn, unge og voksne skal have lige muligheder i samfundet, og at man skal kompenseres, hvis man er særligt udfordret som menneske, fordi man har en funktionsnedsættelse, er syg eller lever med sociale problemer.

Kommunerne skal kun leve op til principperne, hvis de synes, at de har råd.  

Aftalerne ligger i forlængelse af rapporten fra det såkaldte Tranæs-udvalg. Stort set alle Tranæs-udvalgets forslag vil blive gennemført, hvilket ikke kan overraske, al den stund at såvel Finansministeriet som Kommunernes Landsforening har været med på sidelinjen i udvalgets arbejde.

En af de mere skræmmende overvejelser handler om retssikkerheden på det specialiserede socialområde.

Knud Aarup

En af de mere skræmmende overvejelser, udvalget har gjort sig, handler om retssikkerheden på det specialiserede socialområde.

Kommunerne er af den opfattelse, at Ankestyrelsen i sin afgørelsespraksis i forhold til klager er med til at skrue det kommunale serviceniveau op i forhold til mennesker med særlige behov.

Omvendt viser gentagne undersøgelser fra Ankestyrelsen, at kommunerne ikke overholder loven i op til 30 procent af de konkrete afgørelser. I den strid er Tranæs-udvalget sjovt nok enig med Kommunernes Landsforening, og man skriver i rapporten:

"Samtidig er det set, at Ankestyrelsens prøvelse efter lovens vedtagelse har ført til afgørelser, som indeholder væsentlig fordyrende elementer, der også ligger ud over det, som umiddelbart synes at have været den politiske intention."

Ankestyrelsen ses af udvalget ikke som en neutral domstolslignende administrativ instans, men som en socialpolitisk udgiftsdriver.  

For at sætte en prop i udgiftsudviklingen er Tranæs-udvalget kommet op med noget, man kunne kalde en polsk løsning. Man lader simpelthen Kommunernes Landsforening få indsigelsesret, hver gang Ankestyrelsen laver en principafgørelse, som skal gælde for alle kommuner.

Man laver et forum, hvor Kommunernes Landsforening fremadrettet får mulighed for at udtale principielle betragtninger til principmeddelelser forud for offentliggørelse. Det betyder, at Kommunernes Landsforening hver gang de er uenige i en principafgørelse, kan påkalde sig finansministerens stærke hånd, og så kan man godt tænke sig, hvad der sker.

Jeg håber inderligt, at ombudsmanden følger dette tæt og ser frem til dennes indgriben.  

Socialministerens politiske aftale fra maj og aftalen om kommunernes økonomi har også sat sine aftryk i regeringens oplæg til finansloven for 2025. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor konsekvent aftrykket er.

Tag for eksempel regeringens løfte om at spare 1.000 stillinger i centraladministrationen. Her havde jeg nok lidt for naivt tænkt, at det ville gå ud over de mange scient.poler og andre djøf’er, som er blevet ansat i statsapparatet de senere år. Det vil sige dem, som Dennis Nørmark har døbt 'den administrative elite'.

På vej ud ad døren har Pernille Rosenkrantz-Theil (S) godkendt, at det sociale område kommer til at stå for ti procent af de administrative besparelser - det vil sige 100 stillinger.

Knud Aarup

Sådan gik det ikke.

Den administrative elite overlever selvfølgelig. De er ansat til at tænke og betjene politisk-strategisk og ikke fagligt socialpolitisk. 

På vej ud ad døren har den nu afgåede socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) godkendt, at det sociale område kommer til at stå for ti procent af den såkaldt administrative besparelse - det vil sige 100 stillinger.

Den konkrete udmøntning af den beslutning kommer efter min mening til yderligere at fremme en kommunalisering af socialpolitikken. Men det er selvfølgelig ganske passende, når man som ministeren skal ud og sidde i spidsen for en stor kommune. 

Der er flere problematiske besparelsesforslag, men to af disse fremmer direkte kommunalisering af socialpolitikken.

Det første drejer sig igen om Ankestyrelsen. Her vil man beskære Ankestyrelsens analytiske bistand.

Det kan jeg godt forstå, at Kommunernes Landsforening er interesseret i. Jeg har selv oplevet, med hvilken overbevisende faglighed Ankestyrelsens faglige medarbejdere kan gå ind i konkrete sager, hvor kommunerne ud fra besparelseshensyn har tilsidesat hensynet til den konkrete familie, det konkrete barn eller den konkrete voksne med særlige behov.

Ankestyrelsen har sammen med Socialstyrelsen gennem flere år lavet undersøgelser af og vejledning til kommunernes sagsbehandlere, blandt andet i taskforcen på det børnesociale område og handicap-taskforcen. Nu skal de faglige hensyn underlægges kommunaløkonomiske hensyn, og så er der ikke længere plads til en fagligt baseret konkret og individuel afgørelse. 

Det andet drejer sig om nedlæggelse af Social- og Boligstyrelsens auditfunktion af socialtilsynenes praksis.

Det har været Socialstyrelsens opgave at følge udviklingen i kommunernes tilsyn, at lave analyser på tværs og løbende vejlede samt i visse tilfælde udstede bindende retningslinjer for socialtilsynenes opgavevaretagelse, hvis der konstateres en uensartet praksis på tværs af tilsynene.

Det bliver et tab for den enkelte familie, for barnet og den voksne med særlige behov. Og det bliver en kæmpestor forringelse af det danske velfærdssamfund. 

Knud Aarup

Når auditfunktionen nedlægges, vil der være frit spillerum for de fem kommuner, som har ansvaret for socialtilsynene, til at lade økonomiske hensyn tælle mere end de faglige kvalitetshensyn. Det vil være endnu en brik i sikringen af, at det bliver kommunerne, som i fremtiden fastlægger socialpolitikken på det specialiserede socialområde.  

Hvorvidt kommunalisering er et problem eller ej afhænger af øjnene, der ser.

Hvis man er forældre til et multihandicappet barn med udviklingshæmning og ønsker, at det barn skal kunne leve et værdigt liv med størst mulig livsudfoldelse i forhold til barnets muligheder, kan det være svært at være vidne til, at én kommune kun vil tilbyde en plads på et kommunalt tilbud, hvor man ikke har de fornødne kvalifikationer til at støtte pågældende form for udviklingshæmning, mens en anden kommune tæt på kan tilbyde den kvalitetsmæssige rigtige løsning.

Sådanne forskelle bliver svære at leve med, men endnu værre bliver det at være vidne til en afskaffelse af mulighedslighed og retten til kompensation generelt.

Det bliver et tab for den enkelte familie, for barnet og den voksne med særlige behov. Og det bliver en kæmpestor forringelse af det danske velfærdssamfund.

Altinget har tilbudt socialministeren at skrive en replik